Tetyana Ogarkova: Vladimir Putins sidste krig

Den 24. februar 2022 vågnede vi kl. 5 om morgenen på grund af en underlig støj i det fjerne, som mest af alt lød som voldsomme eksplosioner. Børnene sov fredeligt i deres senge, mens der konstant tikkede nye beskeder ind på telefonerne. Krigen var brudt ud. Der blev rapporteret om eksplosioner, der viste sig at være missilangreb i Kyiv, Kharkiv, Ivano-Frankivsk og andre af landets byer.

Et af de første angreb ødelagde en ejendom i et militærområde i Brovary, hvor vores ældste datters danselærer boede. Nogle timer senere tog jeg bilen for at hente en ven, der ikke længere besvarede mine opkald. Ukrainske tankvogne kom mig i møde. Deres larvefødder efterlod mærker i asfalten.

Siden denne smertefulde opvågning den 24. februar 2022, som for altid har ødelagt verden, sådan som den så ud i går, har vi ikke kunnet falde i søvn igen. Vi ser på vores nye virkelighed med vidt åbne øjne.  I løbet af krigens første uge så vi for første gang vores venner falde i kamp. Vi så også med egne øjne, at den ukrainske hær var i stand til at holde "verdens andenstørste hær" i skak. Vi oplevede, at europæerne leverede våben til os og drøftede kommende sanktioner.

Det er især Rusland vi betragter med vidt åbne øjne. Vi kan slet ikke begribe, at man kan synke så dybt: soldaterne praler over for deres koner af, at de har stjålet kaffemaskiner, tæpper og endda vaskemaskiner i de ødelagte landsbyer. Vi fatter ikke deres grusomhed: De dræber ubevæbnede civile med en kugle i nakken, de voldtager ukrainske kvinder for øjnene af deres børn og de brænder deres lig. De bomber vores hospitaler og sender missiler mod os hver eneste dag uden undtagelse. Vi begriber ikke deres dumhed: i mere end en måned har de russiske soldater gravet skyttegrave i Tjernobyls jord – for derefter at blive sendt til Belarus med akut bestråling, som de nu dør af.

Vi betragter nu med vidt åbne øjne det moderne Ruslands virkelighed. Putin er ikke alene om at føre denne krig. Ifølge en opinionsundersøgelse foretaget af Levada-centret, har han opbakning fra 85 % af alle russere.
Det er på tide at forholde sig til denne nye virkelighed. De ukrainske soldaters heroiske modstand, den militære hjælp og de skrappe sanktioner fra Ukraines vestlige partnerlande gør deres virkning.

Men krigen fortsætter. Det vigtigste er at holde stand, ikke at opgive, ikke at falde for fristelsen til en letkøbt eller for hurtigt indgået våbenhvile – uanset hvor inderligt vi alle ønsker fred. Vi har denne enestående mulighed for at sørge for, at dette forfærdelige angreb bliver Ruslands sidste krig. Ingen våbenhvile, ingen territoriale indrømmelser eller kompromiser kan ændre på det – det eneste udfald ville være, at Rusland kan påberåbe sig en delvis sejr og opildne de aggressive og hævngerrige følelser i det russiske samfund.
Transnistrien i 1992, Georgien i 2008, Krimhalvøen og Donbas i 2014: i hvert årti har Rusland skruet op for de udfordringer og farer, som tærer på regionen. Kreml har udnyttet enhver svaghed blandt de vestlige lande som undskyldning for at fortsætte sine angreb. Lad os betragte virkeligheden med vidt åbne øjne. For at opnå fred er vi nødt til at fortsætte krigen. Krigen mod Rusland.

Det kræver mod. Endda meget mod. Ikke kun blandt de ukrainske soldater, men også blandt de vestlige partnere for at udvide sanktionerne (for at ødelægge den russiske økonomi) og levere de nødvendige offensive våben til ukrainerne (for at tvinge de russiske tropper tilbage på den anden side af grænsen).  

Vi er også nødt til at stå fast. Vi må stå fast, så man efter Ruslands uundgåelige nederlag kan pålægge alle russiske borgere det historiske ansvar for denne umenneskelige grusomhed. I form af krigsskadeerstatning, der skal betales af de kommende to eller tre generationer. I form af historiebøger indeholdende detaljerede beskrivelser af deres krigsforbrydelser. I form af et museum i centrum af Moskva for slagene ved Mariupol og Butja.

Først ved udgangen af denne selvudslettende krig vil vi kunne øjne et nyt Rusland uden det faldne imperiums kompleks og uden viljen til at genvinde sin forgangne storhed på naboernes bekostning.

Da vi blev vækket kl. 5 om morgenen den 24. februar 2022, hørte vi Putin begrunde sin "militære operation" med det mål at ville "afnazificere" og "afmilitarisere". Vi er nødt til at vågne op. Ukraine har ikke brug for at blive "afnazificeret" eller "afmilitariseret". Men det har Rusland til gengæld.