European Economic
and Social Committee
EØSU og ILO går sammen om at udforme en retfærdig og inklusiv AI-drevet fremtid på konferencen på højt plan
Kunstig intelligens ændrer arbejdslivet i et hidtil uset tempo og skaber både muligheder og udfordringer for arbejdstagere, virksomheder og politiske beslutningstagere. Den 3. februar afholdt Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) en fælles konference på højt plan under overskriften "Social retfærdighed i den digitale tidsalder – AI's indvirkning på arbejdsliv og samfund".
På konferencen på højt plan drøftede fremtrædende ledere – herunder flere beskæftigelsesministre fra EU's medlemsstater – strategier til at udnytte AI's potentiale og samtidig imødegå de risici, som den udgør for arbejdstagernes rettigheder og arbejdsmarkederne. Dette arrangement leverede et vigtigt bidrag til den globale koalition for social retfærdighedog fremhævede behovet for en koordineret tilgang til AI-forvaltning på både europæisk og globalt plan. Den fælles konference på højt plan blev arrangeret af EØSU's Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab (SOC) og ILO.
En opfordring til etisk og inklusiv AI-udvikling
I sin åbningstale på konferencen understregede EØSU's formand Oliver Röpke, at der er et presserende behov for en menneskecentreret tilgang til AI, idet han fastslog, at: "Kunstig intelligens allerede er ved at omforme vores samfund og arbejdsmarkeder, hvilket skaber både muligheder og udfordringer. EØSU og dets partnerorganisationer er fast besluttet på at sikre, at AI bliver en drivkraft for social retfærdighed, der styrker arbejdstagernes rettigheder, fremmer inklusion og forebygger nye uligheder. En retfærdig og menneskecentreret AI-fremtid kræver en kollektiv indsats – fra politiske beslutningstagere til arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet – for at sikre, at teknologien fungerer til gavn for mennesker og ikke imod dem."
ILO's generaldirektør Gilbert F. Houngbo fremhævede betydningen af proaktive politikker til afbødning af AI's forstyrrende indvirkning på beskæftigelse og arbejdspladser: "Vi er nødt til at sikre, at vi udformer AI på en måde, der fremmer social retfærdighed. Dette kræver flere tiltag: støtte til arbejdstagere, herunder i form af færdigheder og social beskyttelse, lettere adgang til AI-teknologi for virksomheder af alle størrelser og i alle dele af verden for at udnytte produktivitetsfordelene og sikring af, at integration af AI på arbejdspladsen beskytter arbejdstagernes rettigheder og fremmer den sociale dialog i den digitale omstilling."
I løbet af to paneldebatter delte de højtstående talere deres indsigt i de udfordringer og muligheder, de ser med hensyn til at udnytte AI til at fremme anstændigt arbejde og rummelige arbejdsmarkeder og bidrage til ligestilling mellem kønnene i de kommende år. Blandt paneldeltagerne var beskæftigelsesministrene Agnieszka Dziemianowicz-Bąk (Polen), Yolanda Díaz (Spanien), Níki Keraméos (Grækenland) og Maria do Rosário Palma Ramalho (Portugal), samt den franske regerings delegerede ved ILO og G7-G20, Anousheh Karvar.
Under drøftelserne blev det fremhævet, at selv om der er en risiko forbundet med udbredelsen af AI, er der ikke grund til at stille sig totalt afvisende over for denne nye teknologi. Det er imidlertid vigtigt at fokusere på social dialog og inddrage arbejdstagerne i udbredelsen af AI, samtidig med at der lægges særlig vægt på omskolings- og opkvalificeringsindsatsen. En korrekt og kontrolleret udrulning og regulering af AI vil bidrage til at forebygge større chok og gøre det muligt at reducere repetitive arbejdsopgaver, uden at dette nødvendigvis vil føre til omfattende afskedigelser. (lm)