European Economic
and Social Committee
Det er på høje tid, at Unionen med lige muligheder bliver en realitet
Det er nødvendigt, at medlemsstaterne iværksætter indsamling af præcise data og egnede politikker for at sikre en effektiv gennemførelse af EU-handlingsplanen mod racisme og afsløre racisme og forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, der er blevet værre under covid-19-pandemien i Europa.
Med en fjerdedel af alle europæere, der føler sig forskelsbehandlet på mindst ét område af deres liv, og forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse, der topper på arbejdsmarkedet, er der en følelse af, at det haster med at ajourføre og håndhæve lovgivningen til bekæmpelse af racisme i hele EU, fremgår det af en virtuel høring, som EØSU afholdt den 18. marts.
I høringen "En Union med lighed: EU-handlingsplan mod racisme 2020-2025" deltog talere fra EU-institutionerne og europæiske platforme vedrørende menneskerettigheder og bekæmpelse af racisme. De tal, der blev fremlagt, tegnede et dystert billede af situationen i praksis.
Ordføreren for EØSU's udtalelse om dette emne, Cristian Pîrvulescu, understregede betimeligheden af EU-handlingsplanen mod racisme, der blev lanceret, netop som uligheder og forskelsbehandling voksede som følge af pandemien.
Fra Kommissionens side fremhævede Thibault Balthazar medlemsstaternes vigtige rolle og opfordrede dem til at vedtage nationale handlingsplaner under inddragelse af civilsamfundet og ligestillingsorganer. Aleksandra Wesoły præsenterede EU-instrumenter såsom Netværket til Bevidstgørelse omkring Radikalisering og andre platforme, der bidrager til bekæmpelse af radikalisering og ekstremistiske narrativer. Maria Daniella Marouda nævnte, at det af et studie udført af "Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance" fremgik, at der var gjort fremskridt inden for lovgivningen til bekæmpelse af forskelsbehandling.
Joanna Goodey fra Agenturet for Grundlæggende Rettigheder understregede, at der, selv om der forelå en lovgivning, var en mangel på data, og at der var behov for en robust og regelmæssig dataindsamling, hvis handlingsplanen skulle blive en succes.
Ordføreren for Regionsudvalgets udtalelse om EU-handlingsplanen mod racisme, Yoomi Renström, understregede, at der var behov for at anerkende de lokale og regionale myndigheder som strategiske partnere i forbindelse med udformningen, gennemførelsen og overvågningen af de nationale handlingsplaner.
Csaba Asztalos, formand for det rumænske råd til bekæmpelse af forskelsbehandling, understregede vigtigheden af tilgængelige databaser og klare kommunikationsstrategier, mens Marie Mescam fra SOS Racisme fremhævede det presserende behov for at skabe et rum for dialog i EU, hvor civilsamfundet, ligestillingsorganer og organisationer til bekæmpelse af racisme kan udveksle erfaringer og dele deres viden.
Juliana Wahlgren, ledende medarbejder med ansvar for juridisk bistand, fra Det Europæiske Netværk mod Racisme, udtrykte håb om, at inddragelsen af personer med en racemæssig eller etnisk minoritetsbaggrund med vigtig ekspertise fra civilsamfundsorganisationerne ville spille en betydningsfuld rolle i forbindelse med en effektiv gennemførelse af handlingsplanen. (mt)