European Economic
and Social Committee
Indflydelse er nøglen til en vellykket europæisk klimapagt
EØSU glæder sig over, at dets anbefalinger afspejles i Kommissionens forslag til en europæisk klimapagt, der støtter eksisterende og nye klimatiltag gennem peerlæring, uddannelse, kapacitetsopbygning, fjernelse af hindringer og lettere adgang til finansiering.
Med begrebet global kulstofneutralitet ændrede Parisaftalen den politiske diskurs og skubbede regeringer og interessenter i en handlingsorienteret retning. Dette resultat ville ikke have været muligt uden den hidtil usete mobilisering af alle civilsamfundsaktører. Aktiv deltagelse af "alle dele af samfundet" er en forudsætning for, at klimapolitikken kan lykkes i EU.
EØSU-medlem Peter Schmidt sagde: "Klimapagten er en stor mulighed for at udvikle en nyskabende og deltagelsesbaseret tilgang, der afspejler, støtter og inspirerer den indsats, der allerede gøres i civilsamfundet, i lokalsamfund og i byer og regioner."
EØSU ønsker at samarbejde med Kommissionen og andre EU-organer om i fællesskab at etablere en interessentplatform for den europæiske klimapagt baseret på principperne om inklusion, gennemsigtighed og reel deltagelse og ejerskab mellem klimaaktører på alle niveauer.
Derudover kan oprettelsen af et EU-forum for klimafinansiering som en del af pagten stimulere læringsprocesser, som er fuldt ud gensidige, lette adgangen til finansiering og fjerne hindringer. En mekanisme for inddragelse af de unge i processer vedrørende klima og bæredygtighed som f.eks. de rundbordsdiskussioner for unge om klima og bæredygtighed, som EØSU har foreslået, bør indgå i pagten. (mr)