European Economic
and Social Committee
EØSU efterlyser en EU-handlingsplan, der skal sikre retfærdige og bæredygtige globale forsyningskæder
Den aktuelle covid-19-krise har afsløret skrøbeligheden af de globale forsyningskæder. Den har tillige kastet lys over arbejdstagernes sårbarhed og forretningsaktiviteternes negative sociale, sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige virkninger i de eksisterende forsyningskæder. På et afgørende tidspunkt for konkret politisk handling og beslutningstagning anmodede det tyske rådsformandskab og Europa-Parlamentet EØSU om at formulere sine anbefalinger. I to udtalelser, der blev vedtaget på dets plenarforsamling i september, opfordrer udvalget Kommissionen til at udarbejde en EU-handlingsplan og arbejde for obligatoriske due diligence-forpligtelser i globale forsyningskæder.
I en sonderende udtalelse efterlyser EØSU en EU-handlingsplan om menneskerettigheder, anstændigt arbejde og bæredygtighed i de globale forsyningskæder med bindende tværsektoriel EU-lovgivning om menneskerettigheder, due diligence og ansvarlig forretningsdrift i centrum. En bred definition bør dække menneskerettigheder, herunder arbejdstager- og fagforeningsrettigheder, og bygge på en række internationale instrumenter.
Parallelt med sit arbejde vedrørende handlingsplanen har EØSU fremsat sine anbefalinger til Europa-Parlamentet om et europæisk lovinitiativ, der skal indføre obligatorisk due diligence om menneskerettigheder og miljøvirkninger i forretningspraksis. Initiativet, der blev bebudet af kommissær Didier Reynders i april 2020, og som forventes at se dagens lys i 2021, vil gøre det retligt forpligtende for virksomheder, der opererer i EU, at identificere, forebygge, afbøde og rapportere om de negative virkninger, som deres aktiviteter kan have for menneskerettighederne og arbejdstagernes rettigheder og for miljøet. (dgf)