På konferencen "#ReskillEU – nye job inden for energi og transport i Europa", som blev afholdt i fællesskab af TEN-sektionen og Kommissionens GD for Forskning og Innovation i Bruxelles den 8. november 2023, blev der sendt et klart budskab: EU skal have en struktureret og effektiv plan for udviklingen af de færdigheder, der er helt nødvendige, hvis omstillingen på energi- og transportområdet skal lykkes.

Der er et presserende behov for nye færdigheder, viden og kapacitet inden for ren energi og transport, og EU kan kun nå sit mål om nettonulemissioner inden 2050, hvis vejen dertil ledsages af en arbejdsstyrke med de rette færdigheder.

EØSU's formand, Oliver Röpke, henviste til betydningen af "nye færdigheder og ny viden for en gnidningsløs grøn og digital omstilling i transport- og energisektoren" og sagde: "Et fokus på den grønne og digitale omstilling må ikke overse den menneskelige faktor med hensyn til at nå disse mål. Vi må sikre, at alle medlemmer af samfundet bliver en del af denne omstilling."

EU skal gøre en indsats nu for at sikre, at arbejdstagerne rustes med de rette "nye" færdigheder, i overensstemmelse med målene i den europæiske dagsorden for færdigheder 2025 og i lyset af det europæiske år for færdigheder 2023.

EU's sektor for vedvarende energi har i øjeblikket brug for over 1,2 millioner kvalificerede arbejdstagere, og – ifølge Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi – forventes dette tal at stige hvert år frem til 2050.

Det samme gælder transportsektoren, som beskæftiger over 15 millioner mennesker i EU. Transportsektoren gennemgår en hurtig omstilling, som i høj grad påvirkes af automatisering, elektrificering og grønne teknologier.

"Når vi ser på Europas energi- og transportsektorer bliver omfanget af udfordringerne med hensyn til færdigheder tydeligt," påpegede Baiba Miltoviča, formand for TEN-sektionen. "Vi må sørge for, at udviklingen of viden og færdigheder prioriteres højt i vores indsats. Det indebærer en forpligtelse til at sikre løbende læring, omskoling og opkvalificering for at imødekomme de skiftende behov." (mp)