Janusz Pietkiewicz: Tjenesteydelser af almen interesse og pandemien

Da februar blev til marts, tog vi – mens studier og debatter fandt sted – del i vores bulgarske venners glædelige Martenitsa-fejring, som vi gør hvert år på denne tid. Vi bar tynde armbånd af flettede røde og hvide tråde og gav hinanden små uldne kludedukker, som skulle bringe held. Optimismen med hensyn til forårets komme var til at tage og føle på. Vi ønskede hinanden held og lykke med den sidste fase af vores femårige embedsperiode i EØSU.

Vi undlod instinktivt at tale om, at vores daglige liv i centrum af EU var truet af den virus, som spredte sig i Asien. Ganske vist så vi allerede alvorlige tegn og advarsler i det sydlige Europa, men vi var nødt til at beskytte procedurerne i EU's institutioner mod pandemien. Og som vores kolleger fra den anden side af Donau sagde i spøg, kunne en dråbe medicin fra hjemmeapoteket – dvs. Martenitsa-snaps – vel altid hjælpe i sidste ende. Faktisk blev anmodninger om desinfektionsmidler i mødesalene ignoreret, men vi blev hele tiden forsikret om, at man holdt nøje øje med risikoen, så vores frygt for virussen blev manet til jorden.

Onsdag den 11. marts var jeg stadig i fuld gang med at drøfte anbefalinger vedrørende investeringsplanen for et bæredygtigt Europa i studiegruppen ECO/505. I sektionerne udarbejdede vi handlingsplaner og bookede vores næste rejser, og så pludselig en uge senere gik livet i stå. Nedlukning! Billedligt kan jeg sammenligne det med et tog, som pludselig slår bremserne i, så gnistrene springer fra skinnerne under det.

Ingen havde forventet de inddæmningstiltag, som for hver dag blev strammet til. De greb ind i selve grundlaget for vores liv. Det var en psykologisk tsunami, der kunne beskrives med ord fra digteren Ildefons Gałczyński: "en tristhed, der strømmer gennem tankegangen". Vi blev overraskede over behovet for at blive hjemme og den daglige frygt. Vi spekulerede over mulighederne for at skaffe hjælp og livsnødvendige varer, og vi måtte gentænke vores vaner.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ikke ville vende tilbage til Bruxelles før juni, hvor jeg rejste med bil ad øde motorveje, fordi der endnu ikke var nogen flyforbindelser. Jeg kan huske, at jeg udskrev min "tilladelse" til at rejse, som jeg havde modtaget på mail fra generalsekretæren – covid-19-passérsedlen udstedt den 29. maj 2020 på fire sprog og udsmykket med et rundt stempel. Den skulle garantere, at jeg ikke ville blive bedt om at gå i karantæne.

For at være på den sikre side ringede jeg til de tyske sundhedsmyndigheder i de regioner, jeg skulle rejse igennem, for at få det bekræftet. Den 8. juni deltog jeg i Bruxelles i det første hybridmøde i studiegruppen ECO/510 og derefter i plenarforsamlingen den 10. og 11. juni.

De offentlige og sociale medier strømmede allerede over med kommentarer og gisninger om, hvor virussen egentlig stammede fra. Det er en skam, at det endnu ikke har ført til et moderne mesterværk i stil med Giovanni Boccaccios Dekameron fra det 14. århundrede eller Albert Camus' roman Pesten fra 1947, som i sandhed viser manglerne i den menneskelige natur og menneskehedens kamp mod sygdom.

I forbindelse med oplevelserne med den verdensomspændende nedlukning og advarslerne om en ny bølge af SARS-CoV-2, denne gang samtidig med influenza, som hvert år koster mange liv i mange lande og endnu flere end covid-19 i øjeblikket gør, har jeg tænkt over betydningen af "tjenesteydelser af almen interesse", som i mange år er blevet forsømt.

Covid-19-pandemien har endelig understreget den yderst vigtige og stabiliserende rolle, som de lokale, regionale og europæiske leverandører af disse tjenester spiller. Det sociale område er langt om længe begyndt at tro på sin vigtige rolle, som udgør rygraden i den europæiske samfundsmodel og potentielt i den positive genopretning af økonomien inden for rammerne af instrumenterne under Next Generation EU og den europæiske grønne pagt.

El- og vandforsyning, affaldsbehandling og offentlig transport i økonomiske krisetider har sørget for, at dagligdagen i vores lokalsamfund har kunnet fortsætte og har givet sikkerhed. Når alt kommer til alt, ville vi uden forudgående investeringer i disse sektorer ikke kunne foretage daglige handlinger som at tage et bad om morgenen, brygge kaffe eller nå frem til kontoret eller hospitalet i tide. Det gælder også inden for sundhedsplejen og plejen af personer med handicap og ældre mennesker. Den ville ikke fungere uden krisestyringsprocedurer, eller hvis tjenesteydelser af almen interesse ikke blev mødt af politisk forståelse og offentlig støtte.

Ligeledes er vi nødt til at se på de enormt vigtige områder uddannelse, forskning og kultur, og først da kan vi beklage os over de vanskeligheder, vi er stødt på under krisen.