Aurélie Vauthrin-Ledent: Ja, kulturen er vigtig frem for noget!

Fra jeg kom til verden for 40 år siden, den 28. marts 1981, er karakteriseringen "vigtig" aldrig nogensinde blevet hæftet så hyppigt på "kultur", som det er tilfældet i denne tid mærket af sundhedskrise og dermed også økonomisk krise. Det står klart, at denne krisetid har rokket ved mange af vores tænkemåder. Vores kritiske indstilling har undergået dybtgående ændringer inden for alle områder i samfundet.

Karakteriseringen "vigtig" er således opstået, fordi kulturen tidligere blev affejet som "ikkevigtig". Og netop derfor, fordi den blev affejet som "ikkevigtig", er der en gryende og ustoppelig udvikling i retning af en skarpere og mere udbredt bevidsthed.

Mod al forventning er kunsten og kulturen, som ellers har været stillet i skyggen og glemt, nu kommet i et underligt søgelys, hvilket giver en bitter smag i munden.

Jeg er en kulturkvinde. Jeg finder inspiration og skaberkraft i kulturen. Jeg er skuespiller, sanger, instruktør, forfatter, teater- og fransklærer, forlægger for fransksproget belgisk teater og festivalarrangør, og jeg har en særlig interesse i visuel kunst, scenografi og bevægelseskunst og dans. Jeg er ikke bange for at smøge ærmerne op og tage fat og til tider påtage mig "bijob". Job, der ofte nedvurderes kollektivt af vores samfund. Jeg er ikke bange for at arbejde. Det er det, der har gjort mig til den, jeg er. Det er den største værdi, jeg har fået af mine forældre. Men kulturen, den er min tredje forælder. I sidste ende er det kulturen, der har formet mig, været bindemidlet. Den har forandret mig grundlæggende gennem udvikling, indre omvæltninger og forandringer. Kulturen har åbnet mit sind og ikke mindst mit hjerte. Mit livs smukkeste rejser har været de fortryllende minutter, hvor jeg har fortabt mig i tonerne fra en cello, en medrivende opførelse af Shakespeare, endeløse billeder af en uudgrundelig dybde på en tilfældig mur eller på et museum. For ikke at tale om det fantastiske teaterunivers, der ikke er begrænset til scene og tekst, men er et mangesidet og komplekst univers, som strækker sig fra marionetteatret over tale- og bevægelseskunst til improvisation. Teatret rummer lige så mange fagområder og undergenrer som lægekunsten.

Men vi har nu ligget stille et års tid. Smerten er til at mærke inden for vores fag. Først og fremmest en åndelig smerte, men også en økonomisk pine som følge af stilstanden inden for scenekunsten, der er i en dyb økonomisk krise. Alt for få er klar over, hvor mange der er beskæftiget inden for scenekunsten: Forfattere, instruktører, skuespillere, kostumedesignere, skuespilforfattere, lys- og lydteknikere, kulissebyggere, scenografer, sminkører, assistenter og alle fagfolk inden for præ- og postproduktion, formidling, kommunikation, PR-virksomhed, modtagelse af publikum og booking, og listen er ikke udtømmende.

Man må heller ikke glemme, at publikum også lider under denne situation, hvilket måske er det allervigtigste. Folk, der nu er henvist til Netflix eller bøger, vælger alt for hurtigt billedmediet, et let og ensidigt kulturvalg. De har kun kunnet vælge isolation og ikke kunnet dele øjeblikke med latter og i vores røde velourstole drømme sig langt væk.

Og så er der smerten ved ikke længere at lære, da kulturen er livets lærer om noget!!!

Kulturen er nu endelig blevet stemplet som vigtig, men kun fordi vores ledere oprindeligt og helt urimeligt karakteriserede den som "ikkevigtig". Langt fra at gøre oprør i dag nærer jeg det vilde håb – som det er tilfældet med alle håb – dette urokkelige håb, at almindelige mennesker meget snart for altid vil forbinde kultur med ordet "vigtig".

Man ønskede at lægge os i graven, men i stedet er jorden blevet gødet for kultur som aldrig før ... fremtiden vil bekræfte dette. Det er jeg fuldstændigt overbevist om. Når denne krise er slut, vil i kulturen aldrig nogensinde igen blive nedvurderet.

Aurélie Vauthrin-Ledent