"Vi kvinder i landdistrikterne ønsker ikke medlidenhed eller medfølelse. Vi vil anerkendes og værdsættes som ligeværdige i kampen for bæredygtig udvikling. Vi har brug for muligheder og grundlæggende tjenester af høj kvalitet for at kunne blive i vores områder og fortsætte med at brødføde verden", siger Luz Haro Guanga, ecuadoriansk landbruger og eksekutivsekretær for netværket af kvinder i landdistrikter i Latinamerika og Caribien (RedLAC), som for nylig talte ved EØSU's debat om "Kvinder og den tredobbelte miljøkrise". I sit interview med EØSU Info fortæller Luz Haro Guanga om konsekvenserne af klimaændringerne i Latinamerika, og hvorfor der – på trods af tilbageslaget fra COP16 – ikke er plads eller tid til pessimisme i kampen for en mere bæredygtig og sundere klode.

Din organisation, RedLAC, deltog i COP16. Er du skuffet over resultaterne af konferencen, da man ikke nåede til enighed om finansiering af beskyttelse af natur og biodiversitet? Blev der opnået noget på COP16?

Luz Haro Guanga: Som ecuadoriansk kvinde fra landet har jeg kæmpet for mine medsøstres rettigheder i Ecuador siden 1980'erne. Blandt de erfaringer, som disse næsten 40 år har lært mig, er, at samfundsmæssige processer kræver en kæmpe indsats, kun kaster få umiddelbare resultater af sig og frem for alt kræver vedholdenhed, ihærdighed og insisteren. En konsensus om finansiering til beskyttelse af natur og biodiversitet ville have været fantastisk, men jeg er sikker på, at opråbet fra tusindvis af mænd og kvinder i byer og landdistrikter kom til COP16 som en lavine af sandkorn, fandt vej til hjerter og tanker hos folk, der ikke tidligere havde noget ønske om at støtte denne presserende klimaindsats.

Det lykkedes os ikke at nå vores mål, men lige nu er vi nødt til at stå fast over for myndighederne i hver eneste by, i alle samfund og alle lande, så de lægger mærke til os og med personlig, teknisk og politisk vilje træffer de bedste beslutninger for at undgå, at mennesker fremover dør af sult, fordi vi ikke handlede i dag.

Hvordan påvirker klimaændringerne indfødte og kvinder fra landdistrikter i Latinamerika?

Jeg vil gerne fremhæve nogle fakta fra et dokument udarbejdet af Den Interamerikanske Kommission for Kvinder (CIM) under Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) med udgangspunkt i dialoger med 70 kvindelige ledere fra 16 forskellige lande. Dialogprocessen begyndte i september 2024. Dokumentet blev fremlagt på COP16 og indeholdt udtalelser fra kvinder i landdistrikterne.

Konklusionen var, at klimaændringer er en realitet i alle lande, herunder i Nord-, Syd- og Mellemamerika, og har alvorlige konsekvenser. Der blev dog fremhævet fire klimabegivenheder.

Forlængede tørkeperioder: Nogle lande rapporterede om måneder med meget lidt nedbør, samtidig med at lande længere mod syd meldte om årelang tørke.

Temperaturstigningerne ligger et godt stykke over de normale niveauer: De høje temperaturer er sammen med den tørre jord årsag til de mange brande (nogle opstår spontant, mens andre er påsat), men de bliver alle sammen forværret af det tørre miljø og påvirker dermed alt liv og biologisk mangfoldige systemer. På tidspunktet for mødet i Brasilien blev det eksempelvis rapporteret, at der var 300 aktive udbrud af brande i staten Piauí.

Storme: Det blev nævnt, at regnen er intens og kommer i meget korte brud, ofte ledsaget af kraftige storme. Deltagere fra Mellemamerika, Mexico, Den Dominikanske Republik og kystregionen i Colombia talte om en stigning i intensiteten og hyppigheden af orkaner og tropiske storme, der påvirker deres områder.

Ændringer i nedbørsmønstre: "Det regner, når man mindst venter det", var en sætning, der lød på alle møder, og i de sydlige områder og i andesegnene kunne de berette om uventet frost, hagl og snefald. Generelt blev der konstateret et fald i den årlige nedbør, men det blev sagt, at når det regner, så er regnen meget voldsom og forårsager oversvømmelser og naturkatastrofer, medfører tab af menneskeliv, infrastruktur, veje og afgrøder og påvirker levevilkårene, navnlig i landdistrikterne. En deltager opsummerede det således: "nogle gange er regnen frygtindgydende".

Samtidig gennemføres der ikkebæredygtige praksisser, som udtømmer naturressourcerne. Det mest bekymrende og samtidig mest omtalte problem var skovhugst eller rydning af skove og mangrover, påsatte skovbrande, dårlig håndtering af vandressourcer, forurening, fremme af intensive, ekspansive, vandintensive og forurenende aktiviteter og overdreven brug af landbrugskemikalier, ukrudtsmidler og insektgift.

Et aspekt, der skilte sig ud, var passiviteten hos visse lokale og nationale myndigheder, som ikke udviklede lovgivningsmæssige rammer for at begrænse destruktive aktiviteter og fremme bæredygtige produktionsstrategier. Nogle lande har lovgivning på området, men på grund af korruption eller personlige politiske interesser bliver den ikke gennemført af myndighederne.

De internationale ledere opfordres derfor til at lægge større pres på staterne for at overholde de traktater om biodiversitet og klimaændringer, de har undertegnet.

Er du optimistisk eller pessimistisk med hensyn til den retning, som kampen for klima- og miljøbeskyttelse bevæger sig i? Hvad mener du, der bør gøres?

Hvis vi ikke drømmer stort, vil vi ikke opnå store ting. Selv om klimaændringerne påvirker os, og følgerne heraf viser sig med al hast, må vi ikke holde op med at kæmpe for, at beslutningstagerne får øjnene op for de grundlæggende aspekter, der kræver en prioriteret indsats, ikke kun med hensyn til finansiering, men også med hensyn til koordinering, samarbejde og mindre egoisme og partisk politisk iver.

Jeg tror på, at hvis vi bliver ved med at insistere, råber op og støtter de langsigtede sociale processer gennem en vedholdende indsat - hvis vi indgår strategiske alliancer i Nord-, Syd- og Mellemamerika og rundt omkring i verden, så kan vi påvirke de offentlige politikker og sikre, at dem der sidder på magten eller træffer beslutningerne, gør det med den overbevisning, at der er et bydende behov for at bekæmpe klimaændringerne og samtidig begrænse de aktiviteter, der sætter gang i de skadelige og ødelæggende følger for vores klode: brande, monokulturer, vilkårlig brug af insektgift og kemikalier, ødelæggelse af vandområder, uhæmmet fiskeri, ødelæggelse af vandkilder, spildevandsbehandling osv.

Pessimisme vil svække vores røst og i sidste ende få os til at opgive vores arbejde og vores kamp. Vi har ingen tid at spilde eller plads til pessimisme i kampen for en mere bæredygtig og sundere klode på trods af negative begivenheder. Det er et spørgsmål om liv og død for nuværende og kommende generationer!

Det var i går tiden var inde til at handle. Men i dag er stadig en god dag at begynde at ændre indstilling og indgå forpligtelser til gavn for alle mennesker.

Luz Haro Guanga er ecuadoriansk landbruger og eksekutivsekretær for Network of Rural Women of Latin America and the Carribean (RedLAC) samt forperson for den ecuadorianske afdeling af RedLAC, FUNMUJERURAL-e. RedLAC er en social organisation bestående af mere end 200 kvindeorganisationer i landdistrikter fra hele Latinamerika og Caribien. Den blev grundlagt i Argentina i 1990 og har til formål at fremme effektiv borgerdeltagelse og politisk deltagelse af kvinder i landdistrikterne. Takket være RedLAC's mangeårige indsats har Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) udråbt perioden 2024-2034 til "Det Interamerikanske årti for alle voksne kvinders, unge pigers og små pigers rettigheder i landdistrikterne i Nord-, Syd- og Mellemamerika".