European Economic
and Social Committee
EØSU leverer opskriften på fødevaresikkerhed og -bæredygtighed
I udtalelsen om Fødevaresikkerhed og bæredygtige fødevaresystemer, der blev vedtaget på plenarforsamlingen den 19. januar 2022, kortlagde EØSU de vigtigste løftestænger for en bæredygtig og konkurrencedygtig fødevareproduktion i EU og for at mindske afhængigheden af import og samtidig øge EU's proteinautonomi.
For at en omfattende fødevarepolitik virkelig kan være relevant for de europæiske forbrugere, er det afgørende, at prisen på og kvaliteten af fødevarer, der produceres bæredygtigt i EU, er konkurrencedygtig. Det betyder, at den europæiske landbrugsfødevaresektor er i stand til at levere fødevarer til forbrugerne til priser, der omfatter ekstra omkostninger til kriterier som bæredygtighed, dyrevelfærd, højere produktionsomkostninger, fødevaresikkerhed og næringsværdi, men også et rimeligt afkast for landbrugerne, samtidig med at den bevarer sin position som det foretrukne valg for langt de fleste forbrugere.
Selv om den europæiske grønne pagt giver mulighed for at bekræfte den "sociale fødevarekontrakt" mellem EU og dets borgere gennem principperne i jord til bord-strategien og biodiversitetsstrategien, er der stadig meget, der skal gøres. Kommissionen foreslår for få konkrete foranstaltninger til at styrke landbrugsfødevaresektoren og landbrugernes og arbejdstagernes indkomst og fremme rimelige priser og fødevareværdien, understregede medordføreren, Peter Schmidt.
Som fremhævet af ordføreren for udtalelsen, Arnold Puech d'Alissac, er fremme af åben strategisk autonomi, sikring af gensidighed i handelsstandarder, fremme af forskning, fremme af digitalisering, udvikling af innovative teknologier og frø og lettelse af landbrugernes adgang til uddannelse i disse nye teknologier blandt de vigtigste løftestænger til at sikre de europæiske producenters konkurrenceevne.
En øget EU-produktion af bælgplanter og bælgfrugter med et højt proteinindhold og af oliefrø og oliefrøkage vil være til gavn for EU's landbrugere og have en positiv indvirkning på klimaet, biodiversiteten og miljøet. (mr)