European Economic
and Social Committee
De negative tendenser med hensyn til opretholdelsen af retsstatsprincippet i EU skal vendes ved hjælp af civilsamfundet
Konferencen om grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, der blev afholdt af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, afslørede alvorlige krænkelser og negative tendenser på fire områder, som er omfattet af den europæiske retsstatsmekanisme (retssystem, bekæmpelse af korruption, mediepluralisme og magtadskillelse). EØSU understregede, at civilsamfundet er en dynamisk aktør i forsvaret af dette grundlæggende EU-princip.
Formanden for EØSU's ad hoc-gruppe om grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, Cristian Pîrvulescu, fremhævede civilsamfundets rolle: "Vi inddrager ikke repræsentanterne for civilsamfundet for "princippets skyld". Vi lytter til civilsamfundet, fordi dets bidrag er vigtigt i disse afgørende spørgsmål".
EØSU's næstformand, Giulia Barbucci, udtalte, at "EU's retlige og politiske tiltag ikke kan stå alene. Vi må også sikre en bedre inddragelse af civilsamfundsaktørerne, da de danner bro mellem den brede befolknings forventninger og institutionerne".
Den aktuelle sundhedskrise og de foranstaltninger, der er truffet af myndighederne, har imidlertid forstærket de allerede eksisterende udfordringer på dette område. Kommissionen fremhæver i sin rapport om retsstatsprincippet af juli 2021 disse negative tendenser, men også en række positive udviklinger.
Statssekretær i det slovenske udenrigsministerium Gašper Dovžan tilføjede, at "overholdelsen af retsstatsprincippet aldrig bør udsættes for et dilemma eller blive offer for en krise".
Ikke desto mindre "er der stadig en masse, der skal gøres, og en lang vej endnu" ifølge Matthew Caruana Galizia. Hans mor, Daphne Caruana Galizia, en maltesisk journalist, blev myrdet, mens hun var i gang med at efterforske korruption, hvidvask af penge og organiseret kriminalitet. "Min mor er desværre et godt eksempel på, hvordan manglende overholdelse af retsstatsprincippet og udbredt korruption ikke er forbrydelser uden offer."
Deltagerne var enige i, at retsstatsprincippet er afgørende for EU's funktion som helhed, herunder troværdigheden, modstandsdygtigheden og den gensidige tillid.
Som Debbie Kohner fra Det Europæiske Netværk af Nationale Menneskerettighedsorganisationer opsummerede det, er alle fire søjler, der er omfattet af den europæiske retsstatsmekanisme – retssystem, mediefrihed og -pluralisme, rammerne for korruptionsbekæmpelse og anden demokratisk kontrol og balance – indbyrdes forbundne.
Nicole Romain fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder fremhævede også, at alle institutionelle aktører bør forbedre bestræbelserne på at viderekommunikere de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet til den brede befolkning.
Eszter Nagy fra Unionen af Europæiske Føderalister fastholdt, at det var på høje tid, at EU tog alle værktøjer i anvendelse startende med budgetkonditionalitet med hensyn til overholdelse af retsstatsprincippet. (at)