European Economic
and Social Committee
Ny TEN-T-forordning er afgørende for Europas bæredygtighed og intelligente mobilitet
Den foreslåede ajourføring af forordningen om transeuropæiske transportnet er nødvendig og hilses velkommen, hvis EU virkelig skal bidrage til bæredygtighed og intelligent mobilitet, herunder gennem jernbanetrafik. Dette var hovedbudskabet i udtalelsen om revisionen af TEN-T-forordningen og forordningen om godstogskorridorer, der blev vedtaget på plenarforsamlingen i marts.
Den nye forordning vil opgradere de eksisterende lovgivningsmæssige rammer fra 2013 og vil på infrastruktursiden bidrage til at nå de mål, der er fastsat i den grønne pagt, strategien for bæredygtig og intelligent mobilitet og jernbanehandlingsplanen.
I sin kommentar til vedtagelsen af udtalelsen sagde Stefan Back:Det er på høje tid at foreslå en ny forordning, der tager hensyn til den nuværende politiske kontekst og udnytter de erfaringer, der er høstet i de seneste år. Planen om at styrke reglerne for gennemførelsen af TEN-T er en god nyhed, fordi indførelsen af den nuværende forordning har været præget af betydelige forsinkelser og ikke har været tilfredsstillende.
Udvalget værdsætter navnlig Kommissionens hensigt om at sætte samhørighed i centrum for forslaget. Det betyder, at der sikres tilgængelighed og konnektivitet i alle EU-regioner for både passager- og godstransport i forbindelse med gennemførelsen af nettet. Desuden bør den nye forordning også føre til en effektiv koordinering og sammenkobling mellem på den ene side fjerntrafik, regional og lokal trafik og på den anden side transport i byknudepunkter.
Ud fra et teknisk perspektiv går EØSU ind for i højere grad at harmonisere infrastrukturkravene i "hovednettet" og "det samlede net” og fastsætte milepæle: 2030 for gennemførelsen af hovednettet, 2040 for det "udvidede hovednet" og 2050 for det samlede net. Med hensyn til 2030-fristen gentager EØSU den tvivl om gennemførlighed, der blev rejst i dets evalueringsrapport for 2020, men mener, at fristen bør fastholdes for at lægge pres på medlemsstaterne. (mp)