Da Villavecchia-fonden hørte nyheden om, at kræftsyge børn blev evakueret fra Ukraine, tøvede medarbejderne ikke et sekund. De meldte sig straks som frivillige til at modtage og hjælpe børnene og deres familier. Men for at kunne give børnene den rette pleje og støtte, som de havde så hårdt brug for, var fonden nødt til at samarbejde med hospitaler og mange andre aktører, herunder frivillige. I fællesskab lykkedes det dem at give de unge patienter et trygt sted i Barcelona. Natàlia Ferrer Ametller fortalte os deres historie.

EØSU info: Hvad fik jer til at iværksætte jeres projekt eller initiativ?

Vi fik at vide, at kræftsyge børn blev evakueret fra Ukraine, og tilbød så vores hjælp til de involverede myndigheder og den internationale organisation, der stod for evakueringen. Da vi fik til opgave at tilrettelægge hele operationen, modtog vi øjeblikkelig støtte fra den internationale Josep Carreras-fond, således at vi kunne lede operationen i fællesskab. Mange andre aktører tilbød også deres hjælp. Vi tøvede ikke et sekund, men følte, at vi måtte hjælpe med det, vi kunne: med at tage imod og hjælpe de kræftsyge børn samt støtte deres familier i samarbejde med de hospitaler, der stod for behandlingen.

Hvordan er jeres projekt blevet modtaget? Har I fået feedback fra dem, I har hjulpet? (Kan I eventuelt give os et eksempel?)

Det var en meget intens oplevelse, og vi lærte mange ting. Frem for alt blev vi bekendt med flygtningenes barske virkelighed. Det største problem var sproget og visse kulturelle aspekter. Vi fik dog hjælp fra mange frivillige, der udførte et enormt stort arbejde med at tolke, ledsage børnene under deres hospitalsophold og ambulanceture samt i forbindelse med besøg og formaliteter. Man er kommet langt med mange behandlinger, og mange børn har allerede afsluttet deres akutte behandling og er i efterbehandlingsfasen. Nogle af dem har således kunnet vende hjem. Her er f.eks. et billede af et af børnene, Mykola, sammen med sin mor og vores sygehussocialrådgiver. Vi gik igennem en meget svær tid sammen, hvor den største gave var børnenes smil og den ro, som deres mødre gav dem.

Hvordan vil I anvende disse midler til at hjælpe lokalområdet yderligere?

Vi vil fortsætte arbejdet. I tre familier befinder børnene sig stadig i en akut fase på grund af komplikationer i forbindelse med deres behandling. De har brug for indkvartering, fornødenheder, transport, hjælp med medicin, oversættelse osv., og de øvrige familiemedlemmer skal fortsat mærke, at vi er der for dem.

Har I allerede planer om nye projekter?

Ja, vi arbejder på at oprette Victoria Pavilion, et børnehospice, som er det første af sin slags i Spanien. Det vil være et sted for uhelbredeligt syge børn, der befinder sig på et fremskredent stadium eller kun har kort tid tilbage. Vi vil renovere en historisk bygning på et meget symbolsk sted, der udgør en del af Sant Pau-hospitalet i Barcelona.

Hvilket råd vil I give til andre organisationer, der ønsker at skabe resultater med lignende aktiviteter og programmer?

For os at se er det meget vigtigt, at man præcist fastlægger de eksisterende behov og dernæst udformer projekter, der imødekommer disse behov, hvor vanskeligt det end måtte være. Man skal kunne lytte, lære, tage imod hjælp og samarbejde med andre aktører, så man supplerer hinanden. Man skal forstå at værdsætte andres arbejde, og alle skal formå at arbejde hen imod samme mål.

Tror I, at solidariteten med de ukrainske flygtninge gradvis vil slippe op, hvis krigen i Ukraine fortsætter?

Desværre bliver aktuelle begivenheder hurtigt gårsdagens nyheder, og den solidaritet, de skaber, risikerer at være kortvarig. Men omvendt har folk også en stor evne til at holde fast og kæmpe for rettigheder og social retfærdighed.

Hvad kan og bør civilsamfundsorganisationerne gøre for at undgå, at det sker?

De bør opfordre myndighederne til fortsat at yde bistand og styrke de sociale organers rolle.

Kan EU spille en aktiv rolle i den henseende?

Ja, ved at fremme de anbefalinger, der på europæisk plan er blevet givet til regeringer og myndigheder om at samarbejde og lette de relevante organers arbejde. Det fungerer ikke, hvis myndigheder og organer arbejder hver for sig uden nogen indbyrdes forbindelse. De offentlige myndigheder har brug for civilsamfundet, som hverken kan eller skal holdes udenfor. Mange sociale organer har arbejdet uden støtte fra de offentlige myndigheder. Vi er godt klar over, at det kræver en indsats at være åben og arbejde i et netværk. Men for os er dette en oplagt lejlighed til at arbejde sammen.