European Economic
and Social Committee
Forordningen om europæiske mikrochips – et vigtigt initiativ, der dog rejser visse spørgsmål
Af Heiko Willems, EØSU's Arbejdsgivergruppe
Halvledere er en vigtig del af mange forskellige økonomiske sektorer og aspekter i livet – både for industrien og forbrugerne. Desuden kan de grønne og digitale omstillingsmål ikke nås uden halvledere. Forordningen om europæiske mikrochips, som Kommissionen fremlagde den 8. februar 2022, skal garantere EU's forsyningssikkerhed, modstandsdygtighed og teknologiske førerposition inden for halvlederteknologier og -anvendelser.
Det kræver private investeringer og betydelig støtte fra den offentlige sektor at styrke det europæiske økosystem for halvledere. Kommissionen planlægger derfor at investere 43 mia. EUR i de kommende år. En stor del af budgettet vil imidlertid blot blive omfordelt fra andre programmer og udgør kun ca. en tredjedel af, hvad Kina sigter mod at mobilisere inden 2025. Samtidig kan betydelig statsstøtte føre til investeringer, som ikke er kommercielt levedygtige, og det kan have en negativ indvirkning på markedet.
EU er desuden nødt til at fokusere på den europæiske industris behov. Ekspertise inden for disse små størrelser (<10 nm) er ikke den eneste afgørende faktor for at opnå et succesfuldt økosystem for halvledere. Vi skal også kigge på den europæiske halvlederindustris styrker.
Værdikæden for halvledere er en af de mest globaliserede. Det ville derfor ikke give økonomisk mening at etablere lukkede værdikæder i de enkelte dele af verden. En detaljeret analyse af styrker og svagheder i det europæiske økosystem for halvledere bør snarere tjene som udgangspunkt for en debat om, hvordan målrettede investeringer kan øge Europas modstandsdygtighed. EU bør sideløbende hermed styrke sine internationale partnerskaber.
Der bør også tages højde for denne situation i de planlagte nødforanstaltninger, som er ekstremt vidtrækkende. Prioritering af ordrer til kritiske sektorer, fælles indkøbsordninger og eksportkontrol er omfattende markedsinterventioner, som skal forbeholdes ekstraordinære situationer.
EØSU drøfter udtalelsen En lovpakke om europæiske mikrochips (INT/984) på plenarforsamlingen i juni.