European Economic
and Social Committee
EØSU slår til lyd for AI til gavn for arbejdstagerne i en debat på højt plan
I takt med at kunstig intelligens forandrer vores arbejdspladser, er det afgørende fortsat at fremme menneskecentreret AI og slå til lyd for politikker, der skaber balance mellem stærk AI-udvikling i Europa og social retfærdighed og arbejdstagerrettigheder. Sådan lød det under en debat på højt plan i EØSU.
På sin plenarforsamling i januar afholdt EØSU en debat om anvendelsen af kunstig intelligens på arbejdspladsen med indlæg ved blandt andre EØSU's formand, Oliver Röpke, ledende næstformand for Kommissionen, Roxana Mînzatu, og Polens viceminister for familie, arbejde og socialpolitik, Katarzyna Nowakowska.
Oliver Röpke åbnede debatten og sagde: "Kunstig intelligens er en af de mest opbrydende tendenser i vores tid. Den har et enormt potentiale, men skaber også kritiske udfordringer. Dagens debat bekræfter på ny betydningen af at forankre AI-politikken i principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder."
Roxana Mînzatu understregede følgende: "Når vi tænker på AI, navnlig på arbejdspladsen, bør vi se på, hvordan vi kan øge vores investeringer i forskning og innovation, og hvordan vi kan forenkle de europæiske virksomheders muligheder for at udvikle sig inden for dette område, så vores egne teknologier kan bygge på europæiske data og europæiske værdier. I overensstemmelse med vores værdier om sociale rettigheder og lighed sikrer vi, at de europæiske arbejdstagere har samme rettigheder i en verden såvel med som uden AI – at de er beskyttet, og at der gennemføres menneskecentreret kontrol."
Katarzyna Nowakowska anførte, at kunstig intelligens i arbejdslivet har skabt enorme muligheder for at øge produktiviteten og konkurrenceevnen for virksomheder, men også medført en række spørgsmål om dens indvirkning på job og beskæftigelse, arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, arbejdsvilkårene, den generelle jobkvalitet og den sociale dialogs rolle.
Vedtagelse af udtalelsen om AI til gavn for arbejdstagerne og den vedlagte modudtalelse
Efter plenardebatten vedtog EØSU initiativudtalelsen om AI til gavn for arbejdstagerne: muligheder for at udnytte potentialet og modvirke risiciene ved AI i forbindelse med beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikker, udarbejdet af ordfører Franca Salis-Madinier. Udtalelsen blev vedtaget med 142 stemmer for, 103 imod og 14 hverken for eller imod. Den fik ikke opbakning fra EØSU's Arbejdsgivergruppe, som fremsatte en modudtalelse.
I udtalelsen understreger EØSU, at den sociale dialog og inddragelse af arbejdstagerne spiller en afgørende rolle med hensyn til at bevare arbejdstagernes grundlæggende rettigheder og fremme "pålidelig" AI på arbejdsmarkedet. Udvalget tilføjer, at de nuværende regler bør afhjælpe manglerne, hvad angår beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder på arbejdspladsen og sikre, at mennesker bevarer kontrollen over alle interaktioner mellem menneske og maskine.
Modudtalelsen fra Arbejdsgivergruppen blev vedlagt udtalelsen. Gruppens medlemmer forklarede, at EU efter deres opfattelse allerede har redskaberne til at tage AI-revolutionen til sig, og at den eksisterende retlige ramme vil sikre en gnidningsløs anvendelse heraf. (lm)