Den unge klima- og menneskerettighedsaktivist og medstifter af Youth for Climate Belgium, Adélaïde Charlier, fortæller om alt det, der gik galt ved COP29-klimaaftalen, som netop er blevet forhandlet på plads i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Mange betragter COP29 som et symbol på tillidssvigt og klimaulighed, og civile organisationer og sårbare lande er dybt skuffede.

Den nylige COP29-klimakonference i Baku har splittet verden, og sårbare lande og civilsamfundet er dybt frustrerede over det, de betragter som et tillidssvigt. Selv om der blev indgået en aftale – med et løfte om 300 mia. USD om året til at hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig klimaændringerne inden 2035 – rækker det langt fra til at opfylde det presserende behov hos dem, der oplever klimakrisen på nærmeste hold.

"Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale"

24 timer før den endelige aftale blev underskrevet, slog Harjeet Singh, der er direktør med ansvar for globalt engagement hos Fossil Fuel Non-Proliferation Treaty Initiative, tonen an: "Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale". Hans udtalelse afspejlede den stigende spænding mellem de berørte lande, civilsamfundet og de mere velstående nationer. Søndag blev det nedslående resultat af konferencen præsenteret med kun ét finansielt mål: løftet om at yde "300 mia. USD om året inden 2035". Målet er latterligt, da det ligger langt under det, de sårbare lande i fællesskab havde efterlyst (1,3 bio. USD til dækning af deres behov for tilpasning, afbødning og håndtering af tab og skader).

Aftalen er knyttet til det nye kollektive kvantificerede mål (NCQG), som skal finansiere klimaomstillingen i udviklingslandene. Selv om beløbet er tre gange højere end målet fra 2009 på 100 mia. USD, som først blev nået to år for sent i 2022, er det stadig langt fra nok. Tager man inflationen i betragtning, svarer 2009-løftet på 100 mia. USD til 258 mia. i 2035. Set i dette lys er det en reel stigning på kun 42 mia. USD. De sårbare landes opråb var helt klart: "billioner, ikke milliarder".

Strukturen i det foreslåede finansielle mål er lige så skuffende som selve beløbet. Der er slet ingen særlige forpligtelser om offentlige finansieringsmekanismer såsom tilskud eller subsidier, som landene i det globale syd har så hårdt brug for.

Der er heller ingen delmål for tilstrækkelig finansiering til afbødning, tilpasning og håndtering af tab og skader. Manglen på et klart fokus på tilpasningsforanstaltninger viser sammen med en uforholdsmæssig stor vægt på afbødning – der primært finansieres af multilaterale udviklingsbanker og den private sektor – at vi stadig ikke har taget ved lære af 2009. Her blev der slet ikke afsat nok midler til afbødningsforanstaltninger, og at der heller ikke blev taget ansvar eller afsat særskilt finansiering til tab og skader, gjorde kun situationen værre.

Tab og skader nævnes ganske vist, men i stedet for at indgå som en meningsfuld del af aftalen, omtales det kun vagt og overfladisk. Rammen lader også døren stå på vid gab for en omfattende afhængighed af privat finansiering, bl.a. gennem offentlig-private partnerskaber, private investeringer med lav risiko støttet af offentlige midler og fuldt ud private investeringer, som aktivt tilskyndes.

Det historiske ansvar bliver overset

Ud over den utilstrækkelige finansiering har aftalen afsløret, at der er dybe revner i klimadiplomatiet. De mere velstående lande har undladt at påtage sig en tilsvarende større del af ansvaret – de overlader i stedet den finansielle byrde til de sårbare lande, der allerede lider under de største konsekvenser af klimaforandringerne. Lande som Indien, Cuba, Bolivia og Nigeria gav udtryk for deres vrede og beskyldte de rige lande for ikke at betale for deres historiske drivhusgasudledninger.

Denne tilsidesættelse har ført til et totalt tillidsbrud, og spændingerne har nået et niveau, som vi ikke før har set i COP-forhandlingerne. Det nuværende løfte om 300 mia. USD falmer i forhold til den 1 bio. USD, som FN's eksperter vurderer, at udviklingslandene (eksklusive Kina) som minimum har brug for i investeringer inden 2035.

En dårlig aftale indgået under pres

Verdens fattigste og mest sårbare lande, herunder de 45 mindst udviklede lande (LDC-lande) og 40 små østater, endte under et enormt politisk pres med at acceptere aftalen. Frygten for slet ikke at få nogen aftale i hus – og især udsigten til Donald Trump i præsidentsædet, hvilket kan true fremtidige klimafremskridt – tvang dem til at skrive under. For mange var det et bittert kompromis: de var nødt til at acceptere utilstrækkelig finansiering for at sikre øjeblikkelig bistand.

Prisen for forsinkelser

Denne "dårlige aftale" er ikke blot et slag for de diplomatiske forbindelser – det får også ødelæggende konsekvenser for millioner af menneskeliv. Sårbare lande er allerede blevet presset til deres yderste af de ekstreme vejrforhold, den stigende vandstand i havene og ressourceknaphed. Regeringerne i de mere velstående lande er nødt til at se i øjnene, at det kommer til at koste langt mindre at investere i klimaindsatsen nu, end det gør at vente på den katastrofalt høje regning, som naturen tvinger os til at betale.

Resultatet af COP29 er en kraftig påmindelse om, at klimakrisen kræver en modig, hurtig indsats og retfærdighed for de hårdest ramte. Uden banebrydende forpligtelser bliver kløften mellem det globale nord og syd større og større for hvert år, der går, og det underminerer selve essensen af det globale klimasamarbejde.

Nu hvor næste stop er COP30, står det klart, at kampen for klimaretfærdighed langt fra er slut.

Adélaïde Charlier er en 23-årig europæisk klimaretfærdighedsaktivist, bedst kendt som medstifter af Youth for Climate Belgium og senest som stifter af organisationen The Bridge (brobygning mellem unge og klimapolitik). Hun er også nomineret til Forbes' 2024-udgave af 30under30.