Da jeg trådte ind i COP27-registreringshallen i Sharm al-Sheikh, blev jeg virkelig overvældet. Overvældet af de mange mennesker, alt det der foregik, mangfoldigheden og den megen støj. Kan du forestille dig tusinder af mennesker, der taler i munden på hinanden, men ingen der lytter? Det er vanskeligt at beskrive.

Måske ville det være nemmest at bruge billedet fra biblen om Babelstårnet, hvor folk pludselig begyndte at tale forskellige sprog, da de byggede tårnet, og de ikke kunne kommunikere og samarbejde om at bygge tårnet færdigt. Også ved dette års COP opstod der udfordringer ved at samarbejde om en fælles sag. Tusindvis af mennesker, hver med deres egen dagsorden og særlige fokus, talte med ligesindede i deres sociale bobler. De formelle forhandlinger blev på en eller anden måde overskygget af en form for omrejsende cirkusstemning, hvor det var vanskeligt blot at finde frem til det sted, et arrangement skulle foregå, på grund af manglende tid eller afstanden til stedet. Hvis man ville i dialog, skulle det forberedes på forhånd, og ikke meget kunne overlades til tilfældighederne.

Har vi behov for den slags arrangementer? Giver de håb? Efter min opfattelse trænger denne form for arrangement til logistiske forbedringer. Men da det er det eneste årlige arrangement, hvor så mange forskellige interessenter mødes og deler den samme virkelighed, passion og oprigtige bekymringer for vores fremtid, må jeg sige, at COP27 faktisk gav håb. Måske skyldtes det den fælles oplevelse af varmt vejr i november, mad til overpris i den første uge og møder til langt ud på natten. Det kunne være de historier, vi hørte og udvekslede med folk fra forskellige steder i verden. Det kunne også være den indsigt, at der allerede sker tab og skader overalt som følge af klimaforandringer, og at spørgsmålet om, hvorvidt man skal eller ikke skal handle, faktisk slet ikke er noget spørgsmål længere.

Som en del af ungdomskredsen YOUNGO og delegeret på partskonferencen oplevede jeg trods larmen, det cirkuslignende setup og den brede vifte af arrangementer, at der gik et lys op for mig umiddelbart efter afslutningen på folkets plenarforsamling, nemlig at hvis du ikke står for noget, så falder du for hvad som helst.

Kampen mod klimaforandringer vil aldrig blive vundet ved forhandlingsbordet. Det bliver den først ude i marken som vores fælles sag. Sammen kan vi rive frygtens mure ned, som dråber af vand, der flyder ud i floder, der kan forme klipper og flytte bjerge! Vi skal bygge alliancer, sikre synlig demokratisk deltagelse og overholde menneskerettighederne og bevare værdigheden.
 
Vi kan ikke blive ved med at gentage de samme ting og forvente et anderledes resultat. Hvis vi ikke gør noget, bliver prisen, at vi må give afkald på vores klode. Tiden er inde til at afslutte fortællingen om "for lidt og for sent" og gøre et kæmpe og ambitiøst spring fuld af forhåbning og sikre, at parterne reelt forpligter sig til at respektere de beslutninger, der blev truffet på COP27 i Sharm al-Sheikh.