European Economic
and Social Committee
Kære læsere
Nu, hvor 2023 går på hæld, vil jeg gerne stoppe op et øjeblik og reflektere over de vigtige milepæle, som vores udvalg har nået i det forgangne år.
Da jeg tiltrådte i april, forpligtede jeg mig til at gøre EØSU til et mere inklusivt og åbent forum, hvor EU's borgere, især de unge, kan give udtryk for deres bekymringer og holdninger. Jeg er stolt over at kunne fortælle, at EØSU har gjort store fremskridt og nu er den første EU-institution til at indføre EU's ungdomstest. Det betyder, at unge vil deltage i processen med at udarbejde udtalelser og give deres synspunkter til kende om emner af betydning for deres fremtid – virtuelle verdener, økonomi og demokrati. EØSU's ungdomsgruppe vil overvåge disse aktiviteter nøje og stå i spidsen for ungdomsinitiativer her i huset.
Vi er kommet med en opfordring til en blå EU-pagt – en omfattende vandstrategi for Europa. Et samlet EØSU har presset på for at gøre dette emne til en politisk prioritet for den næste Kommission. Jeg tror, vi har formået at skabe et momentum, som vi nu skal fastholde. Med stadig hyppigere tørker, oversvømmelser og hedebølger kommer EU's blå pagt på et afgørende tidspunkt. Europa har hurtigst muligt brug for en selvstændig og tværgående tilgang til forvaltningen af vand, og der er ingen tid at spare.
Europa befinder sig i en ny geopolitisk kontekst, og som kommissionsformand Ursula von der Leyen har sagt, er vi nødt til at svare, når historien kalder på handling. Jeg er overbevist om, at EU-kandidatlandene ønsker konkrete tiltag. EØSU gør sin del ved at gå forrest og integrere kandidatlandene gradvist. Vi har vedtaget et initiativ om "medlemmer fra kandidatlande", som indebærer, at der fra og med 2024 vil være civilsamfundsrepræsentanter fra EU-kandidatlandene med i vores rådgivende arbejde. Jeg havde på vores civilsamfundsforum i Thessaloniki og under mit seneste besøg i Kiev lejlighed til at tale med repræsentanter for civilsamfundet fra hhv. det vestlige Balkan og Ukraine. Mit budskab var klart: EØSU er en troværdig partner, der opfylder sine forpligtelser. Jeg tror fuldt og fast på, at det er den rette vej at gå.
Det er blot nogle af de vigtigste højdepunkter fra 2023, men lad mig gentage, at vi ikke kunne have nået disse milepæle uden en fælles indsats fra hele udvalget, vores medlemmer og vores medarbejdere. Jeg vil gerne takke jer for jeres beslutsomhed og vigtige opgave med at være civilsamfundets stemme.
Med det nye år, som står for døren, ser vi også frem til starten på det belgiske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union. Først vil jeg takke vores spanske kolleger for deres hårde arbejde og store indsats under hele det spanske formandskab. Dernæst vil jeg glæde mig til at arbejde sammen med det belgiske formandskab.
Jeg ønsker jer en festlig afslutning på året og ser frem til at fortsætte det gode arbejde næste år.
Oliver Röpke
Formand for EØSU