Af EØSU's Arbejdstagergruppe

Konferencen om Europas fremtid er en særlig lejlighed, et vigtigt øjeblik for oprettelsen af et ægte europæisk offentligt rum, som er hårdt tiltrængt. For at den kan blive en succes, er det vigtigt at nå ud til borgerne samt at gå i dialog med civilsamfundet, med fagforeningerne og med erhvervsorganisationerne. De spørgsmål, der skal drøftes, lige fra europæisk demokrati til social retfærdighed, fra job til miljø, fra migration til klimaændringer, er centrale udfordringer i dag og i fremtiden for vores kontinent og vores lande.

En så ambitiøs dagsordenen skaber med rette høje forventninger. Håb er imidlertid et tveægget sværd, og hvis disse store spørgsmål ikke omsættes til rigtige debatter og praktiske forslag, hvis man ikke formår at inddrage borgere uden for Bruxelles-boblen og indlede et samarbejde med borgere og arbejdstagere i hele Europa, kan håbet hurtigt blive til skuffelse. Dette risikerer at forværre det klima af utilfredshed, som kommer til udtryk i form af stigende ekstremisme og populisme. Politiske drøftelser er en langvarig proces, navnlig hvis almindelige borgere bliver bedt om at tage stilling til meget komplekse spørgsmål. Og selvom der som sagt er tale om en mulighed, så er den korte tid, der generelt er afsat til konferencen, og det knappe indhold, der indtil videre er gjort tilgængeligt - der er blot tale om nogle få udkast til den konstituerende plenarforsamling - en advarsel til os om risikoen for, at konferencen blot munder ud i en række overordnede ideer og erklæringer.

En grundlæggende del af konferencen er EU-borgerpanelerne, der sammensættes tilfældigt af borgere, udvalgt på tværs af medlemsstaterne som et repræsentativt udsnit af den europæiske befolkning. Det første panel afholdes her i september måned, men der foreligger endnu ingen oplysninger om, hvad der præcist vil blive drøftet, da resultaterne af den første foreløbige rapport, der er udarbejdet af en ekstern kontrahent på baggrund af online-bidrag, endnu ikke er blevet offentliggjort. Dette giver uden tvivl mulighed for at lade eksterne idéer indgå i den politiske debat, men det indebærer også en risiko for, at der drøftes alt for mange forskellige emner, eller at man overser grundlæggende spørgsmål, afhængigt af onlinedeltagelsen i de forgangne måneder og den eksterne kontrahents kriterier. Konferencen er sat til at slutte i marts, og der er kun planlagt tre møder pr. panel. Derfor er risikoen for manglende resultater igen meget reel. Et andet grundlæggende spørgsmål, som navnlig vedrører den repræsentative side af den politiske proces, handler om konferencens arbejdsgrupper i plenarforsamlingen og de plenummøder, som EØSU's medlemmer vil deltage i. Deres startdato rykker nærmere, men den eneste information, der foreligger, er navnene på grupperne.

For at nå sit fulde potentiale og nå udenfor Bruxelles-boblen skal konferencen munde ud i konkrete standpunkter og forslag samt skabe mulighed for, at der tages hul på en diskussion, og at den repræsentative og deltagende side af demokratiet kan samarbejde. Som fagforeningsfolk vil vi gøre vores bedste for at sikre, at dette sker, og for at sikre, at borgere og arbejdstagere kommer i første række. Hvis dette skal fungere, er der imidlertid brug for en åben informationsstrøm, og måske også for ekstra tid. (ppr)