Jeg deltog i dette COP med en følelse af, at det haster med at skabe forandringer, og en fornemmelse af, at tiden er knap. COP27 var et afgørende COP – det som skulle omsætte ambitioner til handling, og det som skulle føre til forandringer.

Realiteterne taler for sig selv, og de minder os hele tiden om den globale opvarmning og konfronterer os med vores manglende handlekraft på klimaområdet.

Det manglende internationale samarbejde har i de seneste år tydeligt vist sig ved manglende politisk vilje, f.eks. til at etablere en passende fond for tab og skader, selv om de mest sårbare og de mest berørte lande har efterlyst en sådan i årevis.

Dette mål blev endelig nået på dette COP, selv om vi endnu ikke ved nøjagtigt, hvordan det vil blive gennemført.

På COP27 blev der efter lange og komplicerede drøftelser fastlagt et arbejdsprogram for en retfærdig omstilling baseret på social dialog og social beskyttelse. Fagforeningsbevægelsen og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har gentagne gange efterlyst en sådan tilgang.

Men man må huske på, at der ikke ville være nogen klimaretfærdighed uden menneskerettigheder, og at arbejdstagerrettigheder er menneskerettigheder. Og vi talte meget om rettigheder i Sharm al-Sheikh. Civilsamfundet, de store organisationer, fagforeningerne og visse regeringer har fordømt manglen på menneskerettigheder i Egypten.

Et andet spørgsmål, som vi burde stille os selv, vedrører selve COP'ernes, endog selve den internationale klimapolitiks organisering. Bør den reformeres, bør man ikke lytte mere til civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, unge og kvinder, og bør man ikke inddrage dem mere i beslutningstagningen?

Med hensyn til det samlede resultat af COP mangler der helt sikkert ambitioner i betragtning af klimakrisens hastende karakter. Vi har med skepsis deltaget i drøftelser om spørgsmål, som der i forvejen ikke burde herske nogen tvivl om, f.eks. målet om 1,5°C, en hurtigere reduktion af anvendelsen af fossile brændstoffer osv. for ikke at tale om spørgsmål vedrørende finansiering.

Endelig skinner det tydeligt igennem, at mænd fortsat dominerer klimaforhandlingerne, både i kraft af deres antal og plads i hierarkiet. Tilstedeværelsen af kvinder i beslutningstagningen på klimaområdet er afgørende, og deres fravær forværrer ulighederne og forhindrer kvinder i at bidrage mere fyldestgørende til udformningen og gennemførelsen af klimapolitikker.

Tiden går, og COP27 har tydeligt vist, at der trods visse fremskridt stadig er meget arbejde, der skal gøres.

Isabel Caño Aguilar

Næstformand for Observatoriet for Bæredygtig Udvikling