Klokken 5 om morgenen lørdag den 26. februar 2022 begav jeg mig helt spontant mod grænsen sammen med en kollega. Ruslands invasion af Ukraine havde da stået på i to dage.

Den slags ture er hverdagskost for enhver erfaren fotograf, men det er altid forbundet med en vis spænding. Vi kører et stykke tid i mørket i retning af Przemyśl. Undervejs løber vi tør for benzin. Vi ser en masse mennesker. De er forvirrede. Der er en anelse panik.

Vi klarer den. Først grænseovergangen i Medyka. Stor trafikprop, mange parkerede biler. En hoben af mennesker, der venter på familie og venner.

Så kommer den første gruppe. Jeg har set meget i mit liv, men dette syn giver mig en klump i halsen. Unge mødre kommer gående. Hver især skubber de en barnevogn, slæber en kuffert efter sig eller holder et barn i hånden. De får hjælp af de polske grænsevagter. De er rørte.

Det hele er lidt anderledes end ved den anden grænse for ikke så lang tid siden. Her tages der imod de nyankomne med glæde, med tårer i øjnene. Venner eller familie tager disse kvinder med i deres egne biler. Nu er de i sikkerhed. Ikke langt derfra, ja faktisk lige ved siden af, er der en flok ukrainske borgere, som ønsker at vende tilbage til deres land. Det er overvejende mænd. De vil kæmpe mod fjenden.

Så tager jeg til grænseovergangen i Korczowa. Og om aftenen til togstationen i Przemyśl og modtagelsesstedet i det store supermarked.

Og sådan går de næste tre dage.

Det er forskelligt hver gang. Flere og flere flygtninge og flere og flere mennesker, som ønsker at hjælpe. Og de hjælper. Situationen ser ud til at være under kontrol. Forretningerne er åbne, der er elektricitet og man kan, indtil videre, ringe hvor som helst hen. Bunkerne af tøj og madvarer vokser. Det hele vil være nyttigt. Men nyhederne fra fronten bliver værre og værre.

På vejen tilbage møder vi en lang militærkolonne. Situationen er alvorlig. Der foregår jo også en rigtig krig lige på den anden side af grænsen.

Der kommer flere og flere flygtninge fra Ukraine. Tallet har for længst oversteget en million.

De fleste af dem rejser mod de store byer. Her bor de på togstationer, stadioner og plejecentre.