European Economic
and Social Committee
En retfærdig omstilling for Europa: EØSU efterlyser retfærdige og inklusive grønne politikker
EØSU efterlyser en retfærdig og inklusiv omstilling på EU's vej mod klimaneutralitet. I en nylig udtalelse understreger EØSU behovet for en koordineret indsats for at sikre, at ingen lades i stikken i realiseringen af de ambitiøse klimamål. Disse anbefalinger er i overensstemmelse med Kommissionens prioriteter for 2024-2029 vedrørende beskæftigelse, færdigheder, social velfærd og regionale forskelle.
EØSU går ind for en omfattende politisk pakke for retfærdig omstilling, så medlemsstaterne har fleksibilitet til at tage hånd om deres egne særlige forhold. Social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger er centrale redskaber, og EØSU foreslår også at kortlægge kvalifikationskløfter, oprette inklusive uddannelsesprogrammer og gennemsigtige virksomhedsplaner for omstilling, høre arbejdstagerne mere indgående og indarbejde principperne for retfærdig omstilling i EU-rammer som f.eks. den europæiske søjle for sociale rettigheder.
"Vi ønsker, at retfærdighed, modstandsdygtighed og bæredygtighed skal bane vejen for en grønnere og mere inklusiv fremtid", sagde Dirk Bergrath, der er ordfører for udtalelsen.
Hvis Europas klimaambitioner – altså en reduktion af udledningerne på 75 % inden 2030 og klimaneutralitet senest i 2050 – skal lykkes, skal retfærdighed være en del af politikkerne, understregede EØSU i udtalelsen. Det er helt afgørende at prioritere anstændigt arbejde, social inklusion og fattigdomsbekæmpelse for at kunne holde fast i offentlighedens støtte og sikre, at den europæiske grønne pagt bliver en succes.
Derudover fremhæver EØSU, at der er brug for målrettet støtte til regioner, der er uforholdsmæssigt hårdt ramt af den grønne omstilling. Det er vigtigt at få overblik over regionale behov og sektorspecifikke omstillinger, hvor observatoriet for retfærdig omstilling overvåger fremskridtene og sikrer, at ingen samfundsgrupper bliver glemt.
For at dække manglende finansiering er det vigtigt at opskalere Fonden for Retfærdig Omstilling, mobilisere private investeringer og tilpasse EU's finansieringsinstrumenter. Sociale og miljømæssige betingelser vil sikre en retfærdig fordeling med fokus på uddannelse og beskyttelse af sårbare grupper. (ks)