Skærpede foranstaltninger på fire specifikke områder ville ifølge EØSU gøre planen mere effektiv, men udvalget glæder sig ellers over, at så mange af dets forslag er blevet taget i betragtning.

I en udtalelse, som blev vedtaget på plenarforsamlingen i maj, roste EØSU Kommissionens handlingsplan for den sociale økonomi, der indeholder mange af de forslag, som udvalget har fremsat gennem mere end et årti.

"Det glæder os enormt, at denne længe ventede plan er blevet vedtaget, men arbejdet er først lige gået i gang," bemærkede ordføreren for udtalelsen, Giuseppe Guerini. "Planen skal nu gennemføres med modige og langsigtede foranstaltninger. EØSU har mange innovative og konkrete forslag til at sikre, at potentialet ved den sociale økonomi udnyttes fuldt ud i så mange EU-medlemsstater som muligt".

EØSU har udpeget fire specifikke områder i planen, hvor udvalget mener, der kunne træffes skærpede foranstaltninger:

•    Mere smidige former for samarbejde mellem offentlige myndigheder og socialøkonomiske virksomheder, som arbejder sammen på lokalt plan om leveringen af tjenesteydelser af almen interesse, med en klar sondring i direktivet om offentlige udbud mellem varetagelsen af den almene interesse og konkurrencedrevne aktiviteter.

•    Lovgivningsmæssige tiltag, eventuelt i form af retningslinjer, for at præcisere betingelserne for at få adgang til og omfanget af den statsstøtte, der er til rådighed for medlemsstaterne, så de kan udnytte alle fleksibilitetsmuligheder for at hjælpe de socialøkonomiske virksomheder. Det er ikke tilstrækkeligt at arrangere workshops og webinarer, som Kommissionen foreslår.

•    Et system med garanterede kreditter og lån, som det, der allerede findes for SMV'er i EU, og som oprettes af medlemsstaterne med støtte fra EU. Det er meget fint at lancere nye finansielle produkter for at mobilisere privat finansiering til socialøkonomiske virksomheder, men mange af virksomhederne har brug for støtte til bare at få adgang til almindelig kredit.

•    Det er godt med særlige skatteregler for den sociale økonomi, men medlemsstaterne skal hjælpes på vej mod koordineret harmonisering af beskatningen, eventuelt inspireret af god praksis i visse lande i form af f.eks. skattefritagelser for tilbageholdt overskud, lavere momssatser og nedsættelse af eller fritagelse for socialsikringsomkostninger. (dm)