EØSU vedtog den 23. marts to udtalelser om Kommissionens seneste arbejde for at videreudvikle en fragmenteret og underudviklet EU-kapitalmarkedsunion: en ny forordning om børsnotering og en revision af forordningen om europæisk markedsinfrastruktur (EMIR).

Kommissionen har med en ny forordning om børsnotering som mål at reducere bureaukratiet i forbindelse med børsnotering af virksomheder i alle størrelser, navnlig SMV'er, så de bedre kan få adgang til finansiering gennem børsnotering på europæiske offentlige markeder.

EØSU glæder sig over initiativet, da øget egenkapitalfinansiering og europæiske virksomheders mindre afhængighed af banklån er afgørende for at sikre genopretningen efter pandemien og opbygge et robust økonomisk system. Udvalget mener, at man ved at få flere familieejede virksomheder ind på kapitalmarkederne kan åbne op for uudnyttet potentiale, der kan tiltrække kapital til vækst.

EØSU's ordfører Kęstutis Kupšys forklarer, at "en struktur med aktier med flere stemmer vil hjælpe familierne med at bevare kontrollen over deres virksomhed og gøre børsnoteringen mere attraktiv for dem. Det er også vigtigt at strømline indholdet af et prospekt for i væsentlig grad at reducere omkostningerne og byrden for udstederne. Udstedelsesdokumenter, der udelukkende affattes på engelsk jf. Kommissionens forslag vil imidlertid hæmme udviklingen af et nationalt detailinvesteringsgrundlag".

Kommissionen har også forslået en ny forordning om europæisk markedsinfrastruktur (EMIR) for at øge den interne clearingkapacitet i EU. Med hensyn til EMIR havde EØSU forventet en klarere holdning til spørgsmålet om mindskelse af eksponeringen for centrale modparter (CCP'er) i Det Forenede Kongerige samt mere specifikke regler og incitamenter til at fremme overgangen til EU-baserede CCP'er efter brexit.

EØSU's ordfører Florian Marin sagde: "Der foreligger ingen klar plan om specifikke foranstaltninger for at skabe et konkurrencedygtigt og konsolideret clearingmarked. Vi beklager, at den nuværende ramme ikke er blevet evalueret efter fem år, og foreslår, at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) udarbejder en rapport om årsagerne til anvendelsen af tredjelands-CCP'er et år efter forordningens ikrafttræden."(tk) (tk)