Af Cinzia del Rio, italiensk medlem af EØSU

Den russiske invasion af Ukraine vil ændre de geopolitiske og økonomiske forbindelser i verden, og især forbindelserne mellem Rusland og EU. Det demokratiske internationale samfund og den internationale fagbevægelse har på det kraftigste fordømt den uhyrlige militære intervention, som koster civile ofre og ødelægger landets byer og civile og økonomiske strukturer.

Vi har givet udtryk for vores fulde støtte til det ukrainske folk, vi har afholdt demonstrationer mod Putin og hans uprovokerede krig, og vi støtter indførelsen af strenge økonomiske sanktioner mod Rusland, som skal lægge pres på regimet. Halvanden måned efter det hele begyndte, fortsætter grusomhederne, det har vist sig at være vanskeligt at etablere humanitære korridorer, millioner af ukrainere har forladt deres land for at søge tilflugt i EU-lande, mange flere er fordrevne internt i Ukraine, og forhandlingerne om våbenhvile og fred halter bagud.  

Civilsamfundsorganisationer, fagforeninger og NGO'er i hele EU, og navnlig i de lande, der grænser op til Ukraine, har vist deres ubetingede solidaritet i form af nødhjælp, lægehjælp, husly, mad, tøj og medicin.  Direktivet om midlertidig beskyttelse har været afgørende med henblik på at garantere dem beskyttelse og rettigheder i EU, at hjælpe dem med at håndtere nødsituationen og så vidt muligt at integrere dem i vores samfund. Vi skal desuden være opmærksomme på, at 80 % af flygtningene er kvinder og børn, som for første gang oplever krigens grusomheder og vold med psykologiske konsekvenser, som de vil være mærket af for altid. EU er nødt til at være opmærksom på at sikre beskyttelsen af disse sårbare grupper og imødegå risikoen for menneskehandel og seksuel udnyttelse.

Ruslands invasion af Ukraine har konsolideret Ukraines nationale identitet, landets geopolitiske orientering mod de vestlige demokratier og fremskyndet starten på EU-tiltrædelsesprocessen. Den har desuden samlet – med stærke forbindelser – EU og USA, styrket NATO ved Ukraines grænser og samlet landene i EU, som har reageret med en enstemmig fordømmelse af den russiske invasion og krigens brutalitet.  Men ud over en første EU-sanktionspakke, der for nylig blev udvidet til også at omfatte import af kul, er en fælles beslutning om at forbyde import af især gas og olie umulig, da den ville betyde, at Europa bliver nødt til hurtigt at se efter alternative forsyningskilder for ikke at gøre sin økonomiske overlevelse afhængig af Rusland. Men vi er ikke klar endnu. Vi har brug for enstemmighed blandt de europæiske regeringer, og konsekvenserne af en total blokade af importen af russisk energi for det nationale BNP ville være for voldsomme for nogle lande.

Den ville indebære lukning af virksomheder og tab af arbejdspladser efter pandemikrisen. En fuldstændig embargo på gas og kulbrinter kommer selvfølgelig til at tage noget tid at gennemføre, men kursen er sat, og tidligere økonomiske forbindelser med Rusland er blevet opgivet for altid. I den forbindelse har EU dog et ansvar for at redde resterne af den ukrainske økonomi for at undgå en langvarig katastrofe i de kommende år og indlede en konkret dialog med Ukraine vedrørende tiltrædelsesprocessen, uden at det skader den igangværende tiltrædelsesproces for landene på Vestbalkan.

EU er nødt til at træffe kompenserende foranstaltninger for at tackle de negative økonomiske og sociale følger af konflikten og de relaterede sanktioner over for vores medlemsstater. Vi kan ikke se bort fra, at sanktioner over for Rusland vil påvirke EU's mål for bæredygtig udvikling, som vi har aftalt sammen med investeringerne i Next Generation EU-pakken. Men vi er nødt til at fastholde de forpligtelser, der er indgået med hensyn til den grønne og den digitale omstilling, og at sikre en bedre social dimension i Europa.

Krigen har også alvorlige konsekvenser for den globale og europæiske fødevareforsyning. Den vil forværre den allerede vanskelige situation for europæiske landbrugere og forbrugere yderligere som følge af stigende priser. Vi er nødt til at fokusere på foranstaltninger for at sikre fødevaresikkerheden i EU, både på kort sigt efter invasionen og på lang sigt. Indtil da bør vi ikke se bort fra, at krigen også har en stor indvirkning på fødevareforsyningen i tredjelande. En ny social og økonomisk krise skal forhindres, spekulanter i fødevare- og oliepriser skal stoppes, og der bør overvejes foranstaltninger for at beskatte deres ekstra fortjeneste.  

Men målet er at standse krigen og gøre det muligt at indlede forhandlinger og en fredsproces. EU bør blive en reel geopolitisk aktør, den førende ved bordet, for det er EU's fremtid, der er på spil. Kina og Tyrkiet har visse politiske og økonomiske fordele i disse forhandlinger, men de er ikke førende inden for demokrati og respekt for grundlæggende menneskerettigheder. Alt dette udgør et vendepunkt i EU's historie og indebærer politiske, økonomiske og strategiske konsekvenser for hele verden. EU skal påtage sig nye ansvarsområder og bevæge sig i retning af en stærkere politisk integration: vi kan ikke have et fælles forsvarssystem uden en fælles udenrigspolitik og en stærkere og mere sammenhængende politisk integration. Ethvert skridt i retning af et integreret forsvar skal ledsages af en klar demokratisk kontrol med et sådant system.

Risikoen for krig i Europa bør tilskynde EU's regeringer til at arbejde hen imod en klar politisk integrationsproces inden for rammerne af konferencen om Europas fremtid.
EU har sine værdier at forsvare og beskytte og et ansvar for at sikre den fred, som vi har sikret i Europa i de seneste 70 år.