Princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udarbejdelsen af EU-budgettet

Budgetterne er ikke neutrale. De kan være indikatorer for tilsagnet om at opfylde f.eks. kvinders behov og til at opnå ligestilling mellem kønnene.

EØSU's finans- og budgetudvalg har derfor besluttet at foretage en tilbundsgående analyse af kønsbudgettering. Men hvad mener vi egentlig med det? Vi taler om at indarbejde et ligestillingsperspektiv i udarbejdelsen og gennemførelsen af budgettet. Det betyder, at der skal gøres en indsats for at fremme ansvarlighed og gennemsigtighed med hensyn til de potentielle konsekvenser af udgiftsbeslutninger for ligestillingen, og at der skal fastlægges målgrupper for støttemodtagere for at undgå forskelsbehandling eller uligheder i gennemførelsen af forskellige politikker og tiltag. Denne metode giver en bedre forståelse af, hvordan indtægter og udgifter i forskellige organers, institutioners og regeringers politikker kan have forskellige virkninger for kvinder og mænd. Dette kan også bidrage til, at offentlige ressourcer anvendes på en måde, der kan gøre budgetter og politikker mere effektive.

Kønsbudgettering er baseret på EU's tilsagn om at integrere ligestillingsaspektet, og Europa-Parlamentet og Rådet har gentagne gange opfordret medlemsstaterne til at indføre og gennemføre denne tilgang. Kommissionen er også stærkt engageret i en metode, der vil gøre det muligt at vurdere de kønsrelaterede virkninger af udgifterne på hele EU-budgettet.

I en undersøgelse, som Europa-Parlamentets Budgetudvalg har anmodet om, anbefales det, at Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet tager skridt til at indarbejde princippet om ligestilling mellem kønnene i udarbejdelsen af EU-budgettet. En beslutning fra Europa-Parlamentet har vist, at det går ind for kønsbudgettering, også med henblik på at påvirke andre EU-institutioner i fremtiden.

Jeg mener, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har meget gode forudsætninger for at følge denne henstilling. Europa-Parlamentet kan naturligvis bruge drøftelserne om budgettet og budgetdecharge på plenarmødet til at opfordre til dette mål. Medtagelsen af kønsbudgettering i budgettet og EU-institutionernes gennemførelse heraf vil uundgåeligt kræve politisk engagement og lovgivningsmæssige tiltag. Vi vil seriøst overveje, hvordan vi som rådgivende institution, der repræsenterer civilsamfundsorganisationerne, kan deltage i denne strategiske og vigtige proces.

Giulia Barbucci, EØSU's næstformand med ansvar for budget