I løbet af det seneste år har konkurrenceevne fået højere prioritet på den EU-politiske dagsorden, og man kan ikke se bort fra konkurrenceevnens betydning for EU's fremtid.
Konkurrenceevne var et centralt emne i kommissionsformand Ursula von der Leyens årlige tale om Unionens tilstand til Europa-Parlamentet i september sidste år. Von der Leyen forpligtede sig til at gøre, hvad der skal til for at forsvare Europas konkurrencefordel.
De europæiske virksomheder har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, reguleringen inden for centrale sektorer er strengere end i andre konkurrerende lande, navnlig USA og Kina, der investeres mindre i forskning og udvikling, og den fysiske og digitale infrastruktur hæmmer handelen og den økonomiske vækst. Det er velkendte udfordringer, som er blevet dokumenteret i flere undersøgelser.
Von der Leyen har også givet den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, til opgave at komme med konkrete forslag til, hvordan EU's konkurrenceevne kan forbedres. Dette hilses velkomment. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt med gode forslag. Der er også behov for politisk vilje og evne til at gennemføre dem.
EU har sat sig som mål at styrke sin modstandsdygtighed og indflydelse i verden, men er ved at miste den konkurrenceevne, der er nødvendig for at nå dette mål. EU's andel af verdensøkonomien forventes at falde støt fra næsten 15 % til kun 9 % i 2050.
Det er derfor bydende nødvendigt at forbedre EU's produktivitet og konkurrenceevne. Til det formål skal EU vedtage en dagsorden for konkurrenceevne, som i overensstemmelse med principperne for det indre marked og den sociale markedsøkonomi er fremadskuende, veldefineret og koordineret, og som fremmer velstanden for virksomheder og arbejdstagere, øger deres evne til at innovere, investere, handle og konkurrere på det globale marked til fællesskabets bedste og sætter skub i omstillingen til klimaneutralitet. Dette er ikke blot afgørende for at sikre fremtidig velstand, innovation, investeringer, handel og vækst, men også for at skabe kvalitetsjob og hæve levestandarden.
Derfor har virksomhederne i EU klare forventninger til dette nye momentum, og de kræver, at konkurrenceevnen får en ny placering inden for en bredere økonomisk og samfundsmæssig langsigtet ramme.
EØSU har arbejdet på at kortlægge de faktorer og aktører, der påvirker konkurrenceevnen og produktiviteten på lang sigt, og som skal tages i betragtning i en integreret vision. Vi har beskæftiget os med økosystemerne for konkurrenceevne med henblik på at forklare Kommissionen, hvilke indikatorer den bør forbedre eller supplere.
Det ser således ud til, at en landebaseret tilgang til vurdering af problemerne og deres løsning, er et afgørende element, som Kommissionen ikke har behandlet tilstrækkeligt i sine to meddelelser om den langsigtede konkurrenceevne.
Mere generelt har Kommissionen udarbejdet en liste med 17 resultatindikatorer, der skal vurderes årligt ud fra de ni dimensioner af konkurrenceevnen, som den har udpeget. Men medlemsstaterne er også nødt til at overholde dem fuldt ud, og Kommissionen skal have passende håndhævelsesmidler til at forpligte dem til at gøre det. Det er det, vi beder om.
Med hensyn til indikatorerne er følgende øverst på listen:
- Adgang til finansiering til en rimelig pris, uden at det går ud over de kommende generationer.
- Der er behov for at investere i offentlige tjenester og kritisk infrastruktur og for at evaluere disse investeringer bedre. Vi foreslår seks evalueringsparametre i den henseende.
- Det er afgørende at øge samarbejdet inden for forskning og innovation både det offentligt-private, det regionale og det globale.
- Sikkerhed, priser og klimaneutralitet er nøgleordene, når det kommer til datanetværk og energi.
- Det er ikke længere nødvendigt at påvise EU's rolle, hvad angår cirkularitet, men vi er nødt til at være opmærksomme på at skabe balance i konkurrencen mellem operatørerne.
- EU's lovgivningsrammer om digitalisering er en forløber med hensyn til konnektivitet, kunstig intelligens, data, osv. Inden for disse rammer er vi nødt til at løfte udfordringen med hensyn til at afbalancere de menneskelige aspekter med de udsigter, som den digitale teknologi stiller i vente.
- Uddannelsessektoren skal være i stand til at reagere på demografiske og samfundsmæssige udfordringer.
- Og endelig er vores afhængighed vores svaghed hvad angår strategisk autonomi og handel. Virksomhederne er nødt til at omorganisere sig, og EU skal sørge for rammer, der imødekommer denne udfordring.
Endelig gentager vi med hensyn til det indre marked på det kraftigste behovet for, at medlemsstaterne følger de gældende EU-regler og principperne i traktaterne. Ikke flere hindringer og reel kontrol. EU-regeringernes politiske vilje til at gennemføre det, de forhandler sig frem til i Bruxelles, og Kommissionens evne til at arbejde på tværs af tjenestegrene og ikke i siloer, hvilket bidrager til flere uoverensstemmelser. Det er det, der er behov for.
Det kan ikke siges nok.
Lad os i den forbindelse stole på, at der vil blive skabt resultater i Bruxelles for så vidt angår kontrol af konkurrenceevnen, og gøre brug af de regionale industriklynger på nationalt plan. Vi har værktøjerne, lad os bruge dem.
