Stefano Mallia, formand for EØSU's Arbejdsgivergruppe

Skovbrande har raset i adskillige lande i Sydeuropa denne sommer, ødelagt private boliger, hoteller samt badesteder og forvandlet store skovområder til sorte ødemarker, samtidig med at Slovenien er blevet ramt af oversvømmelser. Klimahændelser er ikke et nyt fænomen i Europa, men de er blevet mere voldsomme, både her i Europa og uden for vores verdensdel. Der er ingen tvivl om, at klimaændringerne gør disse fænomener hyppigere og mere ekstreme.

Covid-19-pandemien, krigen i Ukraine og den deraf følgende energikrise har medført, at indsatsen for at bekæmpe klimaændringerne og indlede en reel grøn omstilling i Europa til en vis grad er blevet vanskeliggjort.

Nogle medlemsstater har vedtaget en række foranstaltninger, der reelt forsinker udfasningen af aktiviteter til udvinding af fossile brændstoffer, eller investerer endda i nye aktiviteter på dette område for at imødekomme deres energibehov. En sådan adfærd sender forvirrende signaler, ikke kun til borgerne i Europa, men også til tredjelande, som kan bruge dette til at retfærdiggøre forsinkelser i deres egne omstillingsprocesser. Alt dette kan helt klart bringe dette års COP28-topmøde i fare, hvor det er meningen, at landene skal indgå en aftale om at udfase brugen af CO₂ udledende fossile brændstoffer.

Derfor skal EU fastholde en sammenhængende og konsekvent tilgang til klimapolitikken. Vi skal sætte handling bag ordene! EU har for nylig intensiveret sit klimadiplomati, hvis resultater i høj grad afhænger af EU's interne klimapolitiske beslutninger, men også af en effektiv gennemførelse af den europæiske grønne pagt. På trods af de stadig mere presserende og nye geopolitiske udfordringer, skal EU skaffe sig større indsigt i de geopolitiske aspekter af den europæiske grønne pagt. Dette kræver en opdateret, robust og troværdig strategi, der kan tilpasse EU-klimadiplomatiet til det aktuelle geopolitiske landskab.

Hvor begynder vi? I EØSU mener vi, at den klimadiplomatiske værktøjskasse bør styrkes med initiativer, der har til formål ikke blot at øge ambitionerne på klimaområdet, men også at dele EU’s erfaringer og imødegå klimarelaterede risici.

Vi bør udnytte, at klimadiplomatiet foregår på flere niveauer, når det skal omsættes i praksis. Som udgangspunkt kan der etableres et netværk for civilsamfundsdiplomati.

Der er ingen tid at spilde, hvis vi vil undgå uoprettelige skader. Klimadiplomati er forebyggende diplomati. Der er derfor helt klart et presserende behov for at opgradere klimadiplomatiet, så det bliver flagskibet i EU's eksterne forbindelser og udenrigspolitik.