Sofia Björnsson: Solidaritet mellem landbrugere i Sverige

Jeg arbejder for sammenslutningen af svenske landbrugere (LRF), og i begyndelsen af pandemien arbejdede vi meget hårdt for at sikre fødevareforsyningen.

I LRF har vi en ordning for landbrugere, der har brug for hjælp. Hvis en landbruger bliver syg, er der grupper, som kan være med til at tage sig af dyrene eller udføre andet praktisk arbejde, mens landbrugeren er syg. Ordningen blev i al hast indført i marts.

LRF har også hjulpet virksomheder med at matche jobsøgende og landbrugere, der manglede arbejdskraft – for eksempel tilbød en grøntsagsproducent at ansætte folk fra et nærliggende hotel, der var lukket, og der findes mange andre eksempler. Takket være initiativer som disse og fordi mange sæsonarbejdere fra andre lande kunne komme til Sverige, har landbrugs- og skovbrugssektorerne, som i starten ikke havde nok arbejdskraft, nu mere eller mindre sikret sig den arbejdsstyrke, de har brug for.

Mange landbrug, især grøntsagsproducenter, har været nødt til at dyrke andre afgrøder i år, og skovbrugsproducenterne har måttet udsætte visse aktiviteter. Generelt ser det dog ud til, at landbrugssektoren (herunder gartnerier) har klaret sig bedre i Sverige end i mange andre europæiske lande.

I vores organisation er der imidlertid den udbredte opfattelse, at vi er nødt til at udvide vores solidaritet, så den rækker ud over landbrugssektoren. Et praktisk eksempel på, hvad vi har gjort for at hjælpe, er at donere overheadfilm fra vores kontor i Stockholm til fremstilling af beskyttende visirer for ansatte i sundhedssektoren.

Personligt føler jeg mig meget heldig. Ingen af mine nærmeste har været syge med covid-19.

Jeg kan arbejde hjemmefra lige så godt som på kontoret. Når jeg hører naboer skændes i min ejendom, får det mig til at tænke på dem, som er mindre heldige under denne nedlukning ‒ mennesker, der har mistet deres job, børn som ikke har været i skole og ikke har fået et skolemåltid i lang tid og familier, der bor i små lejligheder med meget begrænset plads til at arbejde eller lave lektier.

Men jeg savner min familie, især mine forældre, der er oppe i årerne. Jeg savner at gøre almindelige ting som f.eks. at mødes med mange mennesker på en gang. Og selvfølgelig savner jeg kontoret og mine kolleger.

På trods af smerte, tab og forstyrrelser er jeg overbevist om, at vi kan lære noget af covid-19. Frem for alt tror jeg, at den lærer os at leve med uvished. Vi har været vant til at kunne planlægge vores liv, men pandemien har især i begyndelsen tvunget os til at ændre vaner. Nu har vi tillagt os nye vaner, men vi ved ikke, hvor længe denne uvished vil vare ved.

Det første, jeg vil gøre, når alt dette er overstået, er at mødes med mine forældre og svigerforældre. Jeg har været med mine forældre på en picnic i en park med fysisk distancering, men jeg ser frem til at tilbringe tid sammen med dem i det virkelige liv som i de gode gamle dage.