Af Alexandra Borchardt
Lidt provokerende sagt er journalistik og generativ AI to modstridende parter: journalistik handler om fakta, mens AI beregner sandsynligheder. Eller måske synes du, at det er fint, hvis journalister bare udfylder hullerne i en reportage med noget, der lyder sandsynligt? Det er nemlig lige præcis sådan, at generativ AI fungerer. Ikke desto mindre skaber GenAI enorme muligheder for at styrke journalistikken. Den kan anvendes til alt fra brainstormingidéer, interviewspørgsmål og overskrifter til datajournalistik og hurtig dokumentanalyse. GenAI er hverken bundet af format eller sprog og kan omdanne tekster til videoer, podcasts og visuelt materiale. Den kan transskribere, oversætte, illustrere og gøre indhold tilgængeligt i chatformater. Den kan bidrage til at få indhold ud til borgere, der tidligere har været underforsynede: målgrupper i små lokalområder, folk medlæse - eller forståelsesproblemer eller andre funktionsnedsættelser, eller folk, der simpelthen ikke er interesserede i at forbruge journalistik på traditionel vis. Ezra Eeman, direktør for strategi og innovation hos NPO, Nederlandenes offentlige radio- og tv-selskab, udtaler: "Med generativ AI kan vi i højere grad leve op til vores public service-ansvar. GenAI vil forbedre interaktivitet, tilgængelighed og kreativitet. AI hjælper os med at levere mere indhold til vores publikum."
Men selv om nogle aktører i branchen tydeligvis allerede har meget store forventninger til generativ AI, indebærer denne teknologi betydelige risici for journalistikken. De to største handler om et generelt tab af tillid til information og yderligere udhuling eller endda et manglende grundlag for branchens forretningsmodeller. Som allerede nævnt er "hallucinationer" – det begreb, der anvendes til at beskrive generativ AI's tendens til at udarbejde svar og præsentere dem som troværdige ved hjælp af fakta- og kilde-"lookalikes" – rent faktisk et kendetegn ved teknologien frem for en bug. Udfordringen er imidlertid endnu større. Da GenAI gør det muligt for alle at skabe enhver form for indhold på få minutter, herunder deepfakes, er der fare for, at offentligheden mister tilliden til alt det indhold, der udbydes. Mediekundskaben råder allerede alle til at være skeptiske over for onlineindhold. Denne sunde skepsis kan udvikle sig til direkte mistillid, hvis fabrikeret indhold bliver mere udbredt. Det står endnu ikke klart, om traditionelle medieforetagender vil få noget ud af at være foregangsbilleder i denne verden af information, eller om alle medier vil blive betragtet som upålidelige i denne sammenhæng.
Den voldsomme stigning i generative søgninger forstærker katastrofen, da den truer med at gøre journalistik mere og mere usynlig. Mens en Google-søgning tidligere resulterede i en række links, hvoraf mange førte til pålidelige medieforetagender, formes søgeresultatet nu i stigende grad af GenAI. Brugerne får et umiddelbart svar i tekstform. De behøver ikke længere at sætte sig mere grundigt ind i tingene. Det er ikke så underligt, at panikken breder sig hos ledere i mediebranchen. Mange af dem presser på for at indføre AI af effektivitetshensyn, hvilket naturligvis ikke løser problemet, når der tværtimod er behov for endnu flere investeringer i kvalitetsjournalistik for at vise publikum forskellene mellem det, der bare er "indhold" på den ene side, og veldokumenteret, nøjagtig og pålidelig journalistik på den anden side.
Der er behov for en etisk tilgang til brugen af AI i medierne. For det første har medieorganisationer brug for en AI-strategi og for at fokusere på, hvad teknologien kan bidrage med i leveringen af public service. Ressourcerne skal målrettes mod de mest hensigtsmæssige resultater og anvendes i overensstemmelse hermed – altid i erkendelse af, at AI har betydelige miljømæssige og samfundsmæssige omkostninger. Det bør altid være en mulighed at sige nej. Medieorganisationerne bør også udnytte deres magt og indflydelse i forbindelse med indkøb af produkter, udøve lobbyvirksomhed med henblik på regulering og deltage i debatter om ophavsret og databeskyttelse. Der står meget på spil. Det er bydende nødvendigt, at alle virksomheder regelmæssigt kontrollerer, at de anvendte produkter ikke bygger på bias og stereotyper, så det undgås, at skadelige virkninger forstærkes. Endelig er det farligt at stå alene i dette miljø under hastig forandring, hvor utallige nye produkter markedsføres hver eneste dag. Deltagelse i og fremme af samarbejde internt i branchen og mellem branchen og teknologivirksomheder er afgørende for at udstikke en ansvarlig kurs.
Der er dog ingen tvivl om, at GenAI i meget høj grad vil øge mediernes afhængighed af store teknologivirksomheder. Desto mere teknologivirksomheder integrerer AI-værktøjer i applikationer, som mennesker bruger i deres dagligdag, jo mindre kontrol vil medieorganisationer have over praksis, processer og produkter. Deres etiske retningslinjer vil så eventuelt blot være et supplement til noget, der for længst er truffet beslutning om andre steder.
I lyset af ovenstående vil følgende hypotese måske komme som en overraskelse: morgendagens journalistik vil måske ligne gårsdagens – og forhåbentlig være bedre. Men en del af journalistikken, som den ser ud i dag, vil forsvinde. Som det altid har været tilfældet, vil journalistik handle om fakta, overraskelser, historiefortælling og indsatsen for at drage magten til ansvar. Journalistik vil handle om at opbygge et stabilt, loyalt og tillidsbaseret samspil med publikum ved at yde vejledning, indlede samtaler og støtte lokalsamfund. I en verden kendetegnet ved kunstigt indhold vil det, som rigtige mennesker siger, tænker og føler være ekstra værdifuldt. Journalister har enestående forudsætninger for at formidle dette. Men AI kan hjælpe journalistikken med at blive bedre, så den kan betjene enkeltpersoner og grupper i overensstemmelse med deres behov og livssituation og blive mere inkluderende, lokal og beriget med data på måder, der ikke tidligere var økonomisk overkommelige. Anne Lagercrantz, administrerende vicedirektør for svensk TV, har sagt følgende om AI: "Kunstig intelligens vil ændre journalistikken på grundlæggende vis, men forhåbentlig ikke vores rolle i samfundet. Vi er nødt til at arbejde på at forbedre mediebranchens troværdighed. Vi skal skabe sikre rum, hvor der leveres pålidelig information." Det kan konkluderes, at AI-tidsalderen ikke udgør den største risiko for selve journalistikken, men for branchens forretningsmodeller.
Denne tekst er baseret på en rapport "Trusted Journalism in the Age of Generative AI", der kan downloades gratis, og som er offentliggjort af Den Europæiske Radiounion i 2024. Den er researchet og skrevet af Alexandra Borchardt, Kati Bremme, Felix Simon og Olle Zachrison.
