Af Jarosław Pietras

Dr. Jarosław Pietras, tidligere vicechefforhandler for Polens tiltrædelse af EU, reflekterer over virkningerne af udvidelsen for 20 år siden og de fordele, herunder økonomiske fordele, den medførte for både Polen og de øvrige lande, der tiltrådte, og for EU som helhed. Beslutningen om at udvide Den Europæiske Union i 2004 var et vidnesbyrd om EU's engagement i sammenhold, mangfoldighed og solidaritet. I dag kan vi stadig trække på værdifuld læring fra denne udvidelse i fremtidige førtiltrædelsesforhandlinger. 

Nu 20 år senere står det ganske klart, at der med optagelsen af størstedelen af de centraleuropæiske lande i EU sammen med Malta og Cypern ikke blot var tale om en "stor udvidelse", men også en historisk milepæl for hele Den Europæiske Union. Virkningerne var gennemgribende, især på det økonomiske område i de nye medlemslande.

Udvidelsen hævede levestandarden i de centraleuropæiske lande betydeligt. De otte centraleuropæiske lande – Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet og Slovenien – oplevede alle en bemærkelsesværdig stigning i købekraftspariteten og BNP pr. indbygger, som oversteg det, de kunne have opnået, hvis de ikke var kommet med i EU. Statistikkerne henviser altid til gennemsnittet af de håndgribelige fordele, som medlemskabet medførte. Det er værd at bemærke, at selv om gevinsterne ikke var ligeligt fordelt mellem medlemsstaterne, og nogle oplevede større forbedringer end andre, har alle lande opnået betydelige forbedringer. Litauen og Polen lagde sig eksempelvis i spidsen og høstede de største fordele ved EU-medlemskabet, mens Estland og Slovenien gjorde mindre fremskridt, da de stødte på en række udfordringer, især på grund af virkningerne af finanskrisen i 2008.

Tiltrædelsen af Den Europæiske Union førte til en ny æra med økonomisk velstand for Polen og de øvrige centraleuropæiske lande. Polen skiller sig især ud som en succeshistorie, når det gælder landets udvikling efter tiltrædelsen, med en hidtil uset økonomisk vækst og et BNP, der fordobledes mellem 2004 og 2022. Andre medlemsstater i regionen oplevede på samme måde en betydelig vækst i deres BNP pr. indbygger, om end det skete i forskelligt tempo. Slovakiet og Litauen viste f.eks. prisværdige fremskridt og formåede at mindske de udviklingsmæssige forskelle i forhold til Vesteuropa yderligere. De statistiske data fra denne periode vidner om modstandsdygtighed og dynamik, da disse lande udnyttede EU-medlemskabet til at fremme økonomisk vækst og styrke deres globale konkurrenceevne. Dette bemærkelsesværdige resultat understreger, hvilken forandringsskabende indvirkning EU-medlemskabet har haft på alle de nye medlemsstaters økonomi. Og så skete det endda på trods af konsekvenserne af finanskrisen, da de nye EU-lande opnåede højere vækstrater end forventet.

Perioden efter EU-udvidelsen i 2004 var imidlertid ikke uden udfordringer. For eksempel sendte den globale finanskrise i 2008 chokbølger gennem hele den europæiske økonomi og satte både de gamle og de nye medlemslandes modstandsdygtighed på en prøve. På trods af krisens negative virkninger viste de nye EU-medlemslande bemærkelsesværdig modstandsdygtighed og klarede sig bedre end forventet i de første vækstprognoser. Deres evne til at lande på benene og holde fast i en positiv vækst understregede, hvor stærke deres økonomier var, og hvilke fordele der var ved EU-medlemskabet. Selv om krisen medførte store udfordringer, gav den også landene mulighed for at drage fuld fordel af den tætte forbindelse til den europæiske økonomi. Desuden blev det en test af de nyligt tiltrådte landes engagement i de europæiske værdier og solidaritet i en tid med modgang.

Under hele forhandlingsprocessen viste det polske civilsamfund sig som en stærk drivkraft for forandring og fremskridt. Civilsamfundsorganisationer, græsrodsbevægelser og interessegrupper spillede en afgørende rolle med at fremme EU-medlemskabet og opretholde de demokratiske værdier i Polen. Deres utrættelige bestræbelser på at skabe mere bevidsthed, skaffe støtte og holde lederne ansvarlige var medvirkende til at forme den offentlige mening og sætte skub i positive forandringer. Ved aktivt at samarbejde med borgerne, styrke dialogen og fremme gennemsigtigheden bidrog det polske civilsamfund til at sikre, at forhandlingsprocessen forblev inklusiv, demokratisk og lydhør over for befolkningens behov. Deres bidrag gjorde ikke blot Polens tiltrædelse af EU nemmere, men styrkede også demokratiets og civilsamfundets grundlag i landet.

Beslutningen om at udvide Den Europæiske Union i 2004 vidnede om, hvor engageret EU var i enhed, mangfoldighed og solidaritet. Ved at byde størstedelen af de centraleuropæiske lande velkommen sammen med Malta og Cypern fik EU udvidet sit økonomiske potentiale, sin kulturelle mangfoldighed og sin geopolitiske indflydelse. Disse landes tiltrædelse gav EU nye perspektiver, talenter og muligheder, mere mangfoldighed og styrkede Unionens globale tilstedeværelse. Fra et geopolitisk synspunkt styrkede udvidelsen EU's indflydelse og stabilitet ved at integrere de central- og østeuropæiske lande i samarbejdsrammen. Institutionelt diversificerede udvidelsen EU's perspektiver og uddybede integrationen, hvilket lagde fundamentet for en mere forenet og modstandsdygtig Union.

Når man ser tilbage på udvidelsen af EU i 2004 er der værdifuld læring at hente, især når det gælder forhandlingsprocessen og førtiltrædelsesforberedelserne. Hvis jeg skulle foretage en lignende rejse i dag, ville jeg insistere på, at der blev lagt større vægt på førtiltrædelseskriterierne og støttemekanismerne i alle fremtidige forhandlinger, især når det gælder regeringsførelse og retsstatsprincippet. Det er vigtigt at sikre, at kandidatlandene opfylder de nødvendige kriterier og standarder, inden de tiltræder EU, for at sikre Unionens integritet og værne om dens værdier. Desuden er passende støtte og bistand til kandidatlandene under forhandlingsprocessen afgørende for deres vellykkede integration og langsigtede stabilitet i EU.

Kernen i forhandlingsprocessen om udvidelsen af EU i 2004 var et fælles tilsagn om at fremme stabilitet, demokrati og velstand i hele Europa. Forhandlingerne var præget af et ønske om at styrke samarbejdet og solidariteten mellem de europæiske nationer, da både kandidatlandene og de eksisterende EU-lande kunne se de gensidige fordele ved udvidelsen. Selv om forhandlingerne var komplekse og udfordrende, blev de i sidste ende drevet af en fælles vision om et forenet og velstående Europa, hvor alle nationer kunne trives sammen inden for rammerne af Den Europæiske Union.

Nu hvor en række EU-kandidatlande er på vej mod tiltrædelse i 2024, er der flere vigtige overvejelser at holde sig for øje. For det første er det af hensyn til en vellykket integration og langsigtet stabilitet i Unionen vigtigt at prioritere reformer, der følger EU's normer og værdier. Det indbefatter styrkelse af de demokratiske institutioner, fremme af retsstatsprincippet og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og friheder. Desuden er det afgørende at samarbejde proaktivt med de lande, der allerede er medlem af EU, for at opbygge tillid og opbakning med henblik på en gnidningsløs omstilling som EU-medlem. Ved at udvise ægte engagement i de europæiske værdier og det europæiske samarbejde kan kandidatlandene bane vejen for deres egen lysere fremtid i Den Europæiske Union.

Jaroslaw Pietras er for øjeblikket gæsteforsker ved Wilfried Martens Centre for European Studies i Bruxelles og gæsteprofessor ved Europakollegiet i Brugge.

Han var en del af det team, der forhandlede Polens tiltrædelse af EU fra 1998, da forhandlingerne begyndte, og indtil 2004, hvor Polen blev medlem af EU. Fra 1990 til 2006 arbejdede han i sit hjemland Polen som statssekretær i finansministeriet, statssekretær for europæiske anliggender og kontorchef i udvalget for europæisk integration. Fra 2008 til 2020 var han generaldirektør for Rådet for Den Europæiske Union og dækkede en bred vifte af politikområder (klimaændringer, miljø, transport, telekommunikation, energi, uddannelse, kultur, audiovisuelle medier, ungdom og sport). Han har en ph.d. i økonomi fra universitetet i Warszawa og er forfatter til en række publikationer om EU, bæredygtighed og handelsspørgsmål. Han har også været Fulbright Foundation-stipendiat og medlem af bestyrelsen for tænketanken Bruegel (2008-2011).