Bekæmpelse af desinformation skal betragtes som en absolut nødvendighed

EØSU info: Du er ordfører for udtalelsen, der blev vedtaget på EØSU's plenarforsamling i december 2021, om Europa-Kommissionens vejledning om styrkelse af adfærdskodeksen om desinformation. I hvilket omfang udgør desinformation en trussel mod demokratiet, hvad kan civilsamfundet gøre, og hvilke muligheder har det for at forhindre spredning af "falske nyheder"?

Thierry Libaert: Desinformation er en trussel mod demokratierne, fordi den svækker tilliden til de offentlige institutioner og videnskaben. Når valget står mellem en kompleks sandhed og falske, men umiddelbart forståelige oplysninger, foretrækker vi ofte falske oplysninger. Desinformation er ikke kun et spørgsmål om godtroenhed. Til tider indgår den i geopolitiske mål om destabilisering, navnlig i forbindelse med valg.

Det centrale element i udtalelsen, der blev vedtaget den 9. december 2021, er en anmodning til Kommissionen om at skride til yderligere handling for at forhindre desinformation i at opstå og ikke blot søge at mindske konsekvenserne heraf. Man kan altid forsøge at omringe ilden ved en brand, men det er mere hensigtsmæssigt at forhindre flammerne i at opstå.

Der er virkelig mange muligheder for at bekæmpe desinformation. En af dem er at forhindre, at desinformation er en pengemaskine. I vores arbejdsgruppe kunne vi konstatere, at der foregår en reel forretning baseret på desinformation. Da falske oplysninger gennemsnitligt udbredes seks gange hurtigere end rigtige oplysninger og i højere grad deles og kommenteres, skaber de mere aktivitet på en internetplatform. Dette giver platformen større mulighed for at modtage reklameindtægter. Det anslås, at der hvert år går mere end 400 mio. EUR til spilde på denne måde.  

Vi må holde op med at opfatte desinformation som noget, der kun foregår på de sociale medier og de store digitale platforme. De traditionelle medier har også et ansvar, herunder tv-kanaler, som bringer nyheder konstant og præsenterer en bred vifte af pseudoeksperter. Medierne bør være mere opmærksomme på deres indbudtes faktiske kvalitetsniveau, og der bør opbygges mediekendskab, så offentligheden bedre kan afkode det, der bliver sagt.

Bekæmpelse af desinformation må på ingen måde blive en undskyldning for at undertrykke ytringsfriheden. Hovedformålet med det mediekendskab, vi anbefaler, er at gøre det muligt for alle reelt at skelne mellem videnskabelige data og simple overbevisninger eller meninger. Donald Trumps tilhængere i USA og de populistiske kræfter i Europa, navnlig dem, som i UK stod bag brexit, vidner i høj grad om den fare, som udbredelsen af falske oplysninger udgør for vores demokratier.

Bekæmpelse af desinformation skal betragtes som en absolut nødvendighed – dette er budskabet, som vores udvalg ønsker at sprede.