Kommissionen vil snart fremlægge en pakke af lovgivningsreformer om virksomheders rapporteringsforpligtelser, den såkaldte "omnibuspakke".  Pakken har til formål at forenkle og strømline bæredygtighedsbestemmelserne og gøre rapporteringsforpligtelserne mere enkle for virksomhederne. Siden pakken blev bebudet i november, har den sendt chokbølger igennem hele EU og givet anledning til megen debat og modstand fra forskellige grupper. Civilsamfundsorganisationer, fagforeninger, virksomheder, investorer, jurister og forskere har alle udtrykt bekymring for, at omnibuspakken risikerer at føre deregulering med sig, og de opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at beskytte snarere end at svække disse instrumenter.  Andriana Loredan fra European Coalition for Corporate Justice (ECCJ) forklarer, hvad der står på spil, og hvorfor civilsamfundsorganisationer som ECCJ er imod omnibuspakken.

Konkurrenceevne brugt som påskud for deregulering af hårdt tiltrængte bestemmelser om bæredygtighed

Omnibuspakken fokuserer på tre centrale bæredygtighedsinstrumenter, der er kernen i den europæiske grønne pagt, nemlig direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD), direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed og klassificeringsforordningen. Denne pakke er et direkte resultat af den nye Kommissions kursskifte, som begyndte med Mario Draghis rapport om fremtiden for den europæiske konkurrenceevne i september 2024. Draghirapporten tilskriver til dels stagnationen på EU's markeder uforholdsmæssigt store regelbyrder for virksomhederne, men ignorerer meget belejligt andre vigtige faktorer såsom den olie-, gas- og fødevareinflation, som skyldes multinationale selskabers spekulation. Ifølge Draghirapporten er EU's ramme for bæredygtighedsrapportering og due diligence en stor kilde til regelbyrden. Uden bevis for sammenhængen mellem bæredygtighedslovgivningen og den opfattede mangel på konkurrenceevne i EU er dette snævre perspektiv blevet et påskud for potentielt at afvikle lovgivningen om bæredygtighed helt.

Med netop denne omnibuspakke har Kommissionen til hensigt at forenkle nogle af de mest kritiske instrumenter, der for nylig blev vedtaget for at tage hånd om de store virksomheders indvirkning på mennesker og miljø. Der er bl.a. tale om direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, som først blev vedtaget sidste år og endnu ikke er blevet implementeret.

Enhver diskussion af omnibus' indhold er på nuværende tidspunkt ren spekulation. En af de største risici i forbindelse med omnibus er imidlertid, at der igen bliver sat juridisk spørgsmålstegn ved bæredygtighedsinstrumenterne, hvilket kan føre til genforhandling af centrale bestemmelser (såsom civilretligt ansvar eller klimaomstillingsplaner i henhold til direktivet om virksomhedernes due diligence i forbindelse med bæredygtighed). ECCJ er stærkt imod at tage allerede vedtaget lovgivning om bæredygtighed op til revision. Det vil øge den lovgivningsmæssige usikkerhed, bringe virksomhedernes respekt for menneskerettighederne og miljøet i fare og straffe frontløbere.

Uforholdsmæssig stor indflydelse fra erhvervslivet midt i en mangelfuld høringsproces

Meddelelsen om omnibuspakken og Kommissionens udarbejdelse af forslagene er foregået med en fuldstændig mangel på gennemsigtighed og uden hensyntagen til EU-traktaten eller Kommissionens egne procedureregler.

Kommissionen har til hensigt at fremlægge sit omnibusinitiativ inden for en meget kort tidsramme, hvilket ikke giver mulighed for en passende konsekvensanalyse og offentlig høring. Denne tilgang er uforenelig med retten til at deltage i EU's beslutningsprocesser, som er et demokratisk princip, der er beskyttet af EU-traktaten. Det strider også mod Kommissionens egne retningslinjer for bedre regulering, som kræver en bred og gennemsigtig høring af interessenter under Kommissionens politiske beslutningsproces.

I stedet afholdt Kommissionen i februar 2025 noget, der skulle forestille at være en høring, et såkaldt "realitetstjek", med en lille, udvalgt gruppe af interessenter, primært store virksomheder og erhvervssammenslutninger. Mange af disse virksomheder er lige nu involveret i retssager som følge af anklager om overtrædelser af menneskerettighederne eller miljøreglerne i forbindelse med deres egne aktiviteter eller i deres værdikæde. Det er derfor i deres egen interesse at svække bæredygtighedslovgivningen på bekostning af arbejdstagerne, lokalsamfundene og klimaet. Desuden stod den uforholdsmæssigt store repræsentation af store virksomheder i skarp kontrast til underrepræsentationen af civilsamfundet. Civilsamfundsorganisationer, fagforeninger og mindre virksomheder var kun symbolsk repræsenteret, mens ofre for virksomhedsmisbrug og virksomheder, der slår til lyd for bæredygtighedsregler, var fuldstændig udelukket fra drøftelserne.

Omnibuspakken: en potentiel trussel mod ambitiøse klimapolitikker

Kommissionsformand Ursula von der Leyen og kommissær Valdis Dombrovskis, som fører tilsyn med hele "forenklingsindsatsen", synes at købe ind på de største og mest magtfulde virksomheders dagsorden. Kommissionens vigtigste partnere i forbindelse med det såkaldte realitetstjek var således bl.a. virksomheder, hvis forretningsaktiviteter bidrager væsentligt til klimaændringerne, og som har en interesse i mindre skrappe klimaforpligtelser, f.eks. virksomheder i olie- og gassektoren, den petrokemiske industri samt bil- og finanssektoren. I betragtning af den nuværende klimakrise og dens negative konsekvenser for mennesker og miljø giver dette anledning til bekymring for, om omnibuspakken vil være et tilbageskridt for klimapolitikkerne.

Kommissionen bør prioritere implementering frem for deregulering

Hvis Kommissionen virkelig bekymrer sig om konkurrenceevnen, om at reducere regelbyrden og om menneskerettigheder og klimaretfærdighed, bør den overveje, hvordan bæredygtighedsinstrumenterne kan implementeres effektivt. Dette kan let gøres ved at udarbejde retningslinjer, der kan hjælpe virksomheder og medlemsstaternes myndigheder som angivet i direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, samt ved at udvikle finansiering og kapacitetsopbygning. En sådan tilgang vil imødekomme Draghirapportens kritik af manglende retningslinjer, der gør det lettere at anvende EU's bæredygtighedslovgivning.

I sidste ende er en hemmelig omskrivning af afgørende bæredygtighedsregler bag lukkede døre med nogle af verdens største virksomheder næppe vejen til at opnå reel konkurrenceevne. 

Andriana Loredan er politisk medarbejder ved European Coalition for Corporate Justice (ECCJ) og har beskæftiget sig med direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, siden forslaget blev offentliggjort i 2022. Hun har tidligere beskæftiget sig med erhvervslivet og menneskerettigheder ud fra et perspektiv om tvangsarbejde ved Anti-Slavery International.