European Economic
and Social Committee
Den digitale omstilling skal være fair: Menneskerettighederne og menneskelig kontrol skal fortsat være i centrum
Mange europæiske borgere er stadig ikke i stand til at begå sig digitalt, og de fleste nationale forvaltninger har endnu ikke indført digitale løsninger. Hvis man gør adgangen til visse tjenester af almen interesse betinget af, at borgerne har en digital identitet, kan det ende med en situation, der ikke gavner nogen, og hvor et betydeligt antal europæere risikerer at blive nægtet adgang til disse tjenester.
I den udtalelse, som EØSU vedtog på plenarforsamlingen i juli, og som er udarbejdet af Dumitru Fornea, slås der alarm. Nye forvaltningsværktøjer, som indføres med den digitale og industrielle revolution, må ikke være undertrykkende og gøre borgernes dagligdag betinget af at skulle tilmelde sig digitale teknologiske systemer, der kontrolleres på en udemokratisk måde.
"Fordelene ved digitalisering er indlysende", medgiver Dumitru Fornea. "Men hvis man indfører dem for hurtigt, især når det gælder tjenester af almen interesse såsom digital identitet, kan det føre til, at et betydeligt antal europæiske borgere udelukkes fra disse tjenester. Vi må sikre os, at mennesket bevarer kontrollen, under demokratisk kontrol og med inddragelse af civilsamfundsorganisationerne."
Ifølge EØSU bør digitale teknologiske løsninger såsom digital identitet, digitale betalingsmidler og integration i virtuelle og augmented reality-platforme fortsat være supplerende værktøjer og bør ikke fuldstændigt og uretmæssigt erstatte andre former for praksis, der er blevet udviklet og perfektioneret af mennesker gennem tusinder af år.
EØSU var den første EU-institution, der opfordrede til en tilgang med menneskelig kontrol i forbindelse med AI-systemer, og udvalget gentager, at det er af afgørende betydning for mennesker at have det sidste ord og fuld kontrol over beslutningsprocesserne, når det drejer sig om maskinudvikling. (mp)