European Economic
and Social Committee
Leder
Opbakning til udvidelse: Et engagement i Europas fremtid
Udvidelsen og integrationen af kandidatlandene i Den Europæiske Union handler om andet og mere end blot en større Union. Der er nemlig tale om en geostrategisk investering i fred, stabilitet, sikkerhed og socioøkonomisk udvikling, som styrker vores kontinents demokratiske struktur. Udvidelsen af EU er dermed et effektivt redskab til at udbrede og holde fast i de europæiske kerneværdier. Vores etablerede bilaterale organer med civilsamfundet i kandidatlandene er fælles rådgivende udvalg og civilsamfundsplatforme, initiativet vedrørende medlemmer fra kandidatlande og det faktum, at landebesøg vedrørende retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder er udvidet til også at omfatte kandidatlande. Disse er eksempler på EØSU's engagement med hensyn til både at uddybe og udvide Unionen. Vores arbejde viser, at fremskridt med de nødvendige interne reformer både kan og bør gå hånd i hånd med integrationen af kandidatlande. Trods stadige udfordringer i en række kandidatlande bør disse forhindringer puste nyt liv i vores samarbejde med kandidatlandene snarere end at hindre fremskridt.
EØSU har spillet en central rolle i EU-udvidelsen ved at deltage i Vestbalkan-ministermødet i Skopje og indgå i et tæt samarbejde med lederne fra flere kandidatlande. Vores aktiviteter har til formål at vurdere, hvorvidt kandidatlandene er parate til at opfylde Københavnskriterierne. Endnu en gang understreger vi, at vi er dybt engagerede i en inklusiv og retfærdig dialog med alle EØSU-medlemmer, herunder naturligvis også med medlemmer fra kandidatlande. Derfor er jeg stolt over at kunne fortælle, at initiativet vedrørende medlemmer fra kandidatlande, som blev skudt i gang i februar under overværelse af Albaniens premierminister Edi Rama og Montenegros premierminister Milojko Spajić, er en hjørnesten i mit formandskabs manifest.
Udvalget inddrager aktivt medlemmer fra kandidatlande og er dermed førende blandt EU-institutionerne med hensyn til gradvis integration af kandidatlandene. Resultaterne af dette initiativ er konkrete og anerkendes i stadig stigende grad i kandidatlandene og i EU, hvor kommissionsformand Ursula von der Leyen og EU-kommissær med ansvar for udvidelse, Oliver Várhelyi, i høj grad bakker op om projektet. Formålet med initiativet er ikke blot at skabe fordele her og nu. Hensigten er også at opbygge et solidt grundlag for kandidatlandenes, deres borgeres og deres dynamiske civilsamfunds forhåbninger på længere sigt. Initiativet giver civilsamfundet i disse lande mulighed for at deltage direkte i EU's beslutningsproces og holde gang i processen med at skabe de nødvendige reformer. I alt 146 medlemmer fra forskellige kandidatlande har deltaget aktivt i udtalelser om udvidelsesrelaterede emner såsom EU's samhørighedspolitik, det indre marked, bæredygtighed i landbrugsfødevaresektoren og mangel på kvalificeret arbejdskraft.
De blandede rådgivende udvalg og civilsamfundsplatformene udgør en kritisk platform for dialog mellem forskellige aktører og sikrer, at alle bliver hørt under beslutningsprocessen. Der findes i øjeblikket blandede rådgivende udvalg med Montenegro, Serbien og Tyrkiet, mens der navnlig er oprettet civilsamfundsplatforme med Ukraine og Moldova. Det blandede rådgivende udvalg med Nordmakedonien forventes at komme i gang igen, så snart den første forhandlingsklynge åbner, og samtidig er et nyt udvalg for Albanien godt på vej. Det kommende civilsamfundsforum på højt plan, som er tilegnet udvidelse og løber af stablen den 24. oktober parallelt med EØSU's plenarforsamling, vil styrke dette engagement yderligere. Forummet, som arrangeres i samarbejde med Kommissionen, bliver samlingspunkt for EØSU-medlemmer, omkring 100 medlemmer fra kandidatlande og ledende politikere fra medlemsstaterne og kandidatlandene. Her skal de undersøge, hvilken rolle den civile og sociale dialog spiller for en vellykket EU-udvidelse. Forummet vil sætte fokus på, hvordan den sociale dialog er med til at fremme indsatsen for at blive en del af EU, optimere den grønne og den digitale omstilling og værne om EU's grundlæggende værdier.
I sin egenskab af forbindelsesled mellem civilsamfundet og EU-institutionerne gør EØSU en stor indsats for at styrke og bakke op om de stemmer, der stræber efter frihed, demokrati og socioøkonomisk velstand – og i sidste ende fremmes en tættere integration i kandidatlandene og EU. Sammen skaber vi en lysere fremtid for Europa – en fremtid, som er inkluderende, præget af velstand og hvor vi står sammen. Udvalgets engagement i udvidelsen er urokkeligt, og vores aktiviteter er et vidnesbyrd om vores tro på et mere integreret og samlet set mere modstandsdygtigt Europa.
Oliver Röpke
Formand for EØSU