Laure Batut: Frygt, modstandskraft og hvad så?

Først frygt, så forbløffelse

Frygten. Den sande frygt. Den, der stoppede alt. Den, der ved aftenens optælling af de døde giver anledning til bekymring for vores nærmeste, vores yngste eller vores ældste, de allerskrøbeligste. Den frygt, der minder os om, at mørket trænger sig på, at det venter på os.

Forbløffelsen kom, da det blev klart, hvor uforberedte de franske sundhedsmyndigheder, lægerne i frontlinjen og medborgerne i baggrunden var. Alle manglede de mest basale værnemidler til at beskytte sig selv og til at kunne behandle. Forbløffelse, også over hvordan samfundet i et land som Frankrig (og de oversøiske departementer) - på et øjeblik formåede at stoppe al støj fra menneskelige aktiviteter, at forlade byer og skoler efter en lang vinter med vrede og berettigede protester i gaderne.

Verden, der som følge af pandemien, blev endnu mere globaliseret, blev gennem nedlukningen splittet op i en mangfoldighed af individer, som levede hver for sig omend side om side. Pandemien har gjort alle kløfter endnu større.

Statens indsats

De offentlige myndigheder, navnlig sundhedsvæsnet, har til opgave at redde liv. Lidt efter lidt fik de den nødvendige logistik på plads med manøvrer, der til tider mindede om spil for galleriet såsom transport af enkelte syge mennesker i tog eller helikoptere, samtidig med at privathospitaler, der var klar til at træde til, ikke blev kontaktet.

Virksomheder inden for centrale tjenesteydelser i byen fik hjælp fra staten, så deres opgave var at holde folk i live ved at sørge for forsyninger og rengøring...

Men deres lønmodtagere befandt sig i meget forskellige situationer med hensyn til beskyttelse mod virus og modtog ingen systematisk belønning.

Og så, modstandskraften

Den opstod gennem forbindelsen mellem lærere og deres elever via internettet, over telefonen, gennem radio, tv, medierne både til arbejde og fritid: tiden skulle fyldes ud, tiden skulle planlægges, der skulle arbejdes. Hver aften kl. 20.00 stod folk i vinduerne og klappede af plejepersonalet. Det var ikke staten, der gav dem den forventede anerkendelse.

Lønmodtagerne fik øjnene op for, at de selv var i stand til at innovere. Hjemmearbejde, som undertiden var blevet nægtet visse medarbejdere, bredte sig som en steppebrand. Forældre, især mødre, har måttet varetage to job: deres eget og jobbet som underviser.

Fagforeningernes rolle som mægler mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og de statslige myndigheder har givet dem en fornyet legitimitet i landet. Man må håbe, at man fremover ikke kun hører dem, men især lytter til dem.

Europa

EU har takket være Kommissionens første udmeldinger også forbløffet!

Det var mere end en Marshallplan, der blev lagt frem. Sikken en saltvandsindsprøjtning! Men regeringer og parlamenter var som vi ved ikke sene til at finde på undskyldninger for at trække tingene i langdrag.

Mange mindre virksomheder - med få ansatte og begrænsede midler - er allerede gået konkurs i landet. Små restauranter, der netop var startet af unge mennesker, er blevet solgt med tab. Bankerne træder ikke til for dem. Lønmodtagerne kan få udbetalt supplerende dagpenge indtil september, men hvad så bagefter? Trods statsstøtte har store virksomheder, som f.eks. Air France-KLM (som har modtaget 7 mia. EUR fra Nederlandene og Frankrig) og Airbus på skandaløs vis foretaget afskedigelser blandt sine medarbejdere. Samtidig strømmer 700.000 unge mennesker ud på arbejdsmarkedet efter sommerferien.

Dagen derpå?

Den begynder at minde om dagen før! For det første fordi virussen stadig er i omløb. For det andet fordi de reformer, der allerede var undervejs "før" vil dukke op igen "bagefter", mens arbejdsmarkedet i Frankrig ikke vil vide af dem. Regeringen forsikrer borgerne om, at skatterne ikke skal finansiere faldet i BNP på 13 %. Alligevel har der denne sommer ikke været nogen ende på fyringer og prisstigninger på energi, transport, frugt og grønt...

Set i lyset af det krisen har lært os, vil måden at tilrettelægge arbejde på blive forandret. Hjemmearbejde, platformsarbejde og videokonferencer vil kræve regler, der endnu ikke findes. Efter at have udvist modstandskraft er tiden nu inde til at være agtpågivende. Vil krisen afsløre, at de økonomisk stærkest stillede altid klarer sig bedst, og at de mindre velstillede klarer sig dårligere og dårligere? I Parisregionen var der flest syge i det fattigste departement. Det er der desværre ikke noget nyt i, vel?