I april 2024 offentliggjorde Enrico Letta sin længe ventede rapport om fremtiden for EU's indre marked med titlen "Much More than a Market". På plenarforsamlingen i januar vedtog EØSU en udtalelse om Hvordan kan socialøkonomiske enheder støttes i overensstemmelse med statsstøttereglerne: nogle overvejelser efter forslagene i Enrico Letta-rapporten. Vi spurgte ordføreren for udtalelsen, Giuseppe Guerini, om, i hvor høj grad og hvorfor han hentede inspiration fra Enrico Lettas rapport, som bl.a. indeholder en opfordring til EU-institutionerne om at forbedre den retlige ramme for statsstøtte og gøre det lettere for socialøkonomiske virksomheder at opnå lån og finansiering. Hvordan vil EØSU på grundlag af konklusionerne i denne rapport hjælpe disse virksomheder med at overholde statsstøttereglerne?

Oprindelse og social baggrund må aldrig være en hindring for succes, skriver Evgi Sadegie, administrerende direktør for Schotstek, en organisation med base i Hamburg og Berlin, som fremmer lige muligheder og kulturel diversitet i erhvervslivet. Schotsteks enestående stipendieprogrammer støtter intelligente, ambitiøse og motiverede unge med migrantbaggrund på deres vej mod ledende stillinger inden for forskning og i erhvervslivet og samfundet. Ved at hjælpe dem med at opbygge stærke netværk og ruste dem med de rette færdigheder gør Schotstek det muligt for talentfulde studerende og unge fagfolk at udnytte deres fulde potentiale.

Af Evgi Sadegie

Tyskland er et kulturelt mangfoldigt land, men dette afspejles stadig næsten ikke i landets økonomiske, videnskabelige, kulturelle og politiske lederskab. Personer med migrantbaggrund oplever ofte hindringer, der forværrer de sociale uligheder, gør det vanskeligt at udnytte innovationspotentialet og underminerer den sociale samhørighed. Fordomme, ulige uddannelsesmuligheder og mangel på rollemodeller og netværk står i vejen for mange talentfulde menneskers karriereudvikling.

Schotstek blev stiftet i 2013 af Sigrid Berenberg og venner. Sigrid Berenberg er advokat og har i mange år arbejdet indgående på at fremme social retfærdighed og diversitet. Sammen med ligesindede har hun stiftet Schotstek, der specifikt baner vejen til lederstillinger for intelligente, ambitiøse og motiverede unge med migrantbaggrund. Hun har slået et slag for dygtige stipendiater, som vil blive fremtidige indflydelsesrige personer og beslutningstagere. Sigrid Berenberg kørte i mange år programmet på helt frivillig bases.

Schotstek er en almennyttig virksomhed, der støttes gennem donationer og fælles initiativer med andre virksomheder. Programmet nyder stor støtte blandt et netværk af partnere, rådgivende organer og venner – som alle er højtstående beslutningstagere fra en bred vifte sektorer og kulturer. Det er især værd at nævne, at tre af de syv partnere samt den nuværende administrerende direktør selv er tidligere deltagere i Schotstek-programmet. Dette viser, hvordan Schotstek-programmet i stigende grad giver ansvar videre til de talenter, det støtter, og dermed har en varig indvirkning.

Schotstek yder enestående støtte til studerende og unge fagfolk gennem to parallelle programmer. Hvert år får op til 25 studerende i Hamburg og op til 20 unge fagfolk i Hamburg og Berlin adgang til programmet. Efter et toårigt obligatorisk forløb forbliver deltagerne i netværket og kan deltage i arrangementer.

Kernen i Schotstek-programmet er opbygning af stærke netværk: mange unge med migrantbaggrund har ikke adgang til de faglige og sociale forbindelser, der er afgørende for karrieremulighederne. Schotstek sætter dem i kontakt med tidligere deltagere, rådgivende organer og eksperter fra erhvervslivet, den videnskabelige verden, den politiske verden, kulturlivet og samfundet. Regelmæssige arrangementer såsom temaaftner og debatter med fremstående personer fremmer udveksling og udvider deltagernes horisont. Disse forbindelser åbner karrieremuligheder og skaber et fællesskab, der muliggør langsigtet støtte og gensidig succes. Tidligere deltagere spiller nu en central rolle ved at dele deres viden og netværk og løbende udvide Schotstek-programmets rækkevidde.

Schotstek tilbyder workshopper og coaching, der specifikt forbereder deltagerne til lederstillinger. Kurser styrker nøglekompetencer såsom kommunikationsfærdigheder, selvtillid og lederevner. Deltagerne får også personlig støtte gennem mentorordninger. De sættes desuden i kontakt med erfarne fagfolk og ledere, som kan give værdifuld indsigt i den professionelle verden, støtte dem i deres karriereplanlægning og hjælpe dem med at håndtere faglige udfordringer. Mentorerne fungerer som rollemodeller og opmuntrer deltagerne til at forfølge deres karrieremæssige mål og overvinde hindringer.

Et andet særtræk ved Schotstek-programmet er fremme af kulturel deltagelse. Deltagerne besøger museer, teatre, operahuse, gallerier og andre kulturinstitutioner. Det styrker deres kulturelle dannelse, deres personlige udvikling og deres identifikation med deres hjembyer. Disse erfaringer udvider stipendiaternes udsyn og fremmer en følelse af at høre til.

Schotstek arbejder på at fremme mangfoldighed på ledelsesniveau. Oprindelse og social baggrund bør ikke længere være en hindring for succes. Siden sin etablering har Schotstek allerede støttet hundredvis af unge, hvoraf over 240 deltagere og tidligere deltagere fortsat er aktive. Mange er involveret i de tidligere deltageres rådgivende udvalg, er ambassadører, støtter arbejdet på de sociale medier eller deler deres erfaringer som buddies eller mentorer. Alle, der har haft et Schotstek-stipendiat, forbliver en fast del af netværket – hvilket er en model, der muliggør varig succes. Udvidelsen af programmet til Berlin i 2023 viser, at Schotstek-konceptet også kan gennemføres med succes i andre byer.

Schotstek er mere end et støtteprogram – det er en bevægelse, der på imponerende vis viser, hvordan man kan fremme og synliggøre velfungerende mangfoldighed. Schotstek åbner og skaber muligheder, der rækker ud over den enkeltes succes, og er et eksempel på, hvordan Tyskland fuldt ud kan udnytte sit potentiale som et land med stor indvandring. Programmet fremmer enestående talenter og fjerner hindringer og spiller dermed en vigtig rolle i udformningen af et mere retfærdigt og fremtidssikret samfund, hvilket er helt afgørende i en globaliseret verden.

Evgi Sadegie, som har en mastergrad i tyrkiske studier, er administrerende direktør for Schotstek gGmbH og deltog selv i programmet i 2014. Forud for sin nuværende rolle stod hun i spidsen for mentorprojektet "Yoldaş" i Hamburg Civic Foundation, som støtter børn fra tyrkisktalende socioøkonomisk dårligt stillede familier. I den forbindelse gjorde hun en indsats for lige muligheder i en anden vigtig ende af ligestillingsspektret. Med sin store erfaring med projektledelse, navnlig inden for mentorordninger og interkulturelt samarbejde, er hun aktivt engageret i at fremme diversitet og integration i samfundet.

UNHCR, FN's Højkommissariat for Flygtninge, er parat til at støtte syrere, der føler, at det er sikkert at vende hjem. Men for alle andres vedkommende advarer UNHCR imod tvangsmæssige tilbagesendelser til et land, der er præget af politisk usikkerhed, og som kæmper med en af verdens værste humanitære kriser, hvor hele 90 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, skriver UNHCR's Jean-Nicolas Beuze

Af Jean-Nicolas Beuze

Efterhånden som det politiske landskab i Syrien udvikler sig hurtigt efter præsident Bashar al-Assads fald, har debatten om verdens største flygtningebefolkning indtaget en central plads i hele Europa.

Et stigende antal EU-lande sætter afgørelser om asylansøgninger fra syrere i bero, og nogle bebuder initiativer, der omfatter chartrede flyvninger og økonomiske incitamenter eller "returbonusser", der kan tilskynde flygtninge til at vende hjem. Andre planlægger endda angiveligt at udvise syrere, der i øjeblikket befinder sig på deres område, uanset deres asylstatus.

For at EU-landene kan træffe informerede asylafgørelser, skal de vurdere, om det er sikkert for syrere, der i øjeblikket opholder sig i Europa, at vende tilbage til Syrien. I betragtning af den hastigt skiftende situation på stedet er det umuligt at foretage endelige vurderinger af sikkerheden på nuværende tidspunkt. Sikkerhedssituationen i Syrien er fortsat usikker, idet landet befinder sig ved en skillelinje mellem fred og forsoning på den ene side og risikoen for yderligere vold på den anden.

Millioner af syriske flygtninge, der bor uden for landet, kæmper med at få et overblik over, hvad udviklingen i deres hjemland betyder for deres egen fremtid. De spørger sig selv: Vil Syrien være sikkert for mig? Vil mine rettigheder blive respekteret? For nogle kan udsigten til at vende tilbage virke mere realistisk, mens andre fortsat er dybt bekymrede.

Hvad bringer fremtiden for personer, der tilhører etniske eller religiøse mindretal, som har divergerende politiske synspunkter, eller som identificerer sig som en del af LGBTQ+-samfundet i dagens Syrien? Svaret er stadig uklart.

Men for dem, der føler, at det er sikkert at vende tilbage, må vi respektere deres dømmekraft – og potentielt støtte deres tilbagevenden til og reintegration i det samfund, de kom fra. For alle andres vedkommende advarer UNHCR imidlertid mod tvangsmæssige tilbagesendelser på grund af den fortsatte ustabilitet og politiske usikkerhed i landet.

Tvungen repatriering fra Den Europæiske Union vil krænke syrernes rettigheder som flygtninge og bringe dem i fare for alvorlig og uoprettelig skade, når de vender tilbage.

Den vedvarende væbnede vold i forskellige dele af Syrien kombineret med usikkerhed om, hvordan de nye myndigheder vil imødekomme befolkningens behov, navnlig sårbare gruppers, gør det for tidligt for mange at overveje at vende tilbage. Det er vigtigt at respektere deres vurdering i denne sag. EU's medlemsstater må derfor sammen med Syriens nabolande, der generøst har taget imod de fleste syriske flygtninge i mere end ti år, fortsat leve op til deres tilsagn om at yde beskyttelse til syrere på deres område.

Ud af de 1,1 million mennesker, der blev internt fordrevet som følge af optrapningen af fjendtlighederne i slutningen af november, er ca. 627.000 fortsat nyligt fordrevne, hvoraf 75 % er kvinder og børn.

Forhastede tilbagesendelser udgør en betydelig risiko, ikke mindst ved at give næring til flere fordrivelser – både internt i Syrien og på tværs af grænserne – hvilket i sidste ende forværrer krisen.

Ud over en massefordrivelse står Syrien over for en af verdens værste humanitære kriser. Store dele af Syriens infrastruktur er blevet ødelagt under konflikten, herunder hospitaler, skoler og boliger. De fleste flygtninge har intet hjem at vende tilbage til. Mange regioner oplever stadig mangel på fødevarer, rent vand og lægebehandling. Manglen på basale tjenester, økonomiske muligheder og sikkerhed gør det vanskeligt for de hjemvendte at genopbygge deres liv på en holdbar og værdig måde. Alarmerende 90 % af befolkningen i Syrien lever under fattigdomsgrænsen.

I de seneste uger er den frivillige tilbagevenden af syrere fra Libanon, Tyrkiet og Jordan steget mærkbart, idet foreløbige skøn lyder på 125.000 eller ca. 7.000 om dagen. Selv om disse tilbagesendelser er baseret på individuelle valg, er UNHCR fast besluttet på at støtte dem, der beslutter at vende tilbage nu.

Samtidig med at mange syrere i Europa og nabolandene overvejer, om det er sikkert at vende tilbage, og sætter spørgsmålstegn ved, hvad de vil finde med hensyn til basale tjenester og muligheder for at genopbygge deres liv, længes de i høj grad efter at blive genforenet med deres kære. Derfor ønsker mange at vende hjem på korte besøg for at vurdere situationen på stedet. De skal kunne gøre det uden frygt for at miste deres flygtningestatus i Europa. Disse "go and see"-besøg er afgørende for, at folk kan træffe informerede beslutninger, der vil føre til bedre resultater, herunder en sikker og varig tilbagevenden.

Tålmodighed og forsigtighed er afgørende, når syrere afventer de rette betingelser for en sikker tilbagevenden og vellykket reintegration i deres samfund. Idet mange syrere begynder at overveje at vende hjem, er UNHCR parat til at støtte dem. Efter flere års fordrivelse kan dette være en længe ventet mulighed for mange til at afslutte deres flygtningetilværelse og finde en varig løsning ved at vende tilbage til Syrien. Ligesom Den Europæiske Union og UNHCR har været solidariske med dem under hele deres eksil, vil vi fortsat stå sammen med dem, når de vender tilbage og genopbygger et nyt Syrien.

Jean-Nicolas Beuze er repræsentant for UNHCR i EU, Belgien, Irland, Luxembourg, Nederlandene og Portugal og har tidligere fungeret som landerepræsentant i Irak, Yemen og Canada. Han har over 27 års erfaring med at arbejde for FN i lokalområder og i hovedkvarteret inden for menneskerettigheder, fredsbevarelse og beskyttelse af børn.

Der er en række udfordringer forbundet med EU's reaktion på Syrien efter Assad, såsom afvejning af de humanitære behov, migrationspolitikken og stabilisering og genopbygning af landet. National politik og kortsigtede overvejelser indebærer en risiko for, at tilbagesendelser prioriteres og fremskyndes, hvorimod koordinerede og afbalancerede tilgange kan spille en afgørende rolle med at skabe stabilitet i Syrien og fremme langsigtet udvikling. Det fortæller månedens EØSU Info-gæst Alberto-Horst Neidhardt, der er førende migrationsekspert i European Policy Centre.

Alberto-Horst Neidhardt er ledende politisk analytiker og leder af det europæiske program for migration og mangfoldighed i European Policy Centre (EPC). Han beskæftiger sig med asyl- og migrationslovgivning og -politikker, EU-borgernes rettigheder, desinformation og migrationspolitikken. Han har en ph.d. i EU-lovgivning fra Det Europæiske Universitetsinstitut. Han underviser i migrations- og mobilitetspolitikker, EU-forvaltning og etisk politikudformning ved det katolske universitet i Lille.

Af Alberto-Horst Neidhardt

Her en måned efter afslutningen på Bashar al-Assads brutale styre handler den officielle reaktion fra EU i vid udstrækning stadig kun om, at man vil bidrage til udvikling og økonomisk stabilisering. Det er fortsat uklart, om og hvornår sanktionerne mod Syrien vil blive ophævet. Europæisk støtte vil afhænge af beskyttelse af mindretal og andre garantier, og udsigterne til dette er fortsat usikre. Syriens komplekse politiske, sikkerhedsmæssige og humanitære dynamikker betyder, at enhver vej til et ægte demokrati formentlig vil blive lang og brolagt med udfordringer. Dette vil teste EU's evne til at tale med én stemme og handle i fællesskab for landets fremtid. I stedet tøvede en række europæiske lande ikke med at sætte fokus på en øjeblikkelig fælles prioritet, nemlig hjemsendelse af fordrevne syrere. I december, blot få dage efter at Assadregimet havde mistet kontrollen med Damaskus, bebudede Østrig – hvor FPÖ's leder Herbert Kickl havde fået mandat til at danne ny regering – en "returbonus" og et deportationsprogram for tidligere straffede personer. I Holland har koalitionsregeringen under ledelse af den højreekstreme nationalist Geert Wilders planer om at udpege sikre områder for hjemsendte syrere. Tyskland meddelte også, at man ville "revidere og ophæve" den beskyttelse, syrerne har opnået, hvis der bliver mere ro i Syrien. Andre europæiske lande er kommet med lignende udtalelser eller følger situationen tæt. På den baggrund kan selv beslutningen om at ophæve sanktionerne være drevet af målet om at gennemføre hjemsendelser, snarere end et holdningsskifte i forhold til Syriens nye lederskab.

Med den øgede støtte til højreekstremistiske og indvandrerfjendske partier rundt omkring i Europa – samt det tyske forbundsvalg lige om hjørnet – risikerer medlemsstaternes vision for Syrien at blive dikteret af nationale prioriteter og kortsigtede valgstrategier. Mellem 2015 og 2024 fandt over en million syrere beskyttelse i EU's medlemsstater. De fleste af dem i Tyskland. Deres tilstedeværelse er blevet et omstridt politisk og samfundsmæssigt spørgsmål. På en baggrund af meget medieomtalte problemer med sikkerheden, høj inflation og stigende energiomkostninger er befolkningerne i mange værtslande blevet mindre imødekommende. Skiftet har medført en normalisering af fjendtlig retorik og fjendtlige politikker. Trods opfordringer fra Kommissionen og UNHCR om at anlægge en forsigtig tilgang til hjemsendelser kan denne dynamik risikere at drive europæiske regeringer til – måske på egen hånd – at fremskynde dem.

Siden Assadregimets fald i december er over 125.000 flygtninge allerede vendt hjem til Syrien, primært fra nabolandene. Deres udsigter er imidlertid dystre. Allerede før de seneste begivenheder måtte mere end halvdelen af Syriens befolkning leve med fødevareusikkerhed, og tre millioner mennesker var ramt af alvorlig sult. Mange huse er blevet ødelagt under konflikten, og genhusningsfaciliteterne er allerede fyldt til bristepunktet. Ifølge UNHCR er der behov for næsten 300 mio. EUR til husly, mad og vand til dem, der vender tilbage. Selv om EU og medlemsstaterne bør udvikle koordinerede strategier for at fremme en sikker og frivillig tilbagevenden til Syrien på langt sigt, bør den umiddelbare prioritet være at imødekomme landets humanitære behov. Hvis man presser flygtningene til i al hast at vende hjem til et krigshærget og ustabilt land, kan det således give bagslag og begrænse adgangen til mad, energi og husly yderligere. Omfattende hjemsendelser kan også risikere at forstyrre den etniske og samfundsøkonomiske struktur i regioner, der allerede er skrøbelige. En afbalanceret og bæredygtig tilgang er yderligere begrundet i den syriske diasporas potentielle bidrag til genopbygningsindsatsen. Landet får brug for ingeniører, læger, administratorer og lærere samt faglærte og ufaglærte arbejdstagere med forskellige kvalifikationer. Syrerne har opnået værdifulde færdigheder og erfaringer i Europa inden for mange forskellige sektorer, herunder inden for uddannelse, på bygge- og anlægsområdet samt i sundhedsvæsenet, men det bliver ikke nemt at rekruttere de rette profiler. En permanent tilbagevenden vil heller ikke være en forudsætning for at bidrage til genopbygningen. Pengeoverførsler fra syrere i Europa kan nemlig spille en afgørende rolle i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling. Gennem diasporaens engagement kan syrere med base i Europa også bidrage til at styrke de diplomatiske og kulturelle bånd mellem EU og Syrien efter Assad.

Alligevel kan det blive svært for medlemsstaterne at følge en afbalanceret strategi og gå frem efter en koordineret dagsorden. Nogle lande vil måske prioritere langsigtet stabilitet og genopbygning af Syrien og lade syrerne vende hjem, når det passer dem. Andre lande vil sikkert straks tilbyde økonomiske incitamenter for at vende tilbage frivilligt eller endda systematisk gennemgå syrernes status, så snart den humanitære situation forbedres bare den mindste smule. Der vil imidlertid være betydelige juridiske hindringer forbundet med en systematisk gennemgang af flygtningestatussen, ligesom den vil medføre omfattende økonomiske og administrative omkostninger. Samtidig er det nødvendigt, at eventuelle incitamenter til at vende tilbage tager højde for, at de fleste fordrevne syrere i Europa nu er fastboende, og at over 300.000 syrere har opnået unionsborgerskab. Desuden kan landets dystre økonomiske og beskæftigelsesmæssige udsigter afholde selv de mest motiverede fra at vende hjem. Et afgørende spørgsmål vil i denne forbindelse være, om syrerne får lov til at deltage i såkaldte "pendular movements" – dvs. at de vender tilbage til Syrien i tidsbegrænsede perioder, men at de europæiske værtslande fortsat tilbyder holdbare muligheder for en mere permanent tilbagevenden. Disse spørgsmål vil hænge uløseligt sammen med bredere drøftelser om EU's migrationspolitik. De fremtidige forhandlinger om reformen af EU-direktivet om tilbagesendelser, som Kommissionen snart forventes at komme med et forslag til, kunne skabe afgørende momentum, afhængigt af udviklingen i drøftelserne om hjemsendelse af syrerne. Men reformen af direktivet kan ligeledes medføre yderligere splittelser mellem EU's medlemsstater. Med migrationspolitikker, der ville have stor gavn af grundlæggende nytænkning for at kunne håndtere nutidens udfordringer effektivt, vil EU's tilgang til fordrevne syrere sandsynligvis udgøre et kritisk vendepunkt i den nye lovgivningscyklus.

Den 1. januar overtog Polen EU-roret fra Ungarn og varetager nu formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union i årets første seks måneder. Det polske rådsformandskab kommer i en tid med mange omvæltninger for Europa og falder sammen med starten på den nye Kommissions mandatperiode. 

Eftersom Ruslands aggression mod Ukraine fortsætter med uformindsket styrke, og de geopolitiske spændinger i den seneste tid har nået nye højder i Europa, har Polen valgt at målrette sine prioriteter mod sikkerhed som overordnet tema. Dette omfatter ekstern og intern sikkerhed, økonomisk sikkerhed, energi-, fødevare- og sundhedssikkerhed samt sikring af retsstatsprincippet.

Disse prioriteter er i tråd med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs tilsagn om at fremme samhørighed, værne om de demokratiske værdier og sikre stabil velstand. "I EØSU kan vi bryste os af at være en pålidelig og engageret partner for det polske rådsformandskab, og vi er fast besluttet på at spille en aktiv rolle i udformningen af de politiske prioriteter, der vil præge denne nye europæiske mandatperiode", siger EØSU's formand Oliver Röpke.

På anmodning af det polske rådsformandskab vil EØSU udarbejde 14 sonderende udtalelser. Læs mere om dem og andre EØSU-aktiviteter i første halvdel af 2025 i vores nye brochure. Her kan du også finde ud af, hvem EØSU's polske medlemmer er, og hvilke organisationer de repræsenterer. Brochuren er udelukkende tilgængelig online på engelsk, polsk, fransk og tysk. (ll)

23. januar 2025

Filmforevisning: Flow, der er nomineret til LUX-prisen – den europæiske publikumsfilmpris

3. februar 2025

Social retfærdighed i den digitale tidsalder

18. februar 2025

Vejen til det globale handicaptopmøde: Handicapvenlig udvikling og humanitære tiltag

26.-27. februar 2025

EØSU's plenarforsamling

Af Arbejdstagergruppen

Europas industri står over for mange forskellige udfordringer, bl.a. ekstremt høje energipriser, vanskeligheder med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og adgang til finansiering. I 2023 fremlagde EU Industriplanen for den grønne pagt, der primært handler om at opnå CO₂-neutralitet. I sin fremlæggelse af depolitiske retningslinjer sidste efterår omtalte formand Ursula Von der Leyen en "aftale om ren industri" med henblik på at opnå konkurrencedygtige industrier og kvalitetsjob, i tråd med Mario Draghis rapport.

Industrien er en væsentlig del af den grønne og den digitale omstilling og af EU's økonomiske system. Men hvad betyder denne nye aftale for arbejdstagerne? At have en stærk, organiseret arbejdsstyrke, der er velbetalt og har gode arbejdsvilkår, er ikke kun et spørgsmål om fagforeninger, men også om samfundet som helhed, demokrati og social stabilitet samt virksomhedernes produktivitet.

Uden passende vejledning og tilstrækkelig offentlig finansiering kan denne aftale ende med at blive baseret på de dele af Mario Draghis rapport og dagsordenen for konkurrenceevne, som er mest favorable over for deregulering. Dette kan bringe den europæiske sociale model i fare ved at fremme en skadelig konkurrencemodel, der skaber et kapløb mod bunden med hensyn til lønninger og arbejdsvilkår.

For at løse dette problem afholder EØSU's Arbejdstagergruppe og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) den 14. februar en fælles konference om den europæiske industripolitik med kvalitetsjob i EØSU's lokaler. Vi opfordrer alle parter, der er interesserede i debatten, til at sætte kryds i kalenderen og deltage i debatten. 

I december viste EØSU filmen Under the Grey Sky om belarusiske journalister, der har betalt en forfærdelig personlig pris for at rapportere om den politiske uro i landet

Under the Grey Sky, som er den belarusisk-polske filmskaber Mara Tamkovichs debutspillefilm, fortæller den hjerteskærende historie om Lena, en belarusisk journalist, som ender i fængsel efter at have livestreamet regeringens voldsomme indgreb over for en fredelig demonstration på Square of Changes i Minsk. Året er 2020, og en hidtil uset bølge af protester ruller ind over Belarus efter det manipulerede valg, hvor Aleksandr Lukashenko blev genvalgt for sjette gang

Lena og hendes filmfotograf Olya bliver arresteret, efter at de fortsætter med at filme demonstrationen, selvom de bliver jaget af en politidrone. I et plottvist af Kafkask absurditet bliver Lena først beskyldt for at "organisere optøjer og forstyrre den offentlige transport", hvorefter beskydningerne mod hende bliver ændret til højforræderi. Det, der skulle have været en syv dages administrativ frihedsberøvelse, bliver efter en hemmelig retssag til en fængselsdom på otte år. Hendes kollega får to år. Lenas mand, Ilya, som selv er blevet chikaneret af regimets politi, prøver desperat at få hende ud af fængslet, og prøver endda at overtale Lena til at erklære sig skyldig til gengæld for løsladelse. Men det kan hun ikke få sig selv til.

Filmen er inspireret af den virkelige historie om den belarusiske journalist på tv-stationen Belsat, Katsiaryna Andreyeva, hendes mand, Ihar Iljash, og hendes kollega, Darya Chultsova. Darya har udstået sin straf på to år, men Katsiaryna og Ihar sidder fortsat fængslet, idet hun afsoner en forlænget fængselsstraf på otte år og tre måneder. Og de er langt fra de eneste: i slutningen af 2024 fastslog den belarusiske sammenslutning af journalister, at 45 mediefolk fortsat er bag tremmer. Mange er under pres selv efter at være flygtet ud af landet.

Filmen fik verdenspremiere på filmfestivalen Tribeca i New York i juni 2024.

Den 13. december blev Under the Grey Sky vist i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) under deltagelse af Mara Tamkovich i forbindelse med et seminar om de belarusiske uafhængige mediers rolle i bestræbelserne på at fremme et modstandsdygtigt og demokratisk samfund.

EØSU Info talte med Mara Tamkovich om filmen:

Hvor nøjagtigt følger filmen de virkelige hændelser og Katsiaryna Andreyevas skæbne? Har du brugt nogen af de rigtige optagelser fra Katsiaryna Andreyevas reportage om protesterne i 2020?

De rigtige optagelser optræder flere steder i filmen. Den demonstration, som karaktererne livestreamer i starten af filmen, er faktisk filmet af Katsiaryna Andreyeva og Darya Chultsova. Det er de rigtige optagelser, som vi har indarbejdet i filmscenen. Tilbageholdelsen af Raman Bandarenka, som karaktererne ser på deres laptop, er også rigtige optagelser (aktivisten Raman Bandarenka blev tævet ihjel af maskerede uromagere, da han forsøgte af forhindre dem i at fjerne røde og hvide bånd, der symboliserede Belarus' flag før den sovjetiske besættelse). I slutningen af filmen viser jeg som en slags epilog en montage af Katsiarynas livestreams fra demonstrationerne.

Fortællingen er i høj grad forbundet med de virkelige hændelser: både den måde journalisterne bliver anholdt og retsforfulgt på, og den straf de får. Men målet for mig var ikke at genfortælle begivenhederne en til en. Jeg ville snarere gengive den følelsesmæssige sandhed bag de beslutninger, som folk var nødt til at træffe, og de smertefulde valg, de stod over for. Karaktererne har andre navne for at skabe lidt afstand mellem dem og den virkelige inspirationskilde, men også for at få publikum til at se denne historie som én af mange, som en metafor for det der er sket i hele nationen. 

Er den brede offentlighed i Belarus bekendt med, hvad der er sket med Katsiaryna Andreyeva og andre journalister som hende? Ved du, hvor mange mennesker der har lidt samme eller en lignende skæbne?

Politiske anholdelser og undertrykkelse har fundet sted i Belarus i så stort et omfang, at det er svært ikke at kende til situationen. Mindst 130.000 mennesker har været udsat for forskellige former for undertrykkelse, og omkring 500.000 har forladt landet siden 2020. Omfanget er simpelthen for stort til at kunne holdes hemmeligt.

Det officielle tal over politiske fanger (som er anklaget eller dømt for kriminelle handlinger) i Belarus har konstant ligget på omkring 1.300 i de senere år, men man er nødt til at forstå, at hundredvis, hvis ikke tusindvis, allerede har afsonet deres straf, nogle er blevet løsladt tidligere, og mange nyligt dømte er bange for at påberåbe sig status som politisk fange. Det er et samlebånd i konstant fremdrift, hvor nye fanger erstatter løsladte fanger. 

Hvad var din største motivation til at lave denne film? Hvad håber du at opnå med den?

Som belaruser havde jeg et stort behov for at gøre noget, da det belarusiske regime slog brutalt ned på demonstrationerne i 2020. Som tidligere journalist kunne jeg i høj grad forstå mine karakterers perspektiv. Som filmskaber så jeg en stærk og dybt bevægende historie, som jeg bare var nødt til at fortælle. 

Hvad håber du, publikum tager med sig som det vigtigste budskab eller den vigtigste følelse efter at have set din film?

Jeg håber virkelig, at de vil tænke lidt over, hvad frihed egentlig vil sige, hvor meget den kan koste, og om de virkelig sætter pris på det, de har. Jeg håber også, at de tænker på Kacia og Ihar og på enhver person bag tremmer, da frihed er noget, som mange her i EU tager for givet. 

Hvad bør EU – institutionerne, civilsamfundet, journalister, menneskerettighedsorganisationer og nationale regeringer – gøre for at hjælpe?

Jeg opfordrer indtrængende EU til ikke at glemme Belarus og ikke afskrive landet som en tabt sag. Det er støtten fra EU, der gør det muligt for vores kultur, vores medier og vores civilsamfund at overleve under dette enorme pres, og selvom det kan virke som en langsigtet investering, er den det hele værd.