En af talerne i panelet ved Connecting EU 2024 om undersøgende journalistik var Lukaš Diko, direktør for Efterforskningscentret Ján Kuciak. I sin tale til os redegjorde han for det arbejde, der udføres af undersøgende journalister i Slovakiet i dag, hvor den umiddelbare støtte til den frie presse og bekæmpelsen af korruption efter mordet på Ján Kuciak nu er slået om til manglende tillid til uafhængige medier og en fjendtlig indstilling over for journalister.

1.  Mordet på din kollega Ján Kuciak, det første mord på en journalist i Slovakiet siden landets uafhængighed, har sendt chokbølger ikke blot gennem dit hjemland, men også gennem EU. Hvad er seneste nyt i retssagen mod gerningsmændene?

Det er seks et halvt år siden, at Ján Kuciak og hans forlovede Martina Kušnírová blev myrdet på grund af Jáns undersøgende arbejde. På trods af dette verserer retssagen stadig, og den kan vare længe endnu. På nuværende tidspunkt er morderen, hans chauffør og mellemmanden blevet idømt lange fængselsstraffe. Retssagerne mod den påståede bagmand, forretningsmanden Marian Kočner, og hans medsammensvorne Alena Zsuzsová, som ifølge efterforskningen beordrede mordet, afventer imidlertid udfaldet af højesterets afgørelser i ankesagerne. Alena Zsuzsová blev dømt ved retten i første instans, mens Kočner blev frikendt. En fornyet behandling af sagen er også en mulighed afhængigt af den forestående afgørelse. Såvel Marian Kočner som Alena Zsuzsová havde allerede afsonet lange fængselsstraffe for andre forbrydelser. Vi har på Efterforskningscentret Ján Kuciak (ICJK) fulgt retssagen nøje, da et af vores vigtigste mål er at bevare Jans arv ved at fortsætte hans undersøgende arbejde.

2. Efter det allerførste chok og protester mod mordene, som førte til daværende premierminister Robert Ficos afgang, hvad har så efter din mening ændret sig i den offentlige mening, der kunne få Robert Fico tilbage til magten?

Efter drabene på Ján og Martina i 2018 var hele landet i chok. Slovakiet oplevede sine største folkelige protester siden fløjlsrevolutionen i 1989, som førte til kommunismens fald. Protesterne førte til, at premierminister Robert Fico og indenrigsminister Robert Kaliňák måtte træde tilbage. Folk bakkede journalisterne op, alle ville være undersøgende journalister, og folk interesserede sig for korruption. Oppositionen red med på denne bølge og vandt valget i 2020 med en dagsorden om bekæmpelse af korruption. Men kort tid efter brød covid-19-pandemien ud med alle dertil knyttede problemer, dårlig forvaltning og politisk uro. Som erfaren politiker udnyttede Robert Fico vaccineskeptikernes protester, hvilket gav ham momentum. Da krigen mod Ukraine brød ud, indtog hans prorussiske fortællinger en større plads, hvilket hjalp hans parti, Smer, med at genvinde støtte. Slovakiet er særlig sårbart over for propaganda og hoaxes, og disse faktorer var medvirkende til, at Robert Fico og hans parti vandt valget i 2023.

3. Hvor farligt er det at være undersøgende journalist i Slovakiet i dag? Hvilke nye trusler støder du på i dit arbejde?

I løbet af de seneste år er fire undersøgende journalister blevet myrdet i EU-medlemsstater. Daphne Caruana Galizia i Malta i 2017, Ján Kuciak i Slovakiet i 2018, Giorgos Karaivaz i Grækenland i 2021 og Peter de Vries i Nederlandene i 2021. Det er blevet farligt at være undersøgende journalist i Europa. Men vi kan også konstatere, at et mord på en journalist ikke kan lukke munden på sandheden. Sandheden vil i sidste ende komme for dagen. Det har vi været vidne til i alle disse lande.

På trods af disse forfærdelige mord oplever vi fortsat et stigende antal verbale angreb og onlineangreb på journalister i Slovakiet, som ofte anspores af politikere, herunder premierministeren, og som ofte tilskynder til chikane og smædekampagner mod journalister. Denne fjendtlige stemning imod journalister og uafhængige medier fører igen til andre handlinger mod dem. Vi har for nylig oplevet en stigning i antallet af strategiske retssager mod offentligt engagement, hvor eksempelvis premierminister Robert Fico har anlagt sag mod chefredaktøren for Aktuality.sk for at bruge hans foto på et bogomslag. Den seneste sag vedrørte misbrug af retshåndhævelse til at intimidere journalister, hvilket vores kollega i ICJK blev udsat for. Alle disse angreb fører til, at offentlighedens tillid til de uafhængige medier undergraves, og at der generelt hersker en fjendtlig indstilling over for journalister. Som følge heraf er antallet af undersøgende journalister i landet faldende, og der er ikke mange unge mennesker, der ønsker at blive undersøgende journalister. Hvis man skal sige noget positivt, så er det, at vi i ICJK har kunnet indlede projektet Safe.journalism.sk, som tilbyder uddannelse i personlig og digital sikkerhed for journalister samt juridisk og psykosocial bistand til journalister, der konfronteres med trusler og angreb.

Lukáš Diko er chefredaktør og formand for Efterforskningscentret Ján Kuciak(ICJK). Lukaš er undersøgende journalist og medieleder med mere end 20 års erfaring. Han har arbejdet som chef for nyheder, sport og offentlige anliggender i det slovakiske offentlige radio- og tv-selskab RTVS. Lukaš er også medforfatter til de slovakiske journalisters etiske kodeks, der blev vedtaget i 2011.