Af Arnold Puech d'Alissac, næstformand for EØSU's Arbejdsgivergruppe

Da Emmanuel Macron blev valgt til præsident i Frankrig første gang i 2017, blev han straks bannerfører for radikal centrumpolitik. Men i lyset af den aktuelle geopolitiske og nationale situation førte han ikke så meget valgkamp på sine ønsker for det radikale centrum som på sine resultater som en sand reformator, på sine visioner på den internationale scene og som en leder, der har pustet nyt liv i fransk politik. De endelige valgresultater viser imidlertid et tydeligt splittet og fragmenteret land, i langt højere grad end i 2017.

Hvordan kan vi give de franske borgere håbet tilbage og sørge for, at vi ikke næste gang kommer til at se Marine Le Pen udgive sig for at repræsentere den politiske midte? Svaret er enkelt: opadgående social mobilitet. Macron må fokusere på de underprivilegerede og give dem reelle udsigter til at kunne bevæge sig opad på den økonomiske og sociale rangstige.

Vi får en tredje valgrunde – valget til Nationalforsamlingen – der finder sted i juni. Som systemet er indrettet, har det altid leveret positive resultater for præsidenter, og jeg er slet ikke bekymret for Macron her: Han får et stort flertal, fordi der ikke findes en tilstrækkeligt sammenhængende opposition hverken på venstrefløjen eller højrefløjen.

Og hvis republikanerne ønsker at redde sig selv, er de nødt til at gøre tingene en smule anderledes, navnlig i forhold til de store spørgsmål, der har plaget Frankrig, nemlig underskuddene og stabilitets- og vækstpagten. Det vil bane vejen for fremgang og håb.

Vi skal gennemføre reformer i vores land, navnlig af pensionerne, hvor systemet lider under store uligheder mellem den offentlige og den private sektor. Tingene er fastlåste på den front. Og hvis man kigger på alt det, som præsident Macron har gjort i løbet af de forgangne fem år, er der mange reformer, som han ikke har været i stand til at gennemføre. Det helt centrale for hans anden præsidentperiode bliver, hvilke reformer han er i stand til at gennemføre.

Reformerne bliver meget vanskelige. Vi er tæt forbundet med EU, og revisionen af stabilitets- og vækstpagten kan måske hjælpe os med at ændre på tingene.  I forhold til EU mener jeg, at Macron er en god allieret, og han vil fortsat følge den vej. Endelig lægger han sig på linje med den tyske regerings forslag ved at udpege to ministre, der får ansvaret for den miljømæssige omstilling.

Vejen frem for præsident Macron er belagt med forhindringer og udfordringer, men eftersom dette er hans anden præsidentperiode, håber vi, at han har taget ved lære af den første.