Af Willem Vriesendorp
Bæredygtighed kan kun opretholdes, hvis den er resultatet af en demokratisk proces. Det er positivt, at parterne i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) mødes hvert år. Partskonferencen (COP) er en stærkt tiltrængt dialog og et signal om, at vi tror på en demokratisk løsning på dette område.
Det er vores opfattelse, at tiden ofte er noget, der ignoreres i debatten om bæredygtighed. Jeg tror, vi med sikkerhed kan sige, at ingen er imod miljømæssig bæredygtighed, men der er forskel på ambitionsniveauet, når det kommer til, hvor lang tid det må tage at nå visse tærskler og mål. COP bør bidrage til at fremskynde denne proces, men kan også have den modsatte virkning, hvis den fungerer som en snakkeklub med fokus på at bekæmpe symptomerne snarere end de bagvedliggende årsager. I så fald kan den have en negativ virkning og blive en form for grønvaskning.
Hvad angår COP28 håber vi, at den munder ud i tre tiltag: For det første en konkret handlingsplan for at standse investeringer i ny energi baseret på fossile brændstoffer samt en hurtig udfasning af de eksisterende fossile energikilder. For det andet en aftale om tab og skader. Der er ingen tvivl om, at de bredeste skuldre bør bære de tungeste byrder, navnlig efter at Vesten i århundreder har monetariseret offentlige goder for privat vindings skyld. Derfor er der behov for en aftale om tab og skader. Den kan imidlertid kun indgås, hvis det globale nord går med til at betale. For det tredje en gennemgribende revision af de globale kapitalmarkeder og -systemer. Vi er nødt til at sætte en pris på miljøeksternaliteter og forurening med sigte på at gøre det sværere at finansiere forurenende projekter.
Denne COP vil være særlig interessant, eftersom resultaterne af den første globale statusopgørelse vil blive fremlagt, og vi utvivlsomt er på vej i den helt forkerte retning. Sidste lørdag steg den globale gennemsnitstemperatur for første gang nogensinde til over + 2 °C. Det blev knap nok bemærket. Der er brug for øjeblikkelig handling. Det betyder, at COP28-formandskabet skal indtage en rolle, der kræver høj grad af selvdisciplin og fremsyn. Dets opgave svarer nemlig til, at byens bedste burgerbar går ind for at forbyde salg af burgere og anbefaler en lov, der kun tillader plantebaserede burgere.
Jeg kan ikke komme i tanker om mange andre eksempler på lederskab, hvor man sætter andre først, eller adfærdsforskere som Daniel Kahneman, der påpeger, at det er ekstremt sjældent og næsten umenneskeligt at kunne mønstre en så høj grad af selvdisciplin og fremsyn.
Derfor er vi nødt til at presse på udefra – og her er civilsamfundsorganisationerne afgørende. Vi mener også, at frontløbere inden for bæredygtighed, dvs. virksomheder, der allerede går længere, end de gældende miljønormer kræver, har en meget stor rolle at spille. Vi skal sørge for, at de kommer til orde og viser forhandlerne, at bæredygtighed betaler sig. Det er ikke kun et forretningsmæssigt grundlag, der bringer os tættere på vores klima- og miljømål – det er også en god forretning.
Det er præcis det, vi gør i #SustainablePublicAffairs. Vi er den hidtil første lobbyvirksomhed inden for offentlige anliggender, der kun beskæftiger os med sager, der gavner miljøet. Vores mål er at gøre de resultater, som frontløberne inden for bæredygtighed opnår, til normen ved at slå til lyd for at hæve ambitionerne i miljøpolitikken.
Vi opfordrer hele lobbysektoren til at spille en mere positiv og ansvarlig rolle. De fleste (strategi-)konsulent-, revisions- og advokatfirmaer, kommunikations- og PR-rådgivere og lignende går i øjeblikket med liv og sjæl op i at arbejde for sager, der er i strid med Parisaftalen. For os at se er det af stor betydning, at disse støttebrancher indtager en holdning og vælger, hvem de arbejder for: Ingen bør i sin jobfunktion arbejde for at fremme en udvikling, man som privatperson er imod.
Vi tror, at et opråb fra frontløberne på bæredygtighedsområdet og fra lobbysektoren vil få COP28-formandskabet til at indse, at bæredygtighed er en god forretning og fremtidens forretningsmodel. Det er tid til at handle, og vi bør træffe så mange af de påkrævede tiltag så snart som muligt. At tillade os den luksus at lave prognoser for fremtiden hører allerede en fjern fortid til. Vi er nødt til at begynde at opstille et fremtidsperspektiv ud fra vores forestilling om, hvordan verden skal se ud i 2050 ("backcasting") – og det betyder desværre, at vi skal fremrykke nogle af de tiltag, der gør mest ondt.
Det kan vi kun gøre, hvis vi står sammen.
Denne artikel blev skrevet, mens COP 28 stadig var i gang.
Se mindre