Europa forsømmer denne hårde kamp og halter bagefter. Det har nemlig vist sig, at det ikke er så ligetil at stække den yderste højrefløj. Da nazismen og fascismen blev besejret i 1945, troede man, at ekstremistiske bevægelser ville miste deres indflydelse og råderum. Det skulle vise sig ikke at holde stik. Inden for vores demokratiske model har den yderste højrefløj kunnet overleve og vinde styrke, næret af folks vrede og frustrationer. Den yderste højrefløj har nydt godt af 80 års europæiske liberale demokratiers tolerance og laden stå til. Den lod som om, den spillede det demokratiske spil, men den opgav aldrig sin ambition om at nedbryde demokratiet indefra, så snart den fik magt, som den havde agt.

Og nu er den ved at nå sit mål. Som en del af en ramme, den kalder "national suverænitet", har den yderste højrefløj allerede opnået regeringsmagt i en række lande som f.eks. Viktor Orbans Ungarn og Robert Ficos Slovakiet. I Polen var den yderste højrefløj ved magten i otte år med PiS-regeringen (Prawo i Sprawiedliwosc/Lov og Retfærdighed) frem til det seneste valg i oktober.

Også i EU forsøger det yderste højre at undergrave demokratiet og få det til at styrte i grus. Udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi i de seneste 30 år har øget nynazistiske og nyfascistiske gruppers evne til at interagere via digitale platforme og sociale medier og opnå synlighed og vokse sig stærke på globalt plan. De udnytter demokratiernes ytringsfrihed til at forstærke og gentage deres fremmedfjendske og racistiske ideologier. De koordinerer strategier og mobiliserer sig i realtid for at udfordre den samfundsorden, de er en del af. Faktum er, at demokratiet i sidste ende gavner fremvæksten og den sociale gennemslagskraft af de bevægelser, som forsøger at ødelægge det, f.eks. ved at lade dem få økonomisk støtte fra staten.

Det yderste højre har fundet frugtbar grobund for vækst i Europa, idet neoliberale politikker og finansiel kapitalisme inspireret af Reaganomics-politikker lagde en kraftig dæmper på fremskridtet og den sociale trivsel for middelklassen – selve symbolet på opbygningen af EU og dets succeser. Neoliberalismen har dereguleret og hæmmet den økonomiske og sociale udvikling. Den har reduceret den reale arbejdsindkomst til fordel for kapitalen, skåret ned på den sociale støtte og de offentlige serviceydelser og efterladt boligsektoren i hænderne på ejendomsspekulanter. De europæiske regeringer konkurrerer indædt med hinanden om at uddele gyldne visa til kleptokrater og oligarker fra hele verden. Markedskriser og skattemæssig dumping, som fører til uretfærdig konkurrence på det indre marked, svag støtte fra Bruxelles og Frankfurt til SMV'er og arbejdsløshedsbeskyttelse og købekraft, der lader meget tilbage at ønske, har sendt utilfredsheden i Europa på himmelflugt i løbet af de seneste 15 år.

Det er en tragisk politisk fejl, som er ansvarlig for, at valgdeltagelsen ved valgene til Europa-Parlamentet, er konsekvent faldende, og at den yderste højrefløj får stadig mere magt i Europa-Parlamentet. Genkomsten af den nazistiske/fascistiske ideologi er resultatet af den sparemodel, der anvendes i Europa. Den har beskyttet det finansielle system, mens økonomisk og skattemæssig retfærdighed er blevet kørt ud på et sidespor, og den har ikke været i stand til at reagere hensigtsmæssigt på borgernes problemer, ønsker og forventninger. Denne model har givet anledning til, at gammel propaganda for hvidt overherredømme og identitetsbaserede ideologier, som altid lurer i kulissen og venter på, at menneskeheden træder ned på et lavere civilisationsniveau, atter har set dagens lys. Vi ser i dag en oppiskning af kulturelt og religiøst had på vores skærme, på vores sociale medier og i den desinformation, som hvert eneste minut sendes ud i æteren. Vi får indpodet frygt og usikkerhed, trusler om islamisering, afslutningen på det hvide overherredømme eller på den jødisk-kristne identitet og dæmonisering af romasamfundet, som påstås at være afhængigt af sociale ydelser. Det er strategier, der historisk er blevet anvendt i forbindelse med fremkomsten af autoritære diktatorer eller ledere.

Europæiske regeringer lader i dag højreekstremisterne pege på "faren for indvandring" i et aldrende Europa, der er pisket til at importere en del af sin arbejdsstyrke for at kunne ernære sig selv og opnå økonomisk vækst. Dette sker, selv om antallet af flygtninge og migranter, der rejser ind i EU i dag, er lavt – det er faktisk lavere, end hvad den europæiske befolkning og arbejdsstyrke har brug for. Alligevel er den fremmedfjendske og racistiske retorik stadig til stede i et Europa, som stadig savner en effektiv retlig ramme for modtagelse og integration af migranter og i stedet bliver ved med at kaste dem i armene på menneskesmuglermafiaen. Migrantarbejdere spillede en afgørende rolle i genopbygningen af efterkrigstidens Europa og i opbygningen af EU. Bidraget fra migranter vil blive ved med at spille en afgørende rolle for Europas fremskridt i de kommende årtier. Det ved man godt på den yderste højrefløj – mange af dens økonomiske støtter benytter sig af migranter i deres industrier og virksomheder.

Men den yderste højrefløj vil fortsætte med at spille sine spil, skabe frygt og manipulere vores bevidsthed og udnytte de svage og ustabile europæiske lederes manglende rygrad, når det handler om strategiske visioner, vores værdier og vores principper. Der kan kun være ét svar fra demokrater og tilhængere af et forenet Europa – vi må kæmpe for vores værdier. For demokrati, for frihed, for værdighed og fred i Europa.