EØSU har anmodet det spanske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union om at gå videre med forslaget om at gøre protokollen om sociale fremskridt til et bindende retligt instrument, der kan bidrage til at styrke og bevare de sociale rettigheder i EU.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har givet udtryk for sin enighed i de seneste forslag om at ændre EU-traktaterne med henblik på at medtage protokollen om sociale fremskridt, et instrument, der vil prioritere grundlæggende sociale rettigheder frem for økonomiske friheder i tilfælde af konflikt samt i EU's politikker. Dette vil sikre retssikkerhed og ligebehandling af arbejdstagere i alle medlemsstater.

I en sonderende udtalelse bestilt af det spanske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union sagde EØSU, at en protokol om sociale fremskridt vil sikre sociale fremskridt ved at fremme og sikre de højeste standarder for sociale rettigheder i alle EU-politikker og forhindre tilbageskridt.

Udtalelsen blev vedtaget på EØSU's plenarforsamling den 15. juni med 132 stemmer for, 102 imod og 7 hverken for eller imod. Den fik imidlertid ikke opbakning fra EØSU's Arbejdsgivergruppe, som fremsatte en modudtalelse, der var imod medtagelsen af en protokol om sociale fremskridt i den primære EU-ret. Modudtalelsen blev forkastet, men opnåede mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer og er derfor vedlagt hovedudtalelsen.

Ordføreren for udtalelsen, Maria del Carmen Barrera Chamorro, udtalte: "En protokol om sociale fremskridt vil opretholde princippet om at undgå forringelse af sociale standarder. Det vil forhindre vedtagelsen af enhver politik, der strider mod folkets interesser, hvilket er, hvad der skete med sparepolitikkerne."

"Vi er nu mere end nogensinde nødt til at være på vagt for at sikre, at vi forsvarer sociale og borgerlige rettigheder, og at de anvendes ensartet i hele EU. De skal behandles som vigtigere end det frie marked, især i tilfælde af tvister", sagde medordfører Diego Dutto.

EØSU sagde, at det betragter det spanske formandskab som en stor mulighed for at fremme forslaget. Udvalget opfordrede formandskabet til at indkalde til et møde i Rådet (socialministrene) for at nå til enighed om et fælles forslag og planlægge et særligt EU-topmøde med henblik på vedtagelse heraf.

Det var i første omgang Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), der i 2008 som reaktion på EU-Domstolens afgørelser til fordel for økonomiske friheder, foreslog en protokol om sociale fremskridt. Opfordringen blev taget op igen sidste år i konklusionerne fra konferencen om Europas fremtid, hvor Europa-Parlamentet vedtog en beslutning, hvori det opfordrede til, at en protokol om sociale fremskridt blev indarbejdet i EU-traktaterne.

EØSU's Arbejdsgivergruppe var af den overbevisning, at sociale og økonomiske rettigheder bør nyde samme beskyttelsesniveau, og at en protokol om sociale fremskridt risikerer at underminere selve grundlaget for sociale fremskridt. (ll)