European Economic
and Social Committee
Cillian Lohan, EØSU's næstformand med ansvar for kommunikation
Jeg tænker ofte, at hvis tingene går for let, så er det, fordi jeg ikke udfordrer mig selv i tilstrækkelig grad. Men vores mål, når det drejer sig om at skabe velfungerende systemer, er at sikre, at tingene er lette, at alt fungerer effektivt og gnidningsløst. For mit vedkommende skelner jeg mellem, at processerne bør være enkle, mens indholdet bør være udfordrende.
Jeg har altid kunnet lide at arbejde så intensivt med mine opgaver i EØSU, at de bliver til en udfordring. Det er først på det tidspunkt, at der kan findes værdifulde løsninger.
For mig var processerne og arbejdsmetoderne i udvalget forvirrende, da jeg blev medlem for første gang - lige fra at finde det rette mødelokale til at vide, hvornår jeg skulle trykke på mikrofonen for at tage ordet.
Alle, der begynder på et nyt mandat, kan have brug for et par møder, før arbejdsmetoderne er på plads. Gentagelser fremmer forståelsen. Og selvfølgelig er kaffepauser og uformelle kontakter før og efter møderne en meget værdifuld kilde til viden og information om, hvordan tingene virker!
Nu hvor alle disse almindelige metoder til at lære nye omgivelser at kende, ikke længere er tilgængelige, har det været en helt anderledes start på mandatperioden. Det står ikke engang klart, hvem der er vendt tilbage, og hvem der ikke længere er til stede. Det er ikke nemt for nye medlemmer at få indsigt i, hvordan EØSU fungerer og forstå dynamikken.
Vi har indset, at vi kan udføre vores aktiviteter på afstand. Men vi er også kommet til at sætte pris på merværdien ved fysiske møder. Jeg vil gerne rose det tekniske personale i udvalget. De er kommet i fokus som en kritisk medarbejdergruppe, når det handler om at videreføre udvalgets aktiviteter.
De har fået processen til at køre gnidningsfrit og effektivt, og dermed gjort de nye arbejdsmetoder lettere for os alle.
Jeg vil gerne tro, at telearbejde med opkobling fra vores hjemmekontorer, køkkener eller dagligstuer på en eller anden måde har bragt os nærmere hinanden. Situationen har mindet os om, at vi alle blot forsøger at gøre vores arbejde så godt som muligt, uanset hvor det måtte foregå.
Jeg ved, at når vi igen vender tilbage til mødelokalerne i JDE, vil vi gøre det med fornyet påskønnelse og forhåbentlig en større empati for hinanden, når vi bestræber os på at yde et værdifuldt bidrag på EU-niveau.