Jernbanerne bør spille en fremtrædende rolle i EU's fremtidige mobilitet og blive den primære transportform. EØSU støtter derfor gerne Kommissionens forslag om at markere 2021 som året for jernbanetransport.

I en udtalelse udarbejdet af Alberto Mazzola, der blev godkendt på plenarforsamlingen i juli, fastslår udvalget, at EU både er nødt til at øge investeringerne i jernbanesektoren i tråd med målene i den europæiske grønne pagt og styrke sektorens synlighed ved at give startskuddet til en debat om passagertjenester, herunder for personer med nedsat mobilitet, digitalisering og miljømæssig bæredygtighed.

På baggrund af det europæiske år for jernbanetransport 2021 vil der være fokus på jernbanerne som et godt eksempel på intelligent mobilitet og en innovativ og sikker transportform. Målet er at nå ud til et bredere publikum, navnlig de unge. Projekter, debatter, arrangementer, udstillinger og initiativer i hele Europa vil have borgere, virksomheder og myndigheder som målgruppe og forklare, hvorfor jernbanetransport er en attraktiv og bæredygtig måde at rejse på i hele Europa. Den EU-relaterede dimension vil blive fremhævet.

Da han talte på plenarforsamlingen, understregede Alberto Mazzola, at dette initiativ "også bør være en anledning til at kommunikere bedre ud til især unge europæere, at en karriere hos jernbanerne er tiltrækkende. Dette kan gøres ved at støtte fælles initiativer med arbejdsmarkedsparterne, universiteterne, den akademiske verden som helhed samt de europæiske ungdomsorganisationer." (mp)