I februar 2015 offentliggjorde Kommissionen sin "pakke om Energiunionen", en "rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik". Den indeholdt mange gode forslag og mange løfter, herunder at importafhængigheden ville blive reduceret drastisk, at man konsekvent ville udbrede vedvarende energikilder, og at man ville gøre Europa til verdensleder inden for vedvarende energi. Det blev påpeget, at borgerne ville stå i centrum for politikken...

Hvis vi havde arbejdet konsekvent på at gennemføre disse forslag, ville vi ikke være røget så næsegrus ind i den krise, vi i dag står midt i. Og alligevel forekom medlemsstaterne tilfredse med deres gamle politikker: Tyskland tillod sig selv at blive besnæret af Putins billige fossile brændstoffer og erklærede endda, at udbredelsen af vedvarende energikilder skete "for hurtigt". Udbredelsen blev derfor bremset, og resultatet var et reelt sammenbrud i vindindustrien med et tab på ca. 40.000 job. Polen formår ikke at få styr på sagerne og bevæge sig væk fra kul, og Frankrig drømmer stadig om de påståede fordele ved kerneindustrien. Virkeligheden ser imidlertid noget mere dyster ud. Der er nemlig noget, der hedder klimaforandringer. Mere end halvdelen af Frankrigs reaktorer måtte kobles af nettet på grund af tekniske problemer og utilstrækkelige mængder kølevand. EU's afhængighed af energiimport havde aldrig været så høj, som den var i 2021, og vores udgifter til forskning i og udvikling af klimavenlige teknologier er set med globale øjne i den lavere ende.

Der er reelt kun to muligheder, når det drejer sig om at løse vores nuværende energiproblem og samtidig gøre noget ved klimaforandringerne: langt mere konsekvente besparelser og en virkelig massiv udbredelse af vedvarende energikilder. Der er et enormt potentiale for begge dele. På den positive side giver vores egne vind- og solressourcer langt billigere elektricitet end de (på nuværende tidspunkt) stadig stærkt subsidierede fossile og nukleare kraftværker.

Det handler derfor om at bygge en stor mængde nye, decentraliserede produktionsanlæg, men også om at tiltrække nye aktører, som skal udgøre rygraden i denne energiomstilling. Årsagen til dette er, at energiomstillingen kræver social accept, og en sådan kan kun opnås, hvis vi involverer folk. 90 % af de grønne kraftværker i Tyskland tilhører f.eks. private borgere, landbrugere, kooperativer, SMV'er og kommunale værker og ikke store energiforsyningsselskaber. Der er imidlertid kun få tegn på en strategi, som reelt vil støtte civilsamfundets engagement med henblik på at øge potentialet for at producere og anvende decentraliseret energi til gavn for beskæftigelsen, og som vil sikre, at offentligheden føler sig som en del af og deltager i energiomstillingen ved at fremme prosument- og borgerenergi. Vi vil komme til at betale en høj pris for dette, både nu og i de kommende måneder. Det samme vil klimaet desværre.

Lutz Ribbe, formand for Observatoriet for Bæredygtig Udvikling, medlem af EØSU