European Economic
and Social Committee
Prisen for et indre marked, der ikke fungerer, er for høj
af Emilie Prouzet
Det indre markeds dysfunktioner har en direkte indvirkning på leveomkostningerne, og EØSU beklager, at situationen forværres. Leveomkostningerne er mere end nogensinde før det primære problem for vores medborgere, navnlig de unge. Mest udsatte er de 94,6 millioner europæere, der risikerer at leve i fattigdom eller i social udstødelse.
IMF anslår, at ikke-toldmæssige hindringer inden for EU svarer til en toldsats på ca. 44 % for varer, hvilket er tre gange så meget som hindringerne mellem de amerikanske stater, for nu at anvende en gængs sammenligning. For tjenestemarkedet når tallet op på 110 %!
Fødevarer, boliger, energi, sundhedspleje, uddannelse: mange områder er berørt, og der findes europæiske initiativer. Vi er alle nødt til lægge os i selen: det gælder medlemsstaterne, erhvervslivet og Kommissionen i sin egenskab af traktatens vogter. Jeg vil gerne nævne tre af de vigtigste anbefalinger i vores rapport.
For det første er vi absolut nødt til hurtigst muligt at tage fat på de territoriale forsyningsbegrænsninger og private operatørers nationale segmentering, som begrænser konkurrencen og fører til højere priser for forbrugerne. 14 mia. USD. Det er den ekstraomkostning, der ifølge en undersøgelse lavet i 2020 af Det Fælles Forskningscenter (JRC) pålægges forbrugerne hvert eneste år. Under hensyntagen til inflationen giver det mening, at det vigtigste mål nu er at forbedre det indre marked. Kommissionen arbejder på dette område, primært gennem SMET – taskforcen for håndhævelse af reglerne for det indre marked. Selv om problemet er komplekst, er der blevet fremsat forslag. Lad os vurdere deres indvirkning og gøre hurtige fremskridt på dette område.
Vi foreslår også at fremskynde retsforfølgningen af nationale regler, der er i strid med EU-retten. Vi bør undersøge muligheden for foreløbige påbud mod klare overtrædelser af EU-reglerne. Vi må ikke tillade, at der indføres hindringer. Visse medlemsstaters protektionisme har direkte konsekvenser. Hvad kan vi gøre ved, at lægemidler risikerer at udløbe, før de kan omdirigeres til et sted, hvor de kan gøre gavn?
Endelig har vi pligt til at finde en afbalanceret tilgang mellem forebyggelse af udhuling af høje standarder for bæredygtighed, velfærd og beskyttelse af arbejdstagere, reduktion af unødvendige administrative byrder og lettelse af grænseoverskridende handel for at fremme et retfærdigt og konkurrencedygtigt indre marked.