Da krisen begyndte i midten af marts, var hele situationen fuldstændig unik og utrolig. Næsten alt blev lukket ned overalt i Europa, og ingen vidste på det tidspunkt, om en nedlukning rent faktisk ville hjælpe eller ej. Det vigtigste var at redde liv, og det blev på bekostning af økonomien.

Vi oplevede EU's fire friheder forsvinde fra den ene dag til den anden. Det indre marked eksisterede næsten ikke længere. Vi oplevede, at én medlemsstat blokerede for leveringer til en anden, og at købere bogstaveligt talt ventede uden for ansigtsmaskefabrikkerne i Kina for at overbyde hinanden.

I mit land Estland var situationen ikke så slem. Sundhedssystemet var i stand til at løse opgaven, og der gik ikke voldsomt mange menneskeliv tabt til covid-19 (69 i alt). Først var der mangel på masker og andre værnemidler, men dette problem blev i sidste ende løst. Det var rart at se, hvor hurtigt nogle virksomheder ændrede deres produktion og begyndte at fremstille det nødvendige udstyr, mens andre hjalp med leveringen.

Min familie og jeg klarede os godt. Vi boede i eget hus med have i et grønt område, så vi led ingen nød. Selvfølgelig var næsten alt lukket – butikscentre, skoler, biografer, teatre og sportsfaciliteter – men vi kunne gå en tur udenfor (med behørig afstand!), hvilket endog blev anbefalet.

Det var bemærkelsesværdigt at se, hvordan der blev sat skub i elektroniske udgaver af alting – lige fra shopping og seminarer til kommunikation. Alt foregik pludselig via internettet, også skoleundervisning. Fra den ene dag til den anden kom undervisning og læring til at foregå online. Og lærerne og børnene klarede det godt. Alle lærte meget under krisen, og det varmede mit hjerte at se, hvor meget min datter savnede at gå rigtigt i skole.

På arbejdet varetog den juridiske tjeneste i min organisation, det estiske handels- og industrikammer, et rekordstort antal henvendelser i denne periode. Der blev konstateret force majeure i et hidtil uset omfang. Den økonomiske situation er langsomt ved at blive bedre, men visse sektorer står stadig over for store vanskeligheder. Jeg frygter, at dette kun er begyndelsen, og at det bliver værre i løbet af efteråret. På nuværende tidspunkt hjælper regeringens foranstaltninger mange mennesker, men hvad sker der, hvis de ophører?

Vanskelige tider som disse får os til at tænke på og værdsætte det liv, vi lever, og vores frihed i Europa og i udvalget. Det er rent faktisk en reel luksus at rejse, tage til Bruxelles og afholde vores debatter. Det er meget vigtigt, at vi fortsætter vores arbejde for at bevare en reel forbindelse mellem forskellige mennesker i forskellige EU-lande, med eller uden kriser.