Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har efterlyst en række foranstaltninger for at sikre, at alle høres og drager fordel af Kommissionens Fit for 55-forslag, som baner vejen for, at EU kan reducere CO2-emissionerne med 55 % inden 2030.

"At nå de reviderede 2030-mål som foreslået i Fit for 55-pakken vil påvirke regioner og samfund i Europa forskelligt. Det er derfor yderst vigtigt, at der udformes ordentlige og tilstrækkelige solidaritetsmekanismer, og at disse bliver tilstrækkeligt finansieret med henblik på en socialt retfærdig, konkurrencedygtig og grøn omstilling", sagde Cillian Lohan, næstformand for EØSU.

EØSU's udtalelser og fælles konklusioner

EØSU bakker i sine i alt 22 udtalelser< style="color:blue">< class="underline">kraftigt op om pakken som et nødvendigt middel til at fremskynde energiomstillingen og blive klimaneutral. Det understreges dog også, at politikkerne skal sikre den rette balance mellem social retfærdighed, emissionsreduktioner og konkurrenceevne.

Fælles anbefalinger fra EØSU:

  • Mens nogle sektorer vil blive negativt påvirket af de foreslåede foranstaltninger i pakken, vil overgangen til en grøn industri skabe muligheder for andre. Målet skal være at sikre afbalancerede politikker, der støtter dem, der påvirkes negativt af klimaomstillingen.
  • Der er behov for opkvalificerings- og omskolingsprogrammer for både iværksættere og arbejdstagere for at sikre adgang til de nyeste tilgængelige teknologier og digitale og bæredygtige færdigheder.
  • Inddragelse af civilsamfundet er afgørende for gennemsigtighed og ansvarlighed og for at skabe en afbalanceret økonomisk politik i hele EU, hvor alle interesser forenes.
  • Arbejdsmarkedets parter og relevante civilsamfundsorganisationer spiller en vigtig rolle og skal inddrages i både planlægnings- og gennemførelsesfasen af Fit for 55-pakken.

Det er afgørende, at omstillingen ikke lader nogen i stikken, hvilket betyder, at borgerne skal være selve omdrejningspunktet for den grønne omstilling. (mr)