European Economic
and Social Committee
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har opfordret Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og medlemsstaterne til øjeblikkeligt at ændre valgakten fra 1976, så det garanteres, at alle EU-borgere med et handicap reelt har ret til at stemme ved Europa-Parlamentsvalget i 2024.
I sin udtalelse om Behovet for at sikre, at personer med handicap reelt har ret til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet, som blev vedtaget den 2. december, opfordrede EØSU til, at principperne om almindelige, direkte og hemmelige valg tydeliggøres i lovteksten.
Det vil sætte en stopper for forskelsbehandlingen af vælgere med handicap forbundet med de nuværende regler eller ordninger i de forskellige medlemsstater, som varierer betydeligt fra land til land. Det vil også kunne fjerne juridiske eller tekniske hindringer i hele Europa, som i øjeblikket fratager millioner af mennesker deres stemmeret.
Udtalelsen følger op på en informationsrapport fra EØSU, der konkluderede, at disse hindringer resulterede i, at der ikke var et eneste EU-land, som kunne garantere fuld adgang til EU-valget for alle.
Rapportens konklusioner, som blev offentliggjort to måneder inden Europa-Parlamentsvalget i 2019, blev senere bekræftet af mediernes og civilsamfundets valgdækning.
"EØSU finder en sådan forskelsbehandling uacceptabel og i strid med EU's grundlæggende værdier, traktaterne og vigtige internationale retsakter og politiske akter," sagde Krzysztof Pater, der stod bag både informationsrapporten og udtalelsen.
"Det, vi beder om, handler om princippet om lige rettigheder for alle. Hvordan kan det passe, at millioner af EU-borgere med handicap i det 21. århundrede ikke kan udøve deres ret til at stemme, og at beslutningstagerne stort set ikke gør noget for at ændre på det? Det er et centralt spørgsmål for det europæiske demokrati. Frem for alt er det et spørgsmål om menneskelig værdighed," understregede Krzysztof Pater.
Efter EØSU's mening kan man hurtigt fjerne eksisterende praksis, som forskelsbehandler EU-borgere med handicap, ved at ændre valgakten på en måde, der gør det obligatorisk for EU-landene at indføre standarder, der garanterer disse mennesker en reel ret til at stemme.
Disse standarder omfatter tilføjelsen af en erklæring, hvoraf det fremgår, at ingen EU-borger på grundlag af national lovgivning kan berøves retten til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet på grund af handicap eller helbredsstilstand.
De nødvendige standarder til præcisering af principperne om direkte og hemmelige valg skal sikre, at alle personer med handicap, uanset karakteren af deres handicap, kan stemme selvstændigt og hemmeligt. (ll)