INSTITUTIONELLE FORHOLD OG EU-BUDGETTET

Med Lissabontraktaten startede en ny epoke, der gav borgerne og deres repræsentative organisationer nye muligheder for at deltage i den EU-politiske beslutningsproces og dermed for at styrke EU‑institutionernes demokratiske legitimitet. I lyset af brexitforhandlingerne og de seneste geopolitiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske og sociale udfordringer, som EU står overfor, er de 27 EU-medlemsstater imidlertid igen begyndt at reflektere over Unionens fremtid.

De politikker, der gennemføres på europæisk plan, finansieres over Den Europæiske Unions budget. Dette budget udgør ca. 1 % af de 28 EU-landes bruttonationalindkomst (BNI), hvilket svarer til 157,9 mia. EUR (2017). Ca. 94 % af EU-budgettet går til programmer og projekter i både medlemsstaterne og uden for EU. Ca. 6 % af budgettet går til administrative omkostninger. Pengene kommer overvejende fra nationale bidrag, der beregnes på grundlag af BNI og moms, og fra traditionelle egne indtægter (told på import fra lande uden for EU). De største udgiftskategorier er vækst (fremme af konkurrenceevnen med henblik på vækst og jobskabelse samt økonomisk, social og territorial samhørighed), naturressourcer (landbrug og fiskeri), sikkerhed og økonomisk vækst, sikkerhed og medborgerskab, udenrigspolitik samt administration.

EØSU om institutionelle forhold og EU-budgettet

EØSU har aktivt medvirket til, at EU-traktaterne er blevet ændret, og har bidraget til reformer af institutionerne. Udvalget vil fortsætte med dette arbejde gennem sine udtalelser, hvor civilsamfundets synspunkter repræsenteres i den politiske dialog om Europas og EU-institutionernes fremtid.

EØSU er fortaler for, at EU-budgettet skal bruges til at sætte fornyet skub i den økonomiske vækst og skabelsen af arbejdspladser, fremme innovation og konkurrenceevnen samt reagere på interne og eksterne udfordringer. Derudover skal der mere fokus på de resultater, der opnås ved hjælp af EU‑budgettet. Ved at indføre en ny ordning, hvor EU-budgettet i højere grad finansieres af egne indtægter, burde man kunne komme væk fra debatten om de enkelte medlemsstaters nettobalance, da dette strider imod de værdier om solidaritet og gensidige fordele, som ligger til grund for den europæiske integration. Det er helt afgørende, at procedurerne i forbindelse med anvendelsen af EU‑budgettet gøres mere enkle, og at vi kan reagere fleksibelt på presserende udfordringer.